Vælgerne tvivler på S-ledelsen

MÅLINGER: Vælgernes tillid til Socialdemokraternes ledelse er mindre end tilliden til VK-holdet. Også politisk ordfører Henrik Sass Larsen får endnu et hak i tuden fra vælgerne. Det viser to meningsmålinger.

Socialdemokratiske toppolitikerne nyder ikke stor opbakning i befolkningen. Det viser meningsmålinger fra både Megafon og Gallup bragt i henholdsvis TV2, Politiken og Berlingske Tidende.

42 procent af alle vælgere uanset partifarve ser S-folketingsgruppen som svag eller meget svag, mens kun hver femte vælger ser holdet som stærkt eller meget stærkt. Det skriver Politiken. Til sammenligning ser over halvdelen af alle vælgere statsminister Lars Løkke Rasmussens hold som stærkt eller meget stærkt.

Mens socialdemokratisk politisk ordfører og prygelknabe Henrik Sass Larsen holder sommerferie, fungerer tidligere minister Henrik Dam Kristensen som politisk ordfører, og hans tillid til de socialdemokratiske lederegenskaber er intakt.

"Socialdemokratiet har altid kunnet stille med et godt og kompetent hold til at lede landet, og det kan vi også i dag," siger han.

Flere tæsk til Sass Larsen
Og netop den politiske ordfører har været udsat for hårdt kritik den sidste tid, og det ser man sporene af i meningsmålingen, mener Henrik Dam Kristensen.

Oppositionens vælgerne er tilsyneladende enige i kritikken af ordføreren. Ifølge en meningsmåling fra Gallup lavet for Berlingske Tidende synes kun en procent af oppositionens vælgere, at Henrik Sass Larsen er bedst til at tegne partiets politik.

Knap 50 procent af oppositionens vælgere mener, at partiformand Helle Thorning-Schmidt er bedst til at tegne partiet udadtil, mens socialordfører Mette Frederiksen får opbakning fra 25 procent af oppositionens vælgere.

Henrik Dam Kristensen mener ikke, at de dårlige tal skal få konsekvenser.

"Andre partiers ordførere får lov til at sige noget om alt muligt andet end, hvad der ligger indenfor deres område. Vi gør det anderledes. Her skal ordføreren inspirere og analysere og komme med input i den socialdemokratiske debat. Det tror jeg, vælgerne er enige i. Jeg ser overhovedet ingen grund til at drage konsekvenser af Gallup-målingen," lyder det.

Forrige artikel V: Kommunerne skal stoppe banderekruttering Næste artikel Irakerne i kirken splitter S og SF Irakerne i kirken splitter S og SF