Portræt af en krigsøkonomi: Ukraines kamp for overlevelse sker ikke kun på slagmarken

BRUXELLES: 25. februar 2022 gjorde Veronika Movchan det, mange andre indbyggere i Kyiv gjorde. Hun tog mod vest. Ud af den ukrainske hovedstad, som dagen inden var blevet gjort til målet for Ruslands magtovertagelse.

Mens præsident Vladimir Putins styrker forsøgte at bane sig vej dybere ind i hendes land fra syd, fra nord og fra øst, flyttede hun ind i familiemedlemmers gamle hus i det vestlige Ukraine, der stod tomt, men var beboeligt.

Da de russiske konvojer så begyndte at sidde fast i mudderet og bryde sammen i stor stil, og det blev tydeligt, at det var lykkedes ukrainerne at afværge den lynkrig, den russiske præsident havde forestillet sig ville være overstået på et par dage, gjorde hun det, som også rigtig mange andre ukrainere gjorde. Hun tog tilbage til Kyiv. Og hun tog på arbejde.

Dermed er forskningsdirektøren i tænketanken Institute of Economic Research and Policy Consulting på mange måde selv et billede på det, der er sket i Ukraines økonomi gennem det år, som det storstilede russiske angreb nu har varet.

”Du tænker krig, og så forestiller du dig straks ødelagte bygninger, flygtninge og den slags. Og at der er et slags tomrum. Men hvis man begynder at tænke over det, så går det op for en, at det kan ikke bare være et tomrum. For hvis der er folk, der bliver ved med at bo et sted, så har de brug for alle de ting, der understøtter deres liv.”

”Krigen har vist os, at vi ikke bare kan holde op med at leve og vente på, at krigen slutter. Vi bliver nødt til at arbejde. Der skal være elektricitet. Derfor skal systemerne løbende repareres. Alle har brug for noget at spise, så der skal produceres mad og leveres til butikkerne. Og for at kunne købe mad, bliver du nødt til at arbejde.”

Traumet fra Holodomor

Det tog dog noget tid, før landets borgere nåede dertil.

”De første par uger var et chok. Alt var lukket. Der så vi en enorm mobilitet. Nogle forlod Ukraine. Nogle flyttede fra Østukraine til Vestukraine, nogle gemte sig i små landsbyer. Der så vi ting forsvinde fra hylderne og alle hamstrede som gale, fordi de var bange for, at der ikke ville være noget mad tilbage.”

Det ligger dybt i folkesjælen i et land, som for kun 90 år siden oplevede at tabe mindst tre-fire millioner af sine borgere til en hungersnød forværret af sovjetregimet, at de ikke skal mangle mad.

”Vi har stadig traumet fra Holodomor,” siger hun.

Men derefter blev tingene normaliseret forholdsvist hurtigt.

”Det viste sig, at krigen ikke er slutningen på livet, det er desværre bare et andet stadie.”

”Det er selvfølgelig meget sværere, hvis du er flygtning fra Kharkiv, Kherson eller Mariupol. De byer var helt ødelagt, og det er en helt anden historie,” siger hun.

{{toplink}}

Den nye normal

Gennem det seneste år har de besatte områder svinget fra at dække 25 procent af Ukraines territorium til i dag omkring 18 procent.

For alle dem i Europas geografisk største land, som ikke bor der eller i nærheden af fronten, blev krigen begyndelsen på en mærkelig ny normalitet.

På den ene side er luftalarmer, strømafbrydelser og missilnedslag nu en del af hverdagen i hele landet. På den anden side går livet videre.

”Krig stopper ikke livet. Hvis du kommer til Kyiv, vil du ikke se mange forandringer. Alle restauranterne er åbne. Butikkerne er fulde af mad.”

”Vi arbejder i en krigstilstand. Vi har problemer med strømafbrydelser, mange har udfordringer med rindende vand, hvis de er afhængige af elektriske pumper. Der er problemer med mobilnetværket, hvis din udbyder ikke har tilstrækkeligt store generatorer. Men nu har vi alle sammen powerbanks og generatorer og forskellige mobiludbydere, så man kan skifte mellem dem. Så okay, det ville være fantastisk at leve uden alt det, men for mange går livet videre,” siger Veronika Movchan.

Kunne være værre

Hun er selv ret overrasket over, hvor forholdsvist robust økonomien i landet har vist sig at være.

”Vi troede, det ville blive værre. Ved årets slutning lå vi på 30 procent i BNP-nedgang, hvilket er enormt. Men det er altså inklusive alle de besatte territorier,” siger hun.

Inflationen er godt nok også steget med 26 procent. Men til sammenligning oplevede ukrainerne lignende prisstigninger i kølvandet på 2014-revolutionen. Og det var uden et globalt økonomisk klima, hvor priserne helt generelt er strøget til vejrs rigtig mange steder.

Samtidig er arbejdsmarkedet præget af to selvmodsigende tendenser. På den ene side er arbejdsløsheden høj. På den anden side mangler mange sektorer desperat arbejdskraft, fordi så mange er rejst ud af landet eller er ved fronten.

Hun lægger dog heller ikke skjul på, at staten ikke ville kunne klare sig uden massive pengeindsprøjtninger fra udlandet. Pludselig går 40 procent af de offentlige midler til forsvaret, hvilket stiger til 50 procent, hvis man regner øvrige udgifter til sikkerhed med, og det er uden at medregne det militære udstyr, som bliver sendt i enorme mængder fra Vesten.

”Vi ville ikke kunne betale pensioner og alt sådan noget, hvis ikke vi fik den økonomiske støtte fra EU og USA,” siger hun.

Krigsskibene i Sortehavet

Samtidig har landets eksport det meget hårdt. Det er naturligt, når ens vigtigste eksportvarer er fødevarer og metal beregnet på markeder i det globale syd i særligt Asien og Afrika. Begge dele er noget, som bedst transporteres med skib, hvilket er en udfordring, når meget af landets kystlinje er besat, og russiske krigsskibe ligger ude i Sortehavet.

For korn, solsikkeolie og lignende blev der i juli måned gennem FN lavet en international aftale, der indtil videre har ladet over 20 millioner tons fødevarer passere gennem Bosporusstrædet og ud på verdensmarkederne.

Sådan en er der ikke lavet for metalbranchen. Men den er også presset af andre grunde. Meget af den slags tunge industri lå i konfliktzonerne mod syd og mod øst. Et nu berømt eksempel var det enorme stålvalseværk Azovstal i Mariupol, der blev smadret under en langstrakt russisk belejring sidste forår. Men det er ikke det eneste.

”Ukraine har mistet omkring halvdelen af sin produktionskapacitet, og den resterende er ikke oppe at køre på grund af logistikproblemer, fordi vi ikke kan eksportere, og på grund af problemer med elforsyningen.”

”Alt det skaber pres på sektoren. Og det er en vigtig sektor, både fordi den var en stor eksportsektor, men også fordi vi har brug for den herhjemme til genopbygning, hvor der er behov for metal til nye bygninger, til nye broer og alt sådan noget.”

{{toplink}}

Minerne på markerne

På trods af eksportaftalerne er det heller ikke let for landbruget.

”Sidste år viste landbruget enorm stor modstandsdygtighed. Det bliver meget sværere i år, for sidste år byggede de på den økonomiske styrke, som de havde opbygget i forvejen” forklarer Veronika Movchan.

Landmændene står nu mange steder med marker, som er forurenet af militært affald. Heriblandt ting, som kan slå dem ihjel, hvis de støder på dem, som miner eller missiler. De er også rent økonomisk meget værre stillet end sidste år. Priserne på gødning er skudt i vejret. Det samme er energipriserne, hvilket giver store udfordringer, når det kommer til at tørre korn, fordi der simpelthen ikke er råd til det.

Det har betydet store ændringer i, hvad der bliver sået på markerne. Mange går over til afgrøder, der giver flere penge pr. hektar. Men det kan gå ud over Ukraines rolle som ”verdens brødkurv”, som landet ofte kaldes på grund af sin rolle som en af verdens største eksportører af korn og solsikkeolie.

”Det vil kunne føles af alle. Vi får ikke noget problem med fødevareforsyningen her i Ukraine. Vi producerer meget mere, end vi selv har brug for, men det er et problem for resten af verden. Og det bliver også et problem for Ukraine, fordi landmændene vil tjene færre penge. Og hvis de gør det, så investerer de mindre i teknologi, i såsæd og gødning, hvilket underminerer næste års høst. Nogle vil gå fallit, andre vil forlade erhvervet, så det vil også give problemer,” siger hun.

Lys i mørket

Der er dog også økonomiske lyspunkter i krigens mørke. Fabrikker, som først blev lukket ned, er genåbnet, hvilket betyder, at folk kan genfinde lokale mærker, som ellers var røget ud af sortimentet efter invasionen.

IT-sektoren voksede sidste år. Sikkerhedssektoren har – naturligt nok – mærket en opblomstring.

Bankerne har problemer, fordi folk ikke nødvendigvis betaler tilbage på deres lån, hvis de er flygtet fra deres hus, eller hvis det er blevet jævnet med jorden. Men ellers kører de, som de skal.

”For at sige det mildt, så er nogle af deres aktiver bare fuldstændig tabt. Men betalingssystemerne virker stadigvæk. Betalingerne er nu først og fremmest online, og man kan betale med alle kort. Der er ingen problemer. Det virker bare.”

Krigen gør også, at ukrainerne tvinges til at tænke strategisk på en måde, som Veronika Movchan finder positiv. For eksempel ved at lægge energiforsyning og produktion under jorden, så den ikke er så sårbar, efter russerne systematisk er gået efter den slags civile anlæg over hele landet i et forsøg på at gøre så stor skade som mulig.

”Det er et helt nødvendigt skridt.”

”Ukraine lever med en sikkerhedstrussel, som med al sandsynlighed vil fortsætte i årevis, selv efter en sejr. For jeg tror ikke på, at Rusland pludselig bliver en rar, venlig, godhjertet nabo, der siger undskyld. Vi må regne med, at Rusland enten er, som det er i dag, og begynder at planlægger sin hævn, eller at de bliver kastet ud i deres egne interne problemer, hvor landet måske bliver brudt op i flere dele. Men så får vi stadig en meget farlig og ustabil nabo.”

”Under alle omstændigheder lover det ikke godt. Så derfor skal Ukraine tænke på sin sikkerhed. Og derfor tænkes der meget på både fysisk og administrativ decentralisering, så vi har mere decentrale produktionsfaciliteter, så vi ikke koncentrerer alting på samme sted, at vi putter det under jorden, og vi tænker i mere kapitalintensiv automatisk produktion, der kræver færre mennesker.”

For, som hun siger om det enorme land, ”du kan godt bombe Kyiv, men du kan ikke bombe hele Ukraine”.

Om EU vil det eller ej

Samtidig fortsætter arbejdet på trods af krigen med at europæisere det regelværk, der indrammer erhvervslivet. Det har været i gang i mange år, fordi Ukraine målrettet har arbejdet sig hen imod en omfattende frihandelsaftale med EU. Den blev endelig indgået for omkring ti år siden sammen med en såkaldt associeringsaftale, der har gjort, at rigtig mange handelsbarrierer mod Unionen er blevet fjernet, mod at ukrainerne til gengæld indførte europæiske standarder.

”EU har altid været eksemplet, når Ukraine har ændret sin lovgivning. Det har måske ikke været helt identisk, men det var altid det, der var grundlaget. For Ukraine har jo haft som mål at blive EU-medlem i cirka 20 år, uanset hvad EU så syntes om det,” siger Veronika Movchan.

At EU i sommer overraskende besluttede at give Ukraine status som kandidatland til klubben, har kun sat mere skub i den udvikling.

”Før februar troede jeg ikke, at det ville være muligt. Det blev gjort helt klart, at EU ikke var klar. Og jeg kunne ikke forestille mig, at vi kunne overbevise EU. Men efter krigen var der den her enorme forandring i den geopolitiske situation.”

Hun beskriver det europæiske stemningsskift som ”en følelsesmæssig reaktion på personlig ulykke”. Og det var virkelig vigtigt, at det skete, mener hun.

”Ellers ville det have været meget nemt for Rusland at sige: ’Ingen vil have jer. Bare overgiv jer. Glem det. Ingen behandler jer som en uafhængig europæisk nation. I er bare russere, der er er gået fra forstanden’.”

”Det var en klar besked om, at hvis vi bliver her, vi kæmper, og vi vinder, så ved vi også, hvor vi bevæger os hen, og i hvilken retning landet skal udvikle sig. Vi har en plan og vi har en vej fremad.”

Nytter ikke at stå alene

Derfor giver det også fuld mening for hende, at det ukrainske parlament selv i en situation med militær undtagelsestilstand spytter nye retsakter ud på stribe for at harmonisere alt fra postvæsenet til fødevareemballagen med EU-standarder, sådan som det blev aftalt i den store associeringsaftale, der blev indgået sammen med frihandelsaftalen.

”Processen med alle de bittesmå detaljer er ikke ny. Meget var allerede skrevet og forberedt, og havde ventet i parlamentet i årevis, fordi det var en del af associeringsaftalen. Og økonomien har brug for, at der bliver truffet de beslutninger. Krigen stoppede ikke det generelle behov.”

 

Hun mener også, at det er et godt tidspunkt at tage det lovgivningsmæssige slæb.

”Efter krigen og efter sejren vil støtten fra samfundet til at gennemføre reformer måske være mindre, fordi folk vil føle lettelse og vil føle, at de skal belønnes og ikke arbejde så hårdt. Så nu, hvor alle alligevel arbejder rigtig hårdt, er det måske et godt tidspunkt at fokusere på det, der skal gøres.”

”Vi kan ikke først kæmpe krigen og så bagefter begyndte at tænke over resten. Fordi for at udkæmpe krigen har vi brug for nok ressourcer, og for at få det, er vi nødt til at gennemføre reformer og fortsætte med at tilpasse vores lovgivning til EU’s marked.”

For en ting står klart for hende efter et helt år med storskalakrig. Det nytter ikke at stå alene.

”Lektien, som alle lande nok har lært fra Ukraine, er, at hvis du ikke har kernevåben, og du ikke er med i en stor sikkerhedsalliance eller et økonomisk fællesskab, så er du ikke beskyttet. Før krigen i Ukraine kunne man måske have opfattelsen af, at man kunne have en nationalstat og være alene og stadig være tryg og i sikkerhed, og at de eneste skænderier ville foregå i retssalene eller i Verdenshandelsorganisationen. Okay, det gælder måske for Schweiz, der ikke har nogen aggressive naboer. Men at være tæt på Rusland og ikke være en del af Nato eller EU betyder, at du ikke er i sikkerhed. Så der er nu en helt klar forståelse af, at du ikke kan være alene i denne verden.”

{{toplink}}

rikke@altinget.dk