Trads: Blå bloks benhårde kamp for at få udlændinge i front

KLUMME: Venstre og resten af blå blok forsøger benhårdt at gøre udlændingepolitikken til valgets hovedtema. Og netop spørgsmålet om udlændingepolitikken kan meget vel afgøre valget, skriver David Trads. 

Harold Macmillan, britisk premierminister for et halvt århundrede siden, blev engang af en journalist spurgt om, hvad der var den største hindring for en regerings nøje planlagte kurs:

"Begivenheder, min kære ven, begivenheder," lød hans berømte svar.

Den slags ting, man ikke selv er herre over, men som pludselig optager alle, kan smadre alle de planer, der er brugt månedsvis på at orkestrere. De forløbne få døgn har vi netop været vidne til i hvert fald to sådanne begivenheder, som skubber til den socialdemokratiske valgmanual:

Først gik et par salafister i weekenden amok på TV 2 News, da den ene sagde "I helvede med grundloven", og den anden anklagede Danmark for at være "et diktatur" – og dernæst kastede unge i Vollsmose tirsdag nat sten og molotov cocktails mod politiet i Odense-forstaden.

Enkeltstående begivenheder, som giver blå blok det afsæt, der er nødvendigt for at skubbe det tema, som de åbenlyst tror skal give dem valgsejren, helt i front.

Blå blok stærk på udlændingepolitik
De to episoder passer nemlig perfekt i den fortælling, som især Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl ønsker skal være centralt i valgkampen – nemlig at udlændingepolitikken sejler under Helle Thorning-Schmidts ledelse, fordi hun, efter deres udsagn, er alt for blødsøden. Se bare på salafisterne, se bare på Vollsmose, se bare på flygtningestrømmen, gentages det uafbrudt fra blå blok netop nu.

I disse døgn – ja, faktisk i disse timer – er det åbenlyst, at vi er vidne til den type begivenheder, som Macmillan talte om, der kan definere valget:

Lykkes det for Løkke & Co at udnytte de to begivenheder til at gøre valgets vigtigste tema til udlændinge, ved vi erfaringsmæssigt, at blå bloks chancer for at vinde er øget. De vil nemlig være gentagelser af valgene i 2001, 2005 og 2007.

Lykkes det omvendt for Thorning & Co at parere blå bloks offensiv ved at skubbe valgets hovedtema tilbage på den planlagte kurs om klassisk velfærd, fortæller historien os, at rød blok står langt stærkere. Sådan vandt de nemlig valgene i 1998 og 2011.

Rød og blå skændes om tal
For rød blok er det derfor afgørende vigtigt at bremse Løkkes udlændinge-offensiv, som er meget stærk netop nu. Tirsdag fremlagde Venstre dets udlændingepolitik, Dansk Folkeparti krævede grænsebommene genopsat, og i dag har de fire blå partier indrykket en fælles annonce i Jyllands-Posten under overskriften "Udlændingepolitikken skal tilbage på sporet".

Socialdemokraterne slår omgående og hårdt tilbage – og det gør de ved at udnytte, at Løkke lider af et velkendt troværdighedsproblem. De angriber – som de med held allerede har gjort et par gange i valgkampen – simpelthen Venstre og i særdeleshed Løkke for at bruge tal, der ikke passer. De siger det ikke direkte, men de signalerer åbenlyst, at han er fuld af løgn.

Helt centralt i Løkkes argumentation for, hvorfor "det hele sejler", står to tal – dels at Danmark er gået fra at være nummer 10 på listen over de EU-lande, der modtager flest flygtninge, til nu at være nummer 5; dels at vi modtager flere flygtninge per indbygger end gennemsnittet i EU. De tal er ifølge Socialdemokratiet ikke helt fine i kanten. I første kvartal i år er vi nemlig ikke nummer 5, men nummer 10, i EU – og i samme periode modtog vi faktisk den laveste andel af flygtninge i EU siden 2008. De tal bruger Thorning & Co nu til at angribe Løkkes tyndslidte troværdighed med.

Kan afgøre valget
Tirsdag aften så vi en foreløbig kulmination på denne centrale debat, da Løkke var livegæst i TV-Avisen. Her blev Løkke krydsforhørt om tallene i et meget kritisk interview, men spørgsmålet er nu, hvad seerne hæftede sig mest ved:

Lyttede de mest til det budskab, som Løkke ønskede at aflevere – nemlig at vi skal stramme udlændingepolitikken? Eller hæftede de sig mest ved den kritiske vinkel for interviewet – nemlig at Løkkes tal er uvederhæftige?

Svaret på det spørgsmål kan meget vel afgøre valget de kommende dage.

Forrige artikel Trads: S topper politisk power-indeks Trads: S topper politisk power-indeks Næste artikel Cordua: Kan valgkampen rustbanke Løkke til kneben valgsejr? Cordua: Kan valgkampen rustbanke Løkke til kneben valgsejr?