Statsministeren i ordkiks: Ingen skatter er for høje

Lars Løkke Rasmussen (V) i spørgetime den 3. november 2015. 

SPØRGETIME: De Konservative fik kontroversiel melding fra Løkke: ”Der er ingen skatter, som er for høje”. Fejlen udløste latter i Folketingssalen.

Som rosinen i pølseenden var det Søren Pape Poulsen (K), som fik lov til at stille spørgsmål til statsministeren tirsdag.

"Jeg har jo set umådeligt frem til spørgetimen her og til at få klare svar," lød det fra den konservative partileder, og han uddybede: “Vi vil jo godt hjælpe med til at få god borgerlig politik igennem.”

Men det var ikke ligefrem en borgerlig udmelding, han fik kort efter fra statsministeren.

Udgangspunktet for diskussionen var en borgerbesvarelse fra Skatteministeriet, som Søren Pape mente, gav udtryk for, at der var tale om et skattestop på ejendomsskatterne, herunder grundskylden.

Dette afviste Lars Løkke Rasmussen (V) og forklarede, at det skattestop, der var tale om, var det samme, som der var under den seneste borgelige regering.

Søren Pape fortsatte: ”Hvis jeg nu lægger til grund, at der er ikke et skattestop - synes statsministeren så, at det er rimeligt?" 

Til det svarede Lars Løkke: 

”Jeg synes jo ikke, der nogen skatter i det her samfund, der for høje,” imens han tænksomt rystede på hovedet og forsatte…

”Hvad enten man lægger en fornuftsbetragtning til grund eller en rimelighedsbetragtning, så kan jeg ikke stå her og… ”

Her blev han opmærksom på den tiltagende larm i Folketingssalen, hvorefter han kontant sagde:

 ”For lave.” 

Her udbrød der for alvor latter i salen, og statsministeren forsatte:

”Nåh, men det er jeg da glad.”

 ”Jeg er da rigtig rigtig glad.”

 ”Jeg er da rigtig rigtig glad for, at den her lille ting for at sikre, at opmærksomheden holdt til det sidste..”

 ”…at øh, at den virkede.”

 Og til sidst genfandt statsministeren så balancen:

 ”Hvilket jo også afslører, at der ikke er nogen, der er i tvivl om, hvad vi mener. - For der har jo været regeringer før min, som har ment det, jeg sagde.”

”Og jeg er glad for, at Folketinget i handling tager så klart afstand fra den udlægning af regeringens politik.”

"Jeg synes ikke, der nogen skatter, der for lave," slog statsministeren afsluttende fast. 

Det var Lars Løkke Rasmussens første spørgetime som statsminister i den nye regering, og den forgik 3. november 2015.

Forrige artikel Kjer: Oprydning i bekendtgørelser rammer ikke miljøet Kjer: Oprydning i bekendtgørelser rammer ikke miljøet Næste artikel V om for lange skoledage: Det var ikke intentionen V om for lange skoledage: Det var ikke intentionen