Trads: S topper politisk power-indeks

KLUMME: David Trads er tilbage med sit ugentlige powerindeks, hvor Socialdemokraterne topper. Også Venstre tager et hop op ad listen. 

I amerikansk sport udarbejder man højaktuelle power-indeks, der ikke bare viser stillingen i en liga, men som handler om, hvem der lige nu og her står stærkest og svagest. Her i valgkampen gør jeg det samme for de ti partier, der stiller op til valget.

Metoden er en simpel ligning: De seneste meningsmålinger + min vurdering = placering.

Med andre ord temmelig subjektivt.

Hvem er i topform? Hvem er i ringe form? Hvem er i ok form?

Ud over placeringen i indekset sammenligner jeg endvidere hvert af partierne med et fodboldhold fra Champions League.

Her kommer dansk politiks power-indeks – fra bund til top: 

10. Kristendemokraterne (sidste uge #9)
Det er efterhånden længe siden, at Kristendemokraterne sidst var i Folketinget – ja, siden de sidst blev valgt i 2001 med 2,3 procent, er de faldet og faldet. Sidste gang fik de bundrekord med 0,8 procent – og mon ikke der er stor risiko for yderligere fald? Stig Grenov, partilederen, er simpelthen faldet helt ud af valget.

Hvis KD var et Champions League-hold, ville de være irske Cliftonville – sådan et hold, der engang imellem er med i første runde og ryger ud med et brag. 

9. Konservative (sidste uge #10)
Valget tegner til at blive endnu et lavpunkt for Konservative. Partiet står til omkring fire procent. Måske endda mindre end Alternativet. Formand Søren Pape ser ikke ud til at blive valgt. Papes forsøg på at komme i fokus drukner. Internt ser man tendenser til mytteri – ikke mindst fra Mads Holger, der nu fører ’START-kampagne’ i stedet for den officielle ’STOP.’

Hvis K var et Champions League-hold, ville de være Ajax Amsterdam – for en generation siden et af de stærkeste hold, nu rutinemæssigt slået ud i indledende runder. 

8. SF (sidste uge #6)
Det er som om, at SF’s forsøg på at lette indtil videre ikke er lykkedes. Pia Olsen Dyhrs alliance med Dansk Folkeparti om en dagpengeløsning ligner en døgnflue. Partiet står til et pænt valg – midt mellem sidste gode valg og sidste års katastrofemåling. Der skal mere swung i kampagnen, hvis SF skal løfte sig fra det rutineprægede. 

Hvis SF var et Champions League-hold, ville de være FC Nordsjælland – et elevatorhold i topform det ene år og så basket ud med røven på komedie året efter.

7. Radikale (sidste uge #7)
Med meget tydelige markeringer af borgerlig økonomisk politik forsøger Morten Østergaard åbenlyst at erobre stemmer hen over midten. Krav om markant lavere topskat og besparelser på dagpenge skal ramme blå blok. Målingerne tyder dog fortsat på et dårligt valg, men måske ikke helt så ringe som for en uge siden.

Hvis Radikale var et Champions League-hold, ville de være Tottenham – et hold, der har alle de dygtige spillere, men alligevel får skuffende resultater.

6. Dansk Folkeparti (sidste uge #4)
Kristian Thulesen Dahl skal nok få et flot valg, men ikke så fornemt, som det længe så ud til. I takt med at Venstre er begyndt at rejse sig – og i særdeleshed efter at Lars Løkke Rasmussen har spillet udlændingekortet, får Dansk Folkeparti en anelse mindre opmærksomhed. Men det ville ikke undre mig, hvis Thulesen Dahl skruer op for sin valgkamp fra nu af.

Hvis DF var et Champions League-hold, ville de være Arsenal – solide spillere, stærk manager - altid med lige under toppen. 

5. Venstre (sidste uge #8):
Venstre, der fik en katastrofal start på valgkampen, er endelig vågnet. Løkke, der slet ikke lignede sig selv, er nu i fuldt kampmode. Venstre har trukket de sædvanlige esser op ad ærmet – strammere udlændingekurs og lavere skat. Samtidig angriber partiet massivt Thorning som løftebryder. Maskinen kører nu – og så er Løkke altid stærk til sidst.

Hvis V var et Champions League-hold, ville de være Real Madrid – for præcis som deres seneste sæson var de suveræne i første halvleg, men noget i knæ i anden.

4. Enhedslisten (sidste uge #5)
Der har været tidspunkter de forløbne år, hvor Johanne Schmidt-Nielsen har kunnet gå på vandet – og derfor bedømmes Enhedslisten ud fra en høj barre. Lige nu konkurrerer partiet med Liberal Alliance om at blive Folketingets fjerdestørste med plads i Præsidiet og hele molevitten. Og så har de endda endnu ikke rullet sig ud endnu.

Hvis Enhedslisten var et Champions League-hold, ville partiet være Liverpool – for hvem ellers kan have sloganet "You’ll Never Walk Alone"? 

3. Liberal Alliance (sidste uge #3)
Anders Samuelsen og hans tropper kom stormende ind i valgkampen – og det bliver de ved med i de fleste målinger. Partilederen optræder med enorm selvtillid af den slags, man får, når man næsten hver dag slår en ny vælgerrekord. Partiet når måske ikke helt dets mål om en fordobling i forhold til sidste valg, men det bliver tæt. Klar og ærlig politik virker.

Hvis LA var et Champions League-hold, ville partiet være Manchester City – masser af penge, stærke individualister, ganske tæt på toppen.

2. Alternativet (sidste uge #1)
Da Uffe Elbæk var i DR1’s "Mød Partierne", leverede han en af de mest ærlige partileder-præstationer, jeg har set. Han appellerer til den gruppe af danskere, der er imod vækst, for miljøet og for "peace, love and harmony" – og de andre partier aner ikke, hvad de skal gøre. Det ser lige nu ud til, at Alternativet kommer sikkert  i Folketinget.

Hvis Alternativet var et Champions League-hold, ville de være AGF – helt uden for nummer med krav om lave reglerne om, så de kan være med uden at have vundet Superligaen. 

1. Socialdemokraterne (sidste uge #2)
Kun de færreste havde forudset, at rød blok midtvejs i valgkampen er tæt på at vinde – og at det især skyldes fremgang til Socialdemokraterne. Helle Thorning-Schmidt har dygtigt – og kynisk – bygget en valgkampagne oven på solide økonomiske resultater. Det er dog først nu, at Venstre er begyndt at slå tilbage. Den er ikke hjemme endnu.

Hvis S var et Champions League-hold, ville de være Juventus – for ud af ingenting er de pludselig i finalen i en sæson, hvor de ellers var dømt helt ude.

David Trads skriver hver dag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: V er endelig kommet i offensiven Cordua: V er endelig kommet i offensiven Næste artikel Trads: Blå bloks benhårde kamp for at få udlændinge i front Trads: Blå bloks benhårde kamp for at få udlændinge i front