Trads: Dan Jørgensens kloge integrationspolitik

KLUMME: Der er ikke noget frikadelle-tvang i Dan Jørgensens fem danske værdier, og det kan være begyndelsen på en ny og mere inkluderende debat om ’danskhed’, skriver David Trads.

Måske er det, fordi Dan Jørgensen er i gang med at skrive sit partis nye principprogram, at han er så sjældent optimistisk i sit syn på integration? Han tror i hvert fald på, at det kan lade sig gøre – for Danmark har tidligere klaret enorme udfordringer.

Den måske rødeste tråd i danskheden, fremhæver han i et interview i Berlingske, er den stræben efter lighed, som Grundtvig og Stauning stod for – og som har gjort os til et retfærdigt og rigt samfund. Et sted, hvor alles talenter bliver udnyttet. Uanset baggrund.

Det er afgørende værdier, som man skal bakke op om her i landet, fremhæver Jørgensen, for ’ellers ramler det hele sammen’. Men omvendt: Bakker man op om vores samfunds grundlæggende værdier, ja, så skal det nok lykkes alt sammen.

"Man skal ikke være bange for ting, bare fordi de kommer udefra," understreger Dan Jørgensen, som fortsætter:

"Men det er klart, at det kan blive en trussel mod i hvert fald vores grundlæggende værdier" for, som han tilføjer, "vores identitet, vores kultur og vores værdier er under pres."

Har internationalt udsyn
Tal viser, at tæt på hver femte, som bor i Danmark i 2050, vil være indvandrer eller efterkommer. Det er selvsagt en udfordring. Det handler om at sikre, at dem, som kommer, forstår og holder af de værdier, som har gjort os stærke – uden at de glemmer sig selv.

Man mærker, at Jørgensen, som er sit partis integrations- og udlændingeordfører, har et internationalt udsyn som få i Folketinget. Årene på amerikanske universiteter og i europæisk politik viser sig i hans nuancerede forhold til de debatter, som ellers er så splittende i Danmark.

Man kan godt, understreger han, både være dansk og eksempelvis pakistansk. Assimilation – altså hvor man komplet overtager hele den danske kultur – er ikke målet. Det handler om integration – at man som ny gør en indsats for at bakke op om vores værdier:

”Vi beder ikke folk om at lægge deres identitet og kultur væk, medmindre det ligger i kulturen, at manden må slå konen og så videre. Men hvis du ikke kan sproget, ikke deltager i demokratiet, kommer fra et sted, hvor du ikke vant til en fagforening og synes, det er bedre at lade være at betale skat, fordi pengene går ned i lommen på en diktator, så bliver vi nødt til at sige, at du skal omfavne og bakke op om de her ting.”

Fem stærke værdier
De fem værdier, som Jørgensen ønsker, at alle skal ’omfavne’, er centrale:

  1. Lighed – at vi vil sikre lige muligheder for alle, for eksempel et progressivt skattesystem, hvor staten omfordeler fra de stærkeste til de svageste.
  2. Solidaritet – at alle tager ansvar for fællesskabet, eksempelvis på arbejdsmarkedet, hvor tillidsfolk kæmper for, at der er ordentlige forhold, også for de svage.
  3. Tillid – at vi fastholder, at vi tror så meget på hinanden, at vi eksempelvis kan have en ubemandet jordbærbod ved vejkanten, som folk lægger penge i.
  4. Deltagelse – at vi i stort tal stemmer ved valgene, og at vi er parat til at gøre en demokratisk indsats i alt fra den lokale spejderklub til politik.
  5. Bæredygtighed – at vi forstår, at vi alle hver især har et ansvar for det miljø, vi har, og at vi alle tager de nødvendige hensyn, så vores land forbliver rent.

Det er, synes jeg, fem stærke værdier. Det er også værdier, som enhver, der kommer her til landet, drager fordel af. Det er imidlertid også værdier, som kan være svære at forstå, hvis man stammer fra en kultur, som er langt fra vores. Vi er vant til den. Andre skal lære den.

Jørgensens værdier kræver ikke, at folk, som kommer hertil, skal opgive deres egne kulturer. Der er ikke noget om ’frikadelletvang’ og den slags – men en basal forståelse af, at det at leve i et multikulturelt samfund har to sidestillede spor, som begge er præcist lige vigtige:

Dels at vi viser forståelse og empati for de kulturer, som kommer. Dels at vi fastholder, at der er visse grundlæggende værdier, der er ukrænkelige.

Det kloge i Jørgensens udspil er, synes jeg, at han rammer den rette balance. Jeg håber, at det er begyndelsen på en debat om ’danskhed’, som faktisk er inkluderende, og ikke ekskluderende. Det er faktisk lige til at komme i godt humør over.

---
David Trads har hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Dansk Folkepartis sorte tale Cordua: Dansk Folkepartis sorte tale Næste artikel Cordua: Her er årets politiske sommeragurker Cordua: Her er årets politiske sommeragurker