Tidligere departementschef stiller op for LA: Det går jeg til valg på

Efter at have været embedsmand i en stor del af mit liv har jeg besluttet at forsøge på at blive politiker, idet jeg ved næste folketingsvalg stiller op for Liberal Alliance. Baggrunden herfor er blandt andet at finde i min bekymring for fundamentet under det samfund, som vi har opbygget.

Jeg er i lighed med størstedelen af den danske befolkning en stor tilhænger af velfærdssamfundet. Mange ting kan og bør gøres bedre, men det ændrer ikke på, at den grundlæggende samfundsmodel med gratis skoler og sundhedsvæsen og en ældreforsorg, der ikke er overladt til den enkelte eller dennes familie, efter min mening er den rigtige.

Men netop min baggrund som gammel skatteembedsmand får mig til at tvivle på, om vi også i fremtiden er i stand til at opretholde et velfærdssamfund, som vi kender det, hvis ikke vi begynder at tænke anderledes.

Forudsætningen for vores samfundsmodel er en velfungerende skattefinansiering. Dette forudsætter igen to ting: En samlet indtjening at beskatte og et system, der kan håndtere denne opgave.

Coronapandemien og dens følger for erhvervslivet samt den stærkt forøgede offentlige gæld, som det har været nødvendigt at stifte for at klare skærene, stiller krav om en genopretningspolitik både i forholdet til den offentlige økonomi og i forhold til erhvervslivets indtjening – forhold, som regeringen stort set negligerer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder offentlige reformer for gammeldags tænkning, og skatteminister Morten Bødskov (S) mener, at midlertidige nødløsninger og låneforanstaltninger, som blot udskyder problemerne, er tilstrækkelige.

Med en svækket dansk økonomi og et erhvervsliv, der for en betydelig dels vedkommende formentlig befinder sig i slæbegear, skal der gøres noget aktivt for at sikre, at vi overhovedet har et grundlag at beskatte, som svarer til det, vi har været vant til.

Regeringen har hidtil været langt mere interesseret i at finde på nye offentlige udgifter, som så må finansieres, som de bedst kan, end i at sikre en sund offentlig økonomi og et dynamisk erhvervsliv i fremdrift.

Så snart vi begynder at se lys for enden af tunnelen, skal der gennemføres offentlige reformer og en aktiv erhvervspolitik, som kan genskabe styrken i det erhvervsliv, som danner grundlaget for finansieringen af alle de offentlige udgifter.

Det er en væsentlig trussel for den måde, som vi finansierer de offentlige udgifter, at skattesystemet ikke længere fungerer, som det skal.

Skattesystemet er håbløst overbelastet. Skatteministeren kæmper en ihærdig kamp mod skattetænkning og skattesvindel – næsten en tredjedel af alle de lovforslag, som regeringen har fremsat på skatteområdet, drejer sig om at beskytte skattesystemet mod borgerne.

En årsag hertil er nok, at skattereglerne er så overbelastede, usammenhængende, komplekse og ustrukturerede, at ingen med blot en anelse komplicerede indtægtsforhold længere kan gennemskue, hvad der er rigtigt, hvad der er acceptabelt, og hvad der er forkert. 

Selv personer med helt almindelige indkomstforhold kan ikke beregne deres egen skat. En del skatter koster borgerne langt flere penge, end det offentlige får i provenu herfra. Den slags forvridningstab koster velstand. Dårlige skatter virker lige som at cykle på en cykel uden luft i dækkene. Spild af energi.

Den automatiske selvangivelse betyder, at de færreste mennesker får en skattesag, men er uheldet ude, vil man opdage, at retssikkerheden på skatteområdet er uhyre ringe med lange sagsbehandlingstider, lave medholdsprocenter og et skattevæsen, der er skolet i at finde fejl – ikke i at hjælpe og finde rimelige resultater.

Alt dette er resultatet af et overbelastet skattesystem.

Og en af hovedårsagerne hertil er, at alle problemer med de offentlige ydelser øjeblikkeligt forklares med manglende eller for lave bevillinger og for lidt personale.

Med verdens højeste skattetryk skulle man tro, at der var tilstrækkelige ressourcer, men ikke så snart, der er konstateret problemer på et plejehjem, i børnehaverne eller i sundhedssektoren, så er flertallet af Folketingets partier parat til at sende flere penge – før man overhovedet har undersøgt, hvad årsagen til problemet er.

Dynges der fortsat nye forpligtelser på det i forvejen overbelastede skattesystem, er det nødvendigt at introducere nye, dårligt fungerende skatter, nye regler til beskyttelse af provenuet, nye kontrolinstrumenter, nye uforståelige regler og nye økonomiske og administrative byrder for både borgerne og erhvervslivet.

I stedet for per automatik at sende flere penge bør man effektivisere ved at satse på individuelle og målrettede løsninger og ikke uvirksomme standardaktiverings- eller efteruddannelseskurser; ved at skabe konkurrence mellem og gennemsigtighed i de enkelte offentlige ydelser på for eksempel børnepasnings-, skole- og ældreplejeområderne og ved at prøve at finde administrative forenklinger, så personalet kan bruge deres kræfter på borgerrettede ydelser i stedet for kontrol og indberetning.

Alle er bekendt med, at omstillingen til det CO2-neutrale samfund bliver særdeles omkostningskrævende.

Men hvis vi vælger øremærkede støtteordninger og tilskud til de foranstaltninger, som et flertal i Folketinget har et særligt godt øje til, bliver det endnu dyrere – og givetvis også ineffektivt.

Hvis vi skal nå de ambitiøse mål og ikke plyndre de offentlige kasser – og dermed skatteyderne – er det vigtigt at skabe markedskonforme løsninger.

Løsninger, hvor borgere, virksomheder og udviklere af nye teknologiske landvindinger gennem generelle, forudsigelige og kendte regler tilskyndes til at foretage de investeringer, der fremmer den grønne udvikling, således at markedskræfterne driver udviklingen.

Bevarelse af det system, som de fleste af os ønsker, forudsætter, at vi begynder at tage hensyn til de vitale elementer i denne model.

Det forudsætter, at det ikke er et mål i sig selv at skabe nye offentlige udgifter, men at man også begynder at se på, hvordan pengene bruges, og hvordan et tilstrækkeligt finansieringsgrundlag sikres.

Derfor er det nødvendigt at gøre op med princippet om, at alle problemer klares med at sende flere skattepenge. Det vil jeg arbejde for, hvis det skulle lykkes mig at blive politiker.