Viktor Axelsen har ret – Vi må stille større krav til dem, der træner vores børn
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Idrættens verden bør gå sammen med for eksempel lærer- og pædagoguddannelsen og i fællesskab skabe et træneruddannelsestilbud på højt niveau, skriver Mads Young Christensen, formand i Dansk Basketball Forbund.
For seks år siden var jeg sammen med en gruppe af danske basketballtrænere på en studietur til Italien for at blive klogere på børnetræning. Det var en øjenåbner, som jeg aldrig glemmer.
En af de mange dygtige undervisere var en italiensk forsker, som, udover at arbejde for det italienske basketballforbund, også var tilknyttet WHO. Underviseren startede med at spørge os: "Hvad er det vigtigste at lære børn?" Lidt tøvende blev der svaret: "Teknik eller motorik," fra et par af deltagerne.
Da underviseren svarede; tid og rum, var vi alle et stort spørgsmålstegn. ”Arbejd med børnenes forståelse af banens rum og dimensioner”. ”Lær børnene tid som i sekvenser og sammenhæng”.
I stedet for at I som trænere starter og stopper øvelser, så lær børnene, at spillet afhænger af, hvad med- og modspillere gør på banen. Spillet ændrer retning, når et hold scorer, ikke når en træner siger det.{{toplink}}
At udvikle børns tids- og rumfornemmelse gør dem ikke kun til bedre basketballspillere, det rækker langt udover sport, og er gavnligt i mange andre sammenhæng.
Lige der gik det op for mig, at jeg på trods af flere år som elitetræner og med en diplomtræneruddannelse simpelthen manglede fundamental viden om at træne børn. Jeg havde ikke engang et sprog og begrebsapparat.
Når jeg fortæller om min egen oplevelse fra Italien, er det, fordi forskning viser, at foreningsaktive børn simpelthen trives bedre. Jeg har en stærk tro på, at viden er helt afgørende, hvis vi skal lykkedes med at skabe sunde idrætsmiljøer for børn.
Med få undtagelser er det min oplevelse på tværs af idrætsgrene, at intentionerne blandt trænere og forældre er gode. De vil det bedste for børnene. Problemet er bare, at de langt hen ad vejen agerer ud fra voksenlogikker og uvidenhed om, hvad der skaber udvikling, glæde og fællesskab.
Da medlemstallene for dansk idræt blev publiceret i april, havde badmintonspilleren Viktor Axelsen et yderst vigtigt opråb som reaktion på et faldende medlemstal i dansk badminton: ”Lad nu børn være børn”. Mindre fokus på resultater og ranglister. Mere fokus på glæden ved sport.{{toplink}}
Senest har prominente sportsprofiler som Jesper Nøddesbo, Sara Slott, William Kvist og Frans Hammer i en kronik i Politiken gengivet budskabet om, at trænere og forældre bør lægge tidlig specialisering og resultatfokus på hylden og i stedet fokusere på glæden og fællesskabet ved sport.
DIF, DGI og alle specialforbund ved godt, at tidlig specialisering og resultatfokus er et problem, når vi taler børn og idræt. De fleste idrætsgrene har også på forskelligvis indført børneregler, turneringsformater og fysiske rammer, som kommer børnene til gode.
Desværre er vi langt fra i mål. Og vi kommer det heller ikke, med mindre, at vi højner vidensniveauet blandt dem, som til daglig træner de næsten en millioner børn og unge, som dyrker idræt i Danmark.
Jeg kender udmærket argumentet om, at de fleste, som træner børn, er frivillige, og ofte forældre som ”bare” træner deres barns hold, for ellers er der ingen andre til det.
Med respekt for de frivillige børnetræneres tid, skal vi i højere grad stille krav til deres viden og faglighed og derudover stille redskaber og viden til rådighed.
Der findes masser af tilbud om træneruddannelser og masterclasses på højt niveau for dem, som arbejder med talentudvikling og træner eliteudøvere.
Men når det handler om at træne børn, så er det ikke muligt at uddanne og specialisere sig på højt niveau i Danmark. Det bør være muligt, at idrættens verden går sammen med for eksempel lærer- og pædagoguddannelsen eller andre relevante uddannelser og i fællesskab skaber et træneruddannelsestilbud på højt niveau.
Lad mig til sidst sige. Jeg synes, det er fint, at børn konkurrerer og spiller for at vinde. Det skal bare ske, fordi de har lyst, og ikke fordi deres træner eller forældre pacer dem.
Mon Macron synes, at valget var det hele værd?
Det er en ægte skandale, at vi sender 11,5 procent unge ud af folkeskolen uden helt basale kundskaber
