Ukraine er pludselig på vej til at være kandidat til optagelse i EU

De tre største medlemslande er nu klar til at give Ukraine kandidatstatus under et topmøde i næste uge, og Danmark vil heller ikke stå i vejen for at åbne EU’s venteværelse for Europas fattigste og geografisk største land.

BRUXELLES: På få måneder er det krigshærgede Ukraines ansøgning om EU-medlemskab gået fra at være en utopi til, at Unionen nu bevæger sig hastigt i retning af at give Europas fattigste og geografisk største land kandidatstatus.

Det betyder ikke, at Den Europæiske Union vil åbne forhandlinger om optagelse af Ukraine – den beslutning har sandsynligvis meget lange udsigter. Men alt tyder på, at Ukraine pludselig kan rykke ind i EU’s venteværelse i løbet af den næste uges tid.

EU-Kommissionen ventes at give positive anbefalinger til både Ukraine, Moldova og muligvis også Georgien, når de tre landes ansøgninger om medlemskab behandles af kommissærerne fredag.

Kilder siger til Altinget, at Kommissionen ønsker at give kandidatstatus med en række betingelser, der vil skulle opfyldes, før det en dag kan komme på tale at åbne forhandlinger om medlemskab.

Der var også tegn på et historisk skred i medlemslandenes holdninger, da lederne af de tre største EU-lande plus Rumænien torsdag besøgte den ukrainske præsident i Kyiv.

”Vi støtter alle fire at give øjeblikkelig status som kandidat til medlemskab,” sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, under et fælles pressemøde med Tysklands kansler, Italiens regeringsleder og Rumæniens præsident.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, tilføjede ifølge Politico:

”Tyskland går ind for en positiv beslutning i forhold til Ukraine. Det gælder også Moldova.”

Tyskland har ellers indtil nu været tilbageholdende i forhold til at love Ukraine noget som helst, der ligner en proces i retning af optagelse i EU.

Selv om eventuelt EU-medlemskab kan befinde sig årtier ude i fremtiden, hvis det nogensinde bliver til virkelighed, så markerer disse udtalelser en milepæl i det europæiske samarbejdes holdning til eventuelle fremtidige udvidelser.

Så sent som under et EU-topmøde i Versailles i marts kunne de europæiske ledere ikke engang enes om at bruge begrebet ”europæisk perspektiv” i forhold til Ukraines ambitioner.

Danmark har længe været blandt de gamle EU-lande, der var skeptiske overfor at give Ukraine kandidatstatus – blandt andet på grund af landets store fattigdom og problemer med korruption, selv før Ruslands angreb på Ukraine.

Men ifølge Altingets oplysninger er den danske regering også i de seneste uger nået frem til den konklusion, at det lige nu er vigtigere end alt andet at sende et positivt europæisk signal til Kyiv.

Under et lukket møde i Folketingets Europaudvalg onsdag fik statsminister Mette Frederiksen (S) mandat til, at Danmark i hvert fald ”ikke skal stå i vejen” for at give Ukraine kandidatstatus, siger kilder.

Samtidig bekræfter udenrigsminister Jeppe Kofod over for nyhedsbureauet Ritzau torsdag, at Danmark er med, hvis der kommer en positiv melding fra Kommissionen fredag.

"Hvis EU-Kommissionen, som kommer med deres vurdering i morgen, vurderer, at Ukraine er klar til at få kandidatstatus, så er det også noget, vi kan støtte," sagde Kofod under Folkemødet på Bornholm.

Dermed tyder meget altså på, at Danmark ligesom Tyskland, Frankrig og Italien vil kunne støtte at give Ukraine adgang til EU’s venteværelse, når de europæiske ledere samles til topmøde i næste uge.

 

Artiklen er opdateret med kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod.

{{toplink}}

Forrige artikel Sofie Carsten afviser, at Rwanda-modstand står i vejen for bred regering Sofie Carsten afviser, at Rwanda-modstand står i vejen for bred regering Næste artikel Dagens overblik: Tidligere kommunaldirektør er tiltalt for bedrageri, og ny EU-dom er dårligt nyt for Polen og Ungarn Dagens overblik: Tidligere kommunaldirektør er tiltalt for bedrageri, og ny EU-dom er dårligt nyt for Polen og Ungarn