Under genåbningen er der fortsat tårnhøj opbakning til regeringens coronastrategi

NY MÅLING: På trods af voksende kritik af genåbningsplanen er danskernes opbakning til statsministerens og regeringens håndtering af coronakrisen fortsat massiv, viser ny måling. Men vil opbakningen fortsætte? Det forsøger to eksperter at svare på.

Siden regeringen er begyndt at genåbne danske børnehaver, skoler og arbejdspladser, er kritikken af regeringens strategi begyndt at vokse.

Både Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, gav i onsdags til statsministerens spørgetime udtryk for, at de er i tvivl om, hvad regeringens reelle plan for genåbningen er. 

Samtidig har flere forældre udtrykt bekymring for at sende deres børn tilbage i skoler og institutioner, da de frygter, at deres barn kan blive smittet.

Men trods den voksende kritik er danskerne stadig tilfredse med statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringens håndtering af coronasmitten.

Det viser to nye målinger, som Epinion har lavet for Altinget og DR.

Ifølge den ene måling er 70 procent tilfredse med regeringens tiltag, som har til formål at begrænse coronasmitten.

Artiklen fortsætter under figuren.

 

Populariteten vil ikke vare ved
Ligeledes er der stor tilfredshed med statsminister Mette Frederiksen. Halvdelen af danskerne forestiller sig, at hun bliver siddende efter næste valg.

Ifølge den nye måling fra Epinion er der 49 procent, som ønsker, at Mette Frederiksen bliver siddende som statsminister efter næste valg. Det er en fastholdelse af den høje popularitet, Mette Frederiksen vandt i forbindelse med nedlukningen af Danmark.

I Epinion-målingen fra begyndelsen af april svarede 51 procent nemlig, at de helst ser Mette Frederiksen bliver siddende i Statsministeriet.

Artiklen fortsætter under figuren.

 

Men kan den tårnhøje opbakning fortsætte efter coronakrisen?

Erik Holstein, der er Altingets politiske kommentator, og Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor i statskundskab på Københavns Universitet, er enige om svaret: Den tårnhøje opbakning vil falde i fremtiden.

”Når Danmark kommer over på den anden side af krisen, vil opbakningen til Mette Frederiksen falde,” siger Kasper Møller Hansen og fortsætter:

”I krisetider vil vi bakke op om vores statsleder for at signalere, at man har tiltro til lederens beslutninger, og at vi står sammen om at bekæmpe fjenden. Men når danskerne på sigt lærer at leve med corona, og dansk politik er blevet normaliseret, vil opbakningen falde,” vurderer han.

Erik Holstein tilføjer, at danskerne sandsynligvis ikke vil huske regeringen for indsatsen mod corona på den anden side af krisen:

”Vælgerne er nogle utaknemmelige bæster, så politikerne kan langtfra være sikre på at blive belønnet for deres succeser. Så snart krisen er ovre, vil vælgerne se på, hvem der er bedst til at løse de næste problemer,” siger Altingets politiske kommentator.

Opbakning er en global tendens
Det er ikke kun danskerne, der i øjeblikket viser stor opbakning til landets politiske ledelse.

Faktisk er det en global tendens, siger Erik Holstein.

”I de fleste lande, som er ramt af corona, er opbakningen til landets ledelse høj. Det gælder både for europæiske lande og uden for Europa,” siger han.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen tilføjer, at udviklingen er interessant, da det normalt er ledere af diktaturstater eller statsledere i krigstider, som plejer at opleve stor folkelig opbakning.

”Coronavirussen er en krisetid, som ingen har kunnet forudsige konsekvenserne af, og derfor kan den få folk til at opleve de samme følelser, som de gør, hvis der eksempelvis er krig i landet. Det kan være en forklaring på, hvorfor folkeopbakningen er en global tendens,” siger valgforskeren.


Simon Egelund Hansen, som er en del af Altingets researchhold, har bidraget til denne artikel.

Forrige artikel Europa åbner langsomt: Sådan ser landenes nedlukning ud lige nu Europa åbner langsomt: Sådan ser landenes nedlukning ud lige nu Næste artikel Topmøde: EU-chefer udskyder svære beslutninger for at undgå at puste til coronakonflikt Topmøde: EU-chefer udskyder svære beslutninger for at undgå at puste til coronakonflikt