Snart kan teatre og biografer igen fyldes: Her er de sidste restriktioner for kultur- og idrætsliv
Afstandskrav ved arrangementer med siddende publikum og arealkrav i kultur-, idræts- og foreningslivet er afskaffet fra lørdag.
Fra lørdag er det slut med at holde minimum én meters afstand til andre personer i det offentlige rum.
Sundhedsstyrelsen har nemlig besluttet at ændre anbefalingen, og det betyder, at en række krav om afstand i kultur-, idræts- og foreningslivet bliver ophævet om få dage.
”Jeg er glad for, at vi er kommet rigtig langt med blandt andet vaccinerne, og nu står et sted, hvor sundhedsmyndighederne vurderer, at areal- og afstandskravene kan fjernes."
"Det har stor betydning for blandt andet biografer og teatre, at der nu er mulighed for at lukke langt flere gæster ind til film- og teaterforestillinger," siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.
Gælder fra 14. august
Konkret er det fra 14. august ikke nødvendigt med mindst to kvadratmeter pr. tilskuer, besøgende, bruger eller lignende i lokaler, hvor offentligheden har adgang, oplyser Kulturministeriet i pressemeddelelsen.
Det samme gælder for arealkravet for større arrangementer med stående publikum, som droppes. Også her har der været et krav om minimum to kvadratmeter pr. tilskuer i hver enkelt sektion.
Og så ophæves også et krav om, at der skal være mindst én meter eller ét tomt sæde mellem hver siddende tilskuer til indendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum.
Selv om der den seneste tid er ophævet en række coronarestriktioner til gælde for kultur- og idrætslivet, gælder dog fortsat en række regler. Du kan få overblikket her:
Indendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum og over 500 tilskuere
- Krav om sektioner á maksimalt 1.000 tilskuere.
- Krav om coronapas.
- Krav om at tilskuere sidder ned på faste pladser.
Udendørs kultur- og idrætsarrangementer med siddende publikum og over 500 tilskuere
- Krav om at tilskuere sidder ned på faste pladser.
- Krav om coronapas (kun for over 2.000 tilskuere).
- Krav om registrering af tilskuere.
Indendørs kultur- og idrætsarrangementer med stående publikum og over 500 tilskuere
- Krav om sektioner á maksimalt 500 tilskuere.
- Maksimalt 3.000 tilskuere i alt.
- Krav om coronapas.
Udendørs kultur- og idrætsarrangementer med stående publikum og over 500 tilskuere
- Krav om sektioner á maksimalt 1.000 tilskuere. Hæves dog til 2.500 fra 15. august.
- Maksimalt 5.000 tilskuere i alt. Hæves dog til 10.000 fra 15. august.
- Krav om coronapas.
- Forbud mod overnatning.