Trads: Løkke ligner en taber før tv-duel med Thorning

KLUMME: Lars Løkke Rasmussen er kommet skidt fra start i valgkampen. Han står dårligt i troværdighedsmålinger, og rød blok haler ind på blå. Løkke er derfor presset inden søndagens tv-duel, skriver David Trads.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har fået en elendig start på valgkampen – og han er dybt presset før aftenens første direkte duel med Helle Thorning-Schmidt på TV 2 i aften.

De meningsmålinger, som han vågnede op til søndag morgen, gjorde kun ondt værre, idet Løkkes i forvejen ringe troværdighed har lidt endnu et knæk – og, endnu værre, for første gang overhovedet fører rød blok nu i en meningsmåling.

Først troværdigheden:

Jyllands-Posten kan fortælle, at Løkke nu er på sidstepladsen over partilederne, når vælgerne bliver bedt af Wilke-instituttet om at vurdere deres troværdighed. Alternativets Uffe Elbæk, en politisk næsten-novice har indhentet manden, der i knap fire år har stået til sikkert at genindtage statsministerembedet – og Søren Pape, den konservative virkelige nybegynder, er endda foran ham.

Så meningsmålingerne:

Ritzaus offentliggør i dag en måling, der viser, at rød blok nu har overhalet blå blok. 49,9 procent mod 49,8 procent. Dødt løb, men psykologisk overvældende, at Thorning-Schmidts blok nu fører. Husk, at blå blok i reglen har været foran med mellem otte og ti procentpoint. Tendensen i rød retning har været klar i løbet af foråret, men straks valgkampen gik i gang, er den accelereret.

Har åbnet flanker
Lars Løkke Rasmussen – den selverklærede moralske statsminister de forløbne år – ligner i disse dage en taber. Det er åbenlyst, at de store sager om hans førsteklasses flyrejser på ulandenes regning og tøjindkøb på partiets regning er dybt, dybt belastende. Han er såret vildt, som slet ingen fejl må begå – og her er problemet i en nøddeskal, idet han har lavet den slags fejl i valgkampens første døgn.

Det er uforståeligt, at Løkke selv har åbnet to voldsomme flanker for angreb på netop sin egen lave troværdighed, når han har forsøgt at konkretisere, at der findes danskere, som hellere vil være på en offentlig ydelse end have et lavtlønnet job. De to eksempler, han under maksimal bevågenhed er kommet med, er begge tvivlsomme anekdoter, som oppositionens leder har fået fortalt på anden hånd.

Løkkes allerstørste problem lige nu er, at hans troværdighedstab måske er så voldsomt, at han end ikke med en i øvrigt suveræn kampagne vil kunne genvinde vælgernes tillid. Da jeg så ham i de to første partilederrunder på tv, syntes jeg eksempelvis, at han var i topform – ja, jeg vurderede, at han klart var den, som klarede sig bedst i begge debatter. Vælgerne vender imidlertid tommelfingrene nedad.

Vigtig tv-duel
I aften står Løkke derfor over for sit livs vigtigste optræden, når han for første gang siden valget i 2011 står direkte over for Thorning-Schmidt i en times live-debat. Løkkes opgave er monumental – for med faldende troværdighed og åbenlyse negative meningsmålinger skal statsministerkandidaten simpelthen levere det, man i amerikansk politik kalder en game-changer.

Hvad skal han gøre for at vinde – og helst vinde big-time?

Ja, han skal sikre sig, at han fremstår såvel super-sympatisk som super-kompetent. Så simpelt – og dog så svært.

Mit allerbedste råd til ham er faktisk, at han skal huske tilbage på den dag for et år siden, da han med det alleryderste af neglene formåede at overbevise Venstres hovedbestyrelse om, at han trods et åbenlyst internt oprør skulle fortsætte som formand. Den dag leverede han en præstation, der betød, at han mod alle odds vandt dem, der så på ham, over på sin side. Det, han gjorde den dag, hvor han mobiliserede sine stærkeste argumenter, skal han genfinde.

Lige nu er det Løkke, der har ryggen mod muren. Han er i dybe problemer – og det er pludselig ham, som skal levere varen som the comeback-kid. Thorning-Schmidt har al medvinden i aften – høj og endda stigende troværdighed og endda foran i en enkelt meningsmåling.

Aftenens timelange debat – klokken 20 på TV 2 – bliver en gyser.

---

David Trads skriver hver dag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Nu knuselsker de Alternativet i rød blok Trads: Nu knuselsker de Alternativet i rød blok Næste artikel Trads: Nu trækker Løkke i den grad udlændingekortet Trads: Nu trækker Løkke i den grad udlændingekortet