Thorning: Vi skulle have været mere åbne over for Tyrkiet som EU-medlem

Til årets folkemøde i Allinge diskuterede tre forhenværende statsministre europæisk politik. Og spørgsmålet om Tyrkiets forhold til EU var der langtfra enighed om.

"Havde vi været et mere fredeligt sted, hvis vi tidligere havde ladet Tyrkiet komme tættere på Europa?".

Det spørgsmål stiller den forhenværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt til et kæmpe tilløbsstykke af en debat med to andre forhenværende statsministre, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, om europæisk politik.

Hun hælder til, at det har været en fejl at holde tyrkerne ud i strakt arm fra europæisk hold i flere årtier, selv om landet har officiel status som kandidat til EU-medlemskab, når vi nu kan konstatere, at landet under Recep Tayyip Erdogans to årtier ved magten er rykket i en stadig mere autokratisk retning.

Der kunne et mere klart EU-perspektiv i stedet for en kold skulder måske have gjort en forskel, mener hun.

"Vi ser beviseligt, at alle de lande, der kommer tættere på Europa, måske lige undtagen Ungarn lige nu, får flere menneskerettigheder, de får mere demokrati, de får simpelthen et bedre samfund på alle måder og mere frihed."

"Jeg tænker tit, måske kunne vi også have sikret lidt mere demokrati og menneskerettigheder og frihed i Tyrkiet," siger hun. 

Fogh: Det ville helt grundlæggende forandre EU 

Det tror tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen dog ikke på. Han mener, at fejlen fra EU's side ligger i overhovedet at give Tyrkiet et håb om nogensinde at komme med i klubben.

"Fejlen blev begået i 1999, hvor en dengang bred kreds af socialdemokratiske ledere traf beslutningen om at give Tyrkiet kandidatstatus. Det skulle de aldrig have gjort," siger Fogh.

Det ville forandre EU "helt grundlæggende" at lukke Tyrket ind som fuldt medlem.

"Det tror jeg ikke, vi kunne holde til. Så jeg ville hellere, at man i '99 havde truffet den klogere beslutning at sige, at nu vil vi arbejde for et specielt partnerskab mellem EU og Tyrkiet, fordi så havde du aldrig haft de skuffede forventninger i Tyrkiet," siger Fogh og konstaterer:

"Men som sagt, man var lidt blød i knæene på det tidspunkt." {{toplink}}

Forrige artikel Fra boomer til zoomer - hvordan gør Folkemødet sig lækker for de næste generationer? Fra boomer til zoomer - hvordan gør Folkemødet sig lækker for de næste generationer? Næste artikel Pia Olsen Dyhr opfordrer regeringen til skilsmisse  Pia Olsen Dyhr opfordrer regeringen til skilsmisse