Dagens overblik: Tidligere kommunaldirektør er tiltalt for bedrageri, og ny EU-dom er dårligt nyt for Polen og Ungarn

Nyt kodeks skal afhjælpe stress på Christiansborg. Region hovedstaden åbner for tårnhøje tillæg til sygeplejesker. Og EU-domstolen grønt lys til økonomisk afstraffelse af medlemslande, der ikke respekterer retsstaten. Få overblikket over dagens nyheder. 

God formiddag og velkommen til Altingets politiske overblik, hvor vi i dag begynder med at opsummere en skelsættende EU-dom, som faldt onsdag.

Her gav EU-domstolen grønt lys til økonomisk afstraffelse af medlemslande, der ikke respekterer retsstaten ved eksempelvis at sikre ytringsfrihed og uafhængige domstole.

Dommen falder, efter at Polen og Ungarn har anlagt sag med påstand om, at forordningen med EU’s nye retsstatsmekanisme gik for vidt og var i strid med traktaterne.

De to lande har i flere år været udsat for massiv kritik fra de resterende medlemslande for at tilbagerulle grundlæggende retsprincipper.

”Domstolens plenum frifinder Parlamentet og Rådet i de søgsmål, der er anlagt af Ungarn og Polen til prøvelse af den ordning med konditionalitet, der gør finansiering fra Unionens budget betinget af, at medlemsstaterne overholder retsstatsprincippet,” lyder det i en meddelelse fra EU-Domstolen. Læs mere i Altinget her.

Nyt kodeks skal afhjælpe problemer med stress på Christiansborg

Partierne i Folketinget er nu klar med nye retningslinjer for møder og forhandlinger.

Det sker, efter at arbejdsmiljøet på Christiansborg har været i stigende fokus, og flere medlemmer har måttet sygemelde sig med stress.

“Det kan ikke hjælpe noget, at der er så mange, der får stress. Det er ikke i orden, og vi bliver nødt til at være fælles om at blive bedre. Her er kodekset en af de ting, der skal hjælpe med den proces,” siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S) til Altinget.

Hvordan sikrer man, at der bliver levet op kodekset?

“Der er jo ikke en ordre om, at man skal følge de her punkter. I realiteten er det faktisk meget selvforvaltning, da det også er op til ministrene og politikerne at gøre brug af kodekset. Jeg kan ikke være overdommer over et forhandlingsforløb imellem voksne mennesker.”

{{toplink}}

Region hovedstaden åbner for tårnhøje tillæg til sygeplejesker

I forsøget på at komme coronakrisens lange ventelister til livs, kan sygeplejersker i hovedstaden nu tjene helt op til 13.000-15.000 kroner på en weekend, hvis de er villige til at blive flere timer.

Det fremgår af en ny aftale om frivilligt ekstraarbejde mellem Dansk Sygeplejeråd og Region Hovedstaden, skriver Berlingske.

Aftalen skal tiltrædes lokalt af ledelsen og den lokale fællestillidsrepræsentant, og sygeplejerskerne kan dermed selv bestemme, om de vil benytte aftalen.

”Vi har omkring 40.000 patienter på venteliste i Region Hovedstaden, så det er den altoverskyggende interesse, vi har, og det kræver, at sygeplejerskerne nok en gang yder en ekstra indsats,” siger formanden for sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (K), til Berlingske.

Vidner kobler statsministerens mink-pressemøde til udskældte actioncards

Flere vidner i Minkkommissionen drager en parallel mellem statsministerens mink-pressemøde og Rigspolitiets udskældte actioncards, som de efterfølgende dage blev brugt til at beordre mink aflivet trods manglende lovhjemmel.

Det lægger et stigende pres på statsministeren, som ifølge flere jurister i Jyllands-Posten kan få svært ved af fraskrive sig dele af ansvaret for den konkrete udførelse af minkaflivningerne. Også selvom ansvaret rent formelt lå i det daværende Fødevareministerium hos Mogens Jensen (S).

Ifølge Kristian Lauta, der er juraprofessor ved Københavns Universitet, bliver det derfor meget spændende at se, hvilken konklusion Minkkommission når frem til i spørgsmålet.

”Den skal ind og pille i noget ret grundlæggende statsret, der handler om grænsedragningen mellem embedsmænd og politikere og også mellem ressortministre og statsministre. I hvilket omfang kan en statsminister faktisk være inde og træffe beslutninger på en anden ministers ressort og samtidig holde sig ansvarsfri?” siger han til Jyllands-Posten.

Tidligere kommunaldirektør er tiltalt for bedrageri
Anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale over for Sorøs tidligere kommunaldirektør, Søren Søndergaard Kjær, som siden i sommer har været efterforsket for bedrageri.

Det skiver DR, som har fået aktindsigt i anklageskriftet.

DR Nyheder havde forinden afsløret, at kommunaldirektøren både har været til koncert, på restaurant og i USA på kommunens regning.

”Min klient nægter sig skyldig, og vi ser frem til en snarlig afgørelse på sagen," skriver Anders Németh, der er advokat for den forhenværende kommunaldirektør, til DR.

Det sker i dag:

  • Klokken 15: Østre Landsret afsiger kendelse om, hvorvidt Lars Findsen skal løsladets
  • Mette Frederiksen deltager i topmødet i Bruxelles mellem EU og den Afrikanske Union. 
  • Nato's forsvarsministre holder møde

Forrige artikel Ukraine er pludselig på vej til at være kandidat til optagelse i EU Ukraine er pludselig på vej til at være kandidat til optagelse i EU Næste artikel Frederiksen til Pape: Lad os bruge næste uge på at sætte kommunerne fri Frederiksen til Pape: Lad os bruge næste uge på at sætte kommunerne fri