Dagens overblik: 111 udvisningsdømte kan ikke sendes ud af Danmark

Kriminelle dømt til udvisning kan ikke sendes tilbage til hjemlandet. De store skoleelever vender tilbage til skolen. Og eksperter giver deres bud på, hvad vi bør ændre før den næste pandemi. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til mandagens politiske nyheder i kort form.

Denne mandag er tiårsdagen for den syriske borgerkrig. Dengang gik demonstranter på gaden i Deraa i Syrien mod Bashar al-Assads regime, og siden har konflikten anslået kostet 400.000 mennesker livet. Kristeligt Dagblad gør status på forsiden i dag.

I dag er også dagen, hvor højskoler og efterskoler igen kan undervise sine elever efter nedlukningen. Og i grundskolerne vender 5. og 8. klasserne tilbage til én dags undervisning om ugen, og lad os krydse fingre for forårsvejr, for de skal være udendørs. 

Udvisningsdømte kan ikke sendes hjem
Der er i øjeblikket 111 udenlandske statsborgere, der har fået en udvisningsdom fra Danmark, men som alligevel ikke kan sendes hjem. Det skriver Berlingske, som har gjort status på en kendt problemstilling.

Problemet er, at hvis de udvisningsdømte kriminelle vurderes at være i fare i deres hjemlande, kan de ikke sendes tilbage. Heller ikke selv om de har afsonet deres straf i Danmark.

Både regeringen, Venstre og Konservative kalder det et problem, men der er ingen oplagt løsning på det.

Embedsmænd: Effekt af lovforslag er tvivlsom
I Jyllands-Posten er der fokus på netop det - en mulig måde at få sendt flere udvisningsdømte kriminelle til afsoning i hjemlandet.

Regeringen vil nemlig med et nyt lovforslag sikre, at flere sendes ud ved blandt andet at afskære dem fra prøveløsladelse. Men om det vil få flere udenlandske indsatte til frivilligt at rejse hjem til afsoning i for eksempel et østeuropæisk fængsel, er ikke givet.

Det vurderer både en professor og justitsminister Nick Hækkerups egne embedsmænd, skriver avisen.

Sådan forbereder vi os på næste pandemi
Hvorfor står det danske sundhedsvæsen til nærmest at bryde sammen, hvis vi skulle nå op på omkring 1000 indlagte med corona?

Det har Politiken spurgt en række eksperter om og også bedt om deres bud på, hvad en kommende reform af sundhedsvæsnet bør indeholde, så vi er bedre beredt på en ny pandemi i fremtiden.

"Vi skal blive endnu bedre til at rykke rundt på patienter og have oplært personale, så flere kan varetage infektionspatienter, når de måtte komme," siger sundhedsøkonom Jakob Kjellberg.

Og både han og Danske Patienter peger på, at flere kronisk syge bør behandles tæt på deres hjem eller hos deres læge frem for på hospitalerne.  

Tre hurtige fra weekenden

  • Finansminister Nicolai Wammen melder, at regeringen er klar til at lægge op til 2,4 milliarder kroner oven i den såkaldte krigskasse, der skal genstarte dansk økonomi. Det sagde han i et interview med Børsen fredag. Sådan et beløb vil dog knap kunne mærkes i dansk økonomi, skriver økonom Steen Bocian dog i dag i en kommentar.

  • Sagen om den nu forhenværende borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard (S) og hans bolighandel er nu overdraget til politiet. Det skete fredag, hvor en advokatundersøgelse viste, at handlen ikke var foregået efter bogen. Det kom desuden frem, at der var rygter om en affære mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, hvilket kan betyde inhabilitet i en række spørgsmål. Find advokatundersøgelsen hos Fredericia Avisen her.

  • Den tidligere ældreminister Thyra Frank fortæller nu om sin oplevelse af at komme ind fra en succesfuld rolle som plejehjemsleder til at blive den mest udskældte minister i VLAK-regeringen. Til sidst kunne hun ikke se trappen til Christiansborg uden at få kvalme, fortæller hun i dette interview med TV 2.

Det sker i dag

  • Klokken 12: Transportminister Benny Engelbrecht (S) skal i samråd om flysikkerhed i Københavns Lufthavn

 

 

Forrige artikel Sådan vil Radikale investere fire milliarder i plantebaserede fødevarer Sådan vil Radikale investere fire milliarder i plantebaserede fødevarer Næste artikel Frifindelse og nye mistanker: Her er hovedpunkterne i undersøgelserne af tidligere Fredericia-borgmester Frifindelse og nye mistanker: Her er hovedpunkterne i undersøgelserne af tidligere Fredericia-borgmester