Ugen i dansk politik: Heunicke og Wammen afhøres i minkkommissionen og Rigsretten går i slutspurten

Minkkommissionen, rigsretssagen mod Inger Støjberg og finanslovsforhandlingerne er igen på tapetet. Få overblikket over, hvad der sker i dansk politik i denne uge.

Velkommen til ugens overblik. Valgtømmermændene er sovet ud, og valgflæsket fordøjet. Indtil d. 15. december er der dog stadigvæk mulighed for nye konstitueringer i by- og regionsråd, og de allerede indgåede håndslag kan først mejsles i sten fra d. 1. december.

Intet er bindene, og alle kan konstituere sig på ny. Altinget holder dig opdateret.

Det er dog ikke det lokalpolitiske område, der er i fokus i denne uge. Rigsretten vågner af sin dvale. Minkkommissionen buldrer afsted, finanslovsforhandlingerne forventes at fortsætte og så står ugen i samrådenes tegn.

Der er lagt op til endnu en hektisk uge i dansk politik.

Mandag

Rigsretten mod Inger Støjberg går ind i sin sidste fase. Sagens kernespørgsmål er:

Hvorvidt en instruks fra udlændinge- og integrationsministeriet under Inger Støjbergs ledelse, der adskilte asylpar med en part under 18 år uden individuel vurdering, var en overtrædelse af loven om ministeransvar?

Bevisførelsen er afsluttet, og dermed starter rigsretten på de afsluttende forhandlinger. Anklagere og forsvarere skal procedere i nævnte rækkefølge, hvor de til allersidst skal krydse klinger. Det er dermed folketingets anklagere Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, der argumenterer for Inger Støjbergs skyld mandag. 

Tirsdag

Årets største energikonference afholdes i København. Det starter tirsdag, hvor Wind Europe i samarbejde med Wind Denmark inviterer vindmøllesektoren og det politiske miljø til konference. Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) samt en række europæiske energiministre deltager. Konferencen strækker sig til torsdag.

Der er flere samråd i kalenderen tirsdag:

  • 12:00-13:30: Hvornår letter regeringen de økonomiske byrder for foreningslivet?
    Hvidvaskloven fra 2017 har resulteret i store byrder for foreningslivet. I foråret nedsatte Finans Danmark og flere civilsamfundsaktører derfor en hurtigarbejdende arbejdsgruppe, der skulle udarbejde løsningsforslag. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde på et samråd i foråret, at regeringen ville afvente arbejdsgruppens anbefalinger, men reagere hurtigt, når den kom. Idekataloget fra arbejdsgruppen kom i juni. Hvad skal der ske nu? Dét er der flere partier, der vil vide. Derfor har Marianne Jelved (RV), Dennis Flydtkjær (DF), Stén Knuth (V) og Birgitte Bergman (KF) kaldt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup i åbent samråd.
    LÆS MERE: Flere foreninger bliver presset på økonomien af stigende bankgebyrer
  • Kl. 14:15: Vil regeringen lette bureaukratiet for "foreningsdanmark"?
    Vi bliver ved foreningslivet. Der er for svært og indviklet for foreninger, der laver offentlige arrangementer, at ansøge om tilladelser. Der mangler en samlet digital løsning med én ansøgning til alle relevante myndigheder. Eva Kjer Hansen (V) og Søren Søndergaard (EL) har derfor bedt indenrigs- og boligministeren om at oplyse, hvad regeringen vil gøre for at imødekomme "foreningsdanmark" ønske.
  • Kl. 15:00: Hvad vil regeringen gøre ved manglen på chauffører?
    Det mangler både taxachauffører til landdistrikterne og lastbilchauffører generelt. Hvad vil ministeren gøre ved det? Og hvordan får vi flere unge til at blive chauffører? Det vil Kristian Pihl Lorentzen (V) gerne have svar på. Han har derfor indkaldt transportminister Benny Engelbrecht (S) til samråd om sagen.
    Det præcise start- og slutpunkt er ikke kendt. Det starter fem minutter efter behandlingen af lovforslag L91 om udvidelse af ordningen for syn af biler, dog tidligst kl. 15:00.
  • Kl. 14.30 - 15:30: Har regeringen planer om at gøre det nemmere for udenlandske læger at blive autoriserede?
    Der er lægemangel i store dele af Danmark. Særligt i yderområderne. Det kan løses ved at hente læger fra udlandet, men ventetiden for at blive autoriseret i Danmark er lang. Spørgsmålet er hvilke konkrete planer regeringen har for at nedbringe ventetiden på autorisation af udenlandske læger. Det vil Martin Geertsen (V), Sophie Løhde (V), Hans Andersen (V) og Anne Honoré Østergaard (V) gerne vide, og har derfor indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til samråd.

Onsdag

Rigsretten fortsætter med anklagernes procedure, hvorefter det er Inger Støjbergs beskikkede forsvarere Nicolai Mallet og René Offersen tur til at procedere. 

Onsdagen byder også på samråd:

  • Kl. 12:00 - 13:00: Hvad vil regeringen gøre for at sikre almene boliger på danske småøer?
    Sammenslutningen af småøer har skrevet en mail til indenrigs- og boligminister Kåre Bek Dybvad (S). Heri takker de for den pulje folketinget har afsat på 29,1 millioner kroner som skal hjælpe til at opbygge flere almene boliger på de danske småøer. De beklager sig dog over, at den allerede er tom ét år inde i den fem år lange periode, samt at næsten alle midler er gået til de store ø-kommuner. Er det tilfredstillende for ministeren, at puljen allerede er tom, og hovedsageligt er gået til de store ø-kommuner? Og hvad skal der ske fremadrettet for at sikre almene boliger på de små øer? Det vil Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) have svar på, og har derfor indkaldt ministeren til samråd i udvalget.
  • Kl. 16:00 - 17:00: Hvilken betydning har de manglende mails for Instrukskommissionens beretning?
    Det har ikke været muligt for Instrukskommissionen at få adgang til alle mails fra ledende embedsmænd. Men hvilken betydning har det haft for den beretning, som kommissionen kom med? Det vil Peter Skaarup (DF) gerne vide, og har derfor indkaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) til åbent samråd i Udvalget for Forretningsordenen.

Der er alligevel sneget sig et stykke kommunalvalg ind i kalenderen:

  • Kl: 15:00 - 16:00: EE Talk: Kommunalvalget
    Den grønne interesseorganisation Synergi inviterer til refleksion over kommunalvalget, og de grønne udsigter i de nyvalgte byråd. Det er en række af organisationer og virksomheder som sammen udgør Synergi. Iblandt dem er Danfoss, Grundfos, Rockwool, Velux, Dansk Energirådgivning, Boligselskabet Sjælland og SustainSolutions repræsenteret. Formanden for Synergi, Bendt Bendtsen, byder velkommen, og ellers er det valgforsker Ulrik Kjær og medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommunes Jonas Bjørn, der leder slagets gang.

    Det foregår på Microsoft Teams, og kan findes her.

Torsdag

Den sidste planlagte dag i rigsretten er torsdag. Her skal forsvarenes procedure afsluttes, og der vil derefter være mulighed for at komme med de sidste afsluttende kommentarer eller reaktioner på modstanders procedure, også kendt som replik og duplik. Vi ved stadigvæk ikke præcist, hvornår dommen bliver afsagt. Det forventes dog, at der falder dom i midten af december.

Minkkommissionen starter op igen med afhøringer af tre embedsmænd. Én fra justitsministeriet og to fra finansministeriet:

  • Kl. 09.00: Lisbeth Gro Nielsen, der er kontorchef i Justitsministeriet.
  • Kl. 10.45: Asbjørn Brink, der er kontorchef i Center for Klima, Grøn økonomi og EU ved Finansministeriet. Centeret har ansvaret for finanslovsbudgetterne for det danske EU-bidrag, Miljø- og Fødevareministeriet og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Det er tidligere kommet frem i kommissionen, at kontorchefen har kaldt beslutningen om at slå alle minkbestande ned, for baseret på et: "absurd dårligt beslutningsgrundlag".
  • Kl. 13.00: Peter Stensgaard Mørch, der er departementschef i Finansministeriet.

Heller ikke torsdag bliver vi snydt for en stribe åbne samråd på Christiansborg:

  • Kl. 10:15 - 11:15: Hvordan kunne en terrordømt fortsætte med at lave NemID-svindel for millioner fra fængslet?
    En terrordømt har kunnet svindle for millioner fra et lukket fængsel, hvor der burde have været konstant overvågning. Svindlen er fortsat under dømtes prøveløsladelse, hvor kriminalforsorgen har haft ansvaret. I den tid har der været mere end 100 ofre. Hvordan kunne det ske? Og hvad vil ministeren gøre for at undgå lignende sager i fremtiden? Det vil Peter Skaarup (DF) godt have belyst, og har derfor indkaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) til samråd i Retsudvalget.
  • Kl. 11:00 - 12:00: Har borgerne i Vejle kommune været involveret nok i processen, der placerer en ny type flygtninge på Sandvad opholdscenter? 
    Der skal placeres flere flygtninge på Sandvads opholdscenter. Det drejer sig om flygtninge, der er dømt for kriminalitet. Lokalbefolkningen frygter, at hårde kriminelle skal placeres i deres område, og det har skabt røre i den østjyske kommune. Er regeringen ved at gentage fadæsen på Langeland? Det vil Mads Fuglede (V) og Christoffer Aagaard Melson (V) gerne blive klogere på, og har derfor indkaldt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til åbent samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget.
  • Kl. 13:00 - 14:00: Vil regeringen gøre mere for, at det kan betale sig at arbejde?
    "Det skal kunne betale sig at arbejde" - en sætning, der ofte er gentaget på Christiansborg, men hvad vil regeringen gøre for at sikre, at det rent faktisk kan betale sig at arbejde? Det vil Hans Andersen (V) og Morten Dahlin (V) godt have svar på, og har derfor indkaldt vikarierende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) til åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget.

Fredag

Ugen lakker mod enden. Det er dog først tid til, at centrale ministre skal afhøres i minkkommissionen:

  • Kl. 09.00: Finansminister Nicolai Wammen.
  • Kl. 13.00: Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Følg med i hvordan det går i minkkommissionen her.

Følg L 91 Lov om godkendelse og syn af køretøjer
(Transportministeriet)

25/11
2021
25/11
2021
25/11
2021
23/11
2021
23/11
2021
22/11
2021
17/11
2021

Forrige artikel Dansk Folkeparti vælger ny formand til januar Dansk Folkeparti vælger ny formand til januar Næste artikel Dagens overblik: Udviste syrere fra Danmark vender ikke tilbage til Syrien Dagens overblik: Udviste syrere fra Danmark vender ikke tilbage til Syrien