Tidligere V-rådgiver: Karsten Lauritzens nye bog hviler grundlæggende på en forkert præmis

Politik er ikke et job. Politikere fortjener at blive behandlet anderledes end almindelige lønmodtagere. På godt og ondt.

En helt ny politisk debatbog fra Karsten Lauritzen har genantændt debatten om arbejdsvilkårene på Christiansborg.

Det er en interessant debat, og bogen indeholder en lang række konkrete forslag, som bestemt bør diskuteres. 

Det er relevant at drøfte, om kvaliteten af lovbehandlingen kunne øges. Når alt for meget lovgivning hastes igennem, så reducerer det lovkvaliteten, og mange lovforslag får først den fortjente opmærksomhed, hvis noget går galt undervejs, eller hvis det bliver til en mediesag.

Samtidig er mængden af ligegyldige samråd og overflødige folketingsspørgsmål overvældende, hvilket tager tid fra vigtige opgaver.

Det er bestemt også relevant at drøfte, om spærregrænsen bør hæves. Der er aktuelt 12 indvalgte partier. Det er for mange, hvis Folketinget skal fungere i hverdagen.

I realiteten er Socialdemokratiet det eneste parti med en stor folketingsgruppe, mens alle andre mangler ordførere og politiske medarbejdere til at lave det nødvendige rugbrødsarbejde.

Den slags løftes nu engang bedst af større folketingsgrupper med flere ressourcer. Historisk har det været Socialdemokratiet på rød side og Venstre på blå side. De store partiers ordførere har ofte leveret det usynlige og uundværlige rugbrødsarbejde, som resten af deres bloks ordførere kunne læne sig op ad.

 {{toplink}}

De to store trækdyr findes ikke netop nu, og selv i de største oppositionspartier (SF med 15 mandater, Danmarksdemokraterne med 14 mandater og Liberal Alliance med 14 mandater) er det reelt umuligt for folketingsgrupperne at være tilstrækkeligt klædt på til alle forhandlinger og al lovbehandling.

Og endelig er det efterhånden klart for enhver, at samspillet mellem presse og politikere er uhensigtsmæssigt.

På nogle stræk mangler pressen relevante redskaber til at kigge magthaverne efter i sømmene, mens journalisterne på den anden side også ofte bidrager til at devaluere politik til spin og proces uden tilstrækkeligt fokus til substansen. Det gavner hverken medier, politikere eller befolkning.

Så på disse områder og flere har Karsten Lauritzen fat i noget, som bør starte en relevant debat om tilstanden i dansk politik anno 2023.

Men der er alligevel ét centralt element i debatten om folketingsmedlemmernes arbejdsform, som hviler på en grundlæggende forkert præmis. 

Det er eksempelvis, når Karsten Lauritzen skriver, at "hvis Arbejdstilsynet kommer på uanmeldt besøg i den politiske verden, så er det overvejende sandsynligt, at Christiansborg blev tvangslukket".

Eller når Alternativets Theresa Scavenius betegner hverdagen som folketingsmedlem som præget af en "mobbekultur".

Eller når medier i forbindelse med grundlovsdag skriver forudsigelige og forvrøvlede historier om, at "nu begynder folketingsmedlemmernes sommerferie, og de er først tilbage på arbejde i oktober."

De tre eksempler har det tilfælles, at de sammenligner hverdagen for et folketingsmedlem med hverdagen på enhver anden arbejdsplads.

Det er en fejlslutning og risikerer at forfladige politik og reducere vores folkevalgte til noget mindre særligt, end hvad de bør være.

Folketingsmedlemmer har ikke et job, de andre folkevalgte er ikke kollegaer, Folketinget er ikke deres arbejdsplads, de holder ikke ferie, og Præsidiet er ikke deres fællestillidsmænd.

Det er noget helt særligt at være folkevalgt. Et hverv. Og det skal det også være. Både på godt og på ondt.

Selvfølgelig skal man behandle hinanden ordentligt og tale pænt, men det er umuligt ikke at slå sig på hinanden, når man krydser klinger om magt og indflydelse.

Personligt tror jeg. at det er naivt at tro, at toppolitikere kan opnå den "psykologiske tryghed" som er tidens mantra blandt ledelsesfilosoffer og coaches.

Modsat helt almindelige arbejdspladser, så er politik jo nærmest per natur konfliktfyldt. Politikere har modsatrettede mål og ideologier som fundamentalt står overfor hinanden. Pladserne i toppolitik er få og magten flygtig, så man må holde sig til, ofte også selvom det sker på bekostning af andre.

Dem, som vil være en del af den absolutte elite, uanset om det er i politik, arbejdsliv, uddannelse eller sport, må både have ekstraordinære evner og yde en en ekstraordinær indsats. Det er vanvittigt opslidende og ofte ensomt. Der er flere der fejler, end der lykkes.

Jeg begræder, at Karsten Lauritzen fravalgte politik. Eller at andre som ham frivilligt, eller fordi kroppen har sagt fra, har søgt væk fra Christiansborg. Det er en skam, fordi mange politiske talenter desværre ikke når så langt, som de kunne have gjort.

Lad os gerne drøfte, hvordan vi forbedrer vilkårene i toppolitik, så flere af talenterne får lyst til at blive. Det vil være godt. Også hvis politik fremstod så attraktivt, at erfarne folk havde mere lyst til at tilvælge politik og "tage en tørn for fædrelandet" i en periode.

Men løsningen er ikke at gøre politik sammenligneligt med et helt almindeligt arbejde.

Når vi vælger blot 179 personer til træffe beslutninger på vegne af os alle, så udstyrer vi dem reelt med et magtfuldt carte blanche til at stemme hvad de vil, og opføre sig som de vil i fire år.

De "er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere," som det hedder i Grundloven. Det er noget meget, meget særligt.

Men fortjener vi vælgere så ikke også, at dem, der vælges, er noget helt særligt? Og fortjener de folkevalgte så ikke også helt særlige vilkår?

Det bør være den afgørende diskussion, hvis vi skal revitalisere vores folkestyre. Også selvom det betyder, at et folketingsmedlem får langt, langt bedre løn eller mere ferie end mellemlederen fra Løgstør.

Det mangler da bare.

{{toplink}}