Thorning nærmer sig valgresultatet

MÅLING: Socialdemokraterne nærmer sig valgresultatet i ny Norstat-måling for Altinget. Rød blok halter dog stadig langt efter blå blok, så valget må vente, vurderer Erik Holstein.

Det socialdemokratiske opsving i meningsmålingerne er måske ved at bide sig fast. I hvertfald ligger Thornings tropper på 23,7 procent i en ny Norstat-måling lavet for Altinget.

”Resultatet er isoleret set en opmuntring for Thorning, der nu kun mangler et enkelt procentpoint for at komme op på valgresultatet. Det havde de færreste troet for et år siden, hvor Socialdemokraterne blot lå til 18,6 procent i det vægtede gennemsnit over meningsmålinger,” siger Altingets politiske kommentator Erik Holstein.

Men da både Radikale og SF i målingen ligger langt fra valgresultatet, så fører blå blok fortsat markant. I alt får blå blok 54,6 procent mod rød bloks 44,7 procent.

”Når rød blok stadig halter så meget bagefter de blå, er det helt uden mening at udskrive valg inden for den nærmeste fremtid. Det gør det ikke bedre, hvis der kommer et stemmespild på halvandet procent til Alternativet, som man ser i denne måling,” siger Erik Holstein.

Uffe under grænsen
Alternativet har i en enkelt meningsmåling sneget sig over spærregrænsen, men i denne Norstat-måling bliver det kun til 1,4 procent.

”Det nye parti er ikke helt uden chance for at komme ind, men det er ikke det mest sandsynlige. Alternativet er et udpræget feel good-parti, men den flinke Uffe Elbæk kan let komme til kort, når valgkampen spidser til. Så vil der blive afkrævet meget konkrete svar på alle politikområder, og det tror jeg ikke, Elbæk kan levere,” vurderer Erik Holstein.

 

Kilde: Målingen er foretaget af Norstat for Altinget på net og telefon i perioden 9/3 - 15/3 2015 blandt 1400 respondenter. Den maksimale usikkerhed er +/- 2,2 procentpoint. 


Venstre siver
I den nye måling står Venstre til 23 procent af stemmerne. Ved valget i 2011 opnåede partiet 26,7 procent, og i løbet af valgperioden har partiet i nogle målinger været over 30 procent.

”Venstre er igen begyndt at sive, og der er intet, der tyder på, at Kristian Jensens mere bløde markeringer i udlændingedebatten har tiltrukket flere vælgere. Tværtimod. Lægger man dertil Løkkes elendige personlige rating, begynder Venstre som parti at få et rigtig skidt oplæg til valget,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Derimod går det lidt bedre for de ellers hårdt plagede Konservative. Norstat-målingen føjer sig til andre målinger, der har vist en smule fremgang til K de seneste uger. Det er svært at finde andre forklaringer på fremgangen end Naser Khaders genkomst, der har skabt en masse medieomtale.”

Der skal afholdes folketingsvalg senest 15. september. 

 

,

Forrige artikel DF og EL raser over aftale om retsforbehold DF og EL raser over aftale om retsforbehold Næste artikel Elbæk repræsenterer nu Alternativet i Folketinget Elbæk repræsenterer nu Alternativet i Folketinget