Trads: Salafist-tosser skubber udlændinge i top i valgkamp

KLUMME: Udlændinge-emnet har indtil videre været presset ud af dagsordenen af traditionelle velfærdsområder, men er nu på vej til at blive valgkampens hotteste. I de kommende dage vil vi se partiernes skarpe fronter blive trukket op, skriver David Trads. 

Det udlændingekort, der har afgjort så mange valg de forløbne 15 år, er i den grad på vej til at blive valgkampens hotteste – og det bliver råt, viser de forløbne dage os:

Torsdag udsendte Dansk Folkeparti på Frederiksberg en meddelelse, der under teksten ’Next  Stop Frederiksberg’ viste det ikoniske foto af en åben båd stopfyldt med flygtninge på vej fra Afrika til Europa. Udlændingeordfører Martin Henriksen bakkede op om beskeden.

Fredag understregede Lars Løkke Rasmussen (V) under sin grundlovstale, at ”nogle af de værdier”, der er danske, ”er udfordret” af indvandringen. En tydelig markering af, at Venstre ønsker, at udlændinge skal indtage en hovedrolle i valgkampen.

Taktisk gave
I weekenden har TV 2 News fyret op under kedlerne med to bemærkelsesværdige interviews med et par salafister. Først Adnan Avdic, som råbte ’I helvede med grundloven’ under et live-interview. Dernæst med Abu Ubaydillah, der stempler Danmark som en ’diktaturstat.’

Midt i valgkampen er den slags udtalelser taktiske gaver til de politikere, der forsøger at høste stemmer på udlændingedebatten:

Pia Kjærsgaard (DF) sagde, at hun ’frygter for, hvor mange af den slags, der kan være i Danmark.’ Søren Pind (V) stillede et typisk valgkampsspørgsmål: ’Vil der under en rød regering komme flere eller færre af hans slags?’ Dan Jørgensen (S) havde svaret: ’Hvis de ikke kan lide demokrati, så må de finde et andet land at bo i.’

Fundamentalistisk tosse
De to salafist-tosser fik deres absurde budskab ud – og selv om de kun repræsenterer en lille brøkdel af danske muslimer, ja, så blæses deres holdninger ud med megafon af medierne. Hizb ut-Tahrir, Grimhøjmoskeen, ’Kaldet til Islam’, og hvad de ellers hedder, disse små-organisationer af ekstremister, er selvsagt med til at sprede gift for integrationen.

De repræsenterer stort set ingen, men deres udtalelser er desto mindre forkastelige i et demokrati.

Justitsminister Mette Frederiksen forsøger at slå koldt vand i blodet:

”Endnu en fundamentalistisk tosse gør livet svært for det store flertal af muslimer, der bare vil leve i fred og arbejde.”

Det er indlysende korrekt – for tæt ved alle danske muslimer deltager naturligvis i valgkampen som demokrater. Mange af dem endda som fremtrædende kandidater for en bred vifte af partier: Tænk bare på Naser Khader for Konservative, Fatma Økdem for Venstre, Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne, Uzma Ahmed fra Alternativet, Özlem Cekic fra SF.

Alle disse politikere – og med dem selvsagt titusindvis, ja, hundredtusindvis, af danske muslimske vælgere – foragter naturligvis de anti-demokratiske strømninger blandt ekstremister. SF’eren Cekic fastslår rammende:

”Hizb ut-Tahrir er enormt desperate, fordi flere og flere moskeer og flere og flere imamer prædiker demokrati – også til fredagsbønnerne, og de er blevet fuldstændig isoleret, og derfor er det vigtigt at understrege, at de vrøvler, og vi skal sige dem imod,” lyder det fra Özlem Cekic.

Udlændinge tilbage på dagsordnen
I en valgkamp, hvor udlændinge-emnet indtil videre har været presset ud af dagsordenen af traditionelle velfærdsområder, er der imidlertid grund til at tro, at de to salafist-tosser har fået skubbet det helt i top. De kommende dage vil vi se skarpe udlændingefronter trukket op:

Blå blok vil intensivere deres kritik af, at rød blok efter deres mening fører en blød udlændingepolitik, der vil føre til mere af den anti-demokratisme, som Avdic og Ubaydillah står for.

Rød blok vil uvægerligt blive bragt i defensiven – for de ved af bitter erfaring, at når udlændinge er øverst på dagsordenen, så plejer det at svække dem.

---
David Trads skriver hver dag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Min top 10 over stærke kvinder i politik Trads: Min top 10 over stærke kvinder i politik Næste artikel Trads før tv-duel: Så er det nu, Løkke! Trads før tv-duel: Så er det nu, Løkke!