Spørgsmålet er kun, hvornår SVM-samarbejdet ophører
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Uenighed om den fremtidige sammensætning af regeringen og fornyelse af det politiske grundlag er helt legitime grunde til at opløse SVM-regeringen i erkendelse af, at i hvert fald to af partierne ikke kan holde til en fortsættelse, skriver John Wagner.
Måske vil det bedste for de fleste være, at vi efter sommerferien får en socialdemokratisk mindretalsregering, der i resten af valgperioden må fægte sig frem til skiftende flertal for den nødvendige politik – alternativt kuldsejle og stå til ansvar over for vælgerne.
Vælgerflertallet kan åbenlyst ikke se værdien af SVM-flertalsregeringen, som de fleste borgerlige vælgere betragter som født i synd, og som Socialdemokratiets vælgere også ønsker hen, hvor pebret gror, ikke mindst på grund af afskaffelsen af Store Bededag.
Historisk set har vi aldrig haft så upopulær en regering og statsminister. Efter min mening helt ufortjent upopulær, fordi den parlamentariske situation, de politiske udfordringer – også geopolitisk – og reformbehovet for to år siden talte til fordel for dette forsøg, og fordi regeringen faktisk er lykkedes med rigtig meget, senest forliget om en CO2-afgift på landbruget.
Men utilfredsheden med regeringen – og den til had grænsende holdning til statsministeren, som er dansk politik uklædelig – er her snart midtvejs i valgperioden så stor, at det er svært at forestille sig en uændret parlamentarisk situation frem mod kommunalvalget i november 2025 og næste folketingsvalg senest i oktober 2026.
{{toplink}}
Det kræver i hvert fald, at vælgerne kommer tilbage fra ferie med en overraskende holdningsændring og i meningsmålinger belønner regeringen for de seneste resultater – og statsministeren for at blive i dansk politik. En belønning, der vel er stort set lige så sandsynlig som en underkendelse af VAR-afgørelserne i Danmarks fodboldlandskamp mod England.
Fordelen for de fleste ved at opgive SVM-projektet er, at det med en socialdemokratisk mindretalsregering bliver meget mere tydeligt for vælgerne, hvad de enkelte partier vil. Det bliver synligt for alle, fra hvilken side af scenen aktørerne kommer ind til den fælles forestilling.
Som det er nu, er det jo i realiteten kun regeringsledelsen, som ved, hvem der for alvor ville hvad, når regeringen kommer med et udspil, og hvem der er mest eller mindst imødekommende over for oppositionspartiers ønsker. Specielt Socialdemokratiets og Venstres meningsmålinger tyder på, at partiprofilen må rendyrkes – også selv om det måske koster konkret indflydelse på den korte bane.
For i hvert fald en del af oppositionspartierne vil det også være en fordel med en mindretalsregering. Helstøbte partier, der ikke bygger på enkeltpersoner og/eller enkeltsager, vil med deres hele ageren, kompromis-vilje og -evne, kunne synliggøre deres politik set i forhold til mindretalsregeringens udspil og blive belønnet – eller straffet – for de resultater, der opnås.
Så er spørgsmålet, hvordan man får tilendebragt et regeringssamarbejde, som så smart – og rigtigt – ud for kun to år siden, og som har fået gennemført stort set hele regeringsprogrammet med ret så brede flertal, men som vælgerne ikke belønner.
Det blev ikke CO2-afgiften, der medførte en skilsmisse, hvad mange troede. Kan det blive forhandlingerne om en sundhedsreform og dermed nye strukturændringer? Det er i hvert fald ikke et emne, der med sikkerhed vil styrke regeringspartiernes vælgertilslutning.
{{toplink}}
Mere tænkeligt er det måske, at statsministeren – for alvor tilbage i dansk politik, når Nato- og EU-posterne er besat – får svært ved at enes med Venstres og Moderaternes ledere, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, om den kommende regeringsrokade.
Der skal findes en ny minister til erstatning af den kommende danske EU-kommissær. Der skal formentlig også udnævnes en minister til forberedelse af det danske EU-formandskab i andet halvår 2025, og der tales endvidere om udnævnelse af en ”beredskabsminister” som følge af de geopolitiske udfordringer. Men ikke nok med det:
Socialdemokraterne synes at have brug for en mere markant rokade, der stopper vælgerflugten til SF – altså en synliggørelse af den rød-grønne profil, hvad der er det stik modsatte af, hvad Venstre har brug for, nemlig en styrkelse af traditionel ”blå” Venstre-politik såsom flere skattelettelser, fjernelse af administrative byrder for erhvervslivet og udflytning af statslige arbejdspladser fra København til provinsen.
Venstre har med andre ord brug for ministerposter, der kan synliggøre den liberale profil og stoppe vælgerflugten til Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Det kræver formentlig poster – Finansministeriet eller i hvert fald Erhvervsministeriet – som Socialdemokratiet ikke har spor lyst til at afgive.
Uenighed om den fremtidige sammensætning af regeringen og fornyelse af det politiske grundlag, hvad også må komme på tale, er således en særdeles tænkelig sommerforeteelse – og en helt legitim grund til at opløse SVM-regeringen i erkendelse af, at i hvert fald to af partierne ikke kan holde til en fortsættelse.
Så er spørgsmålet, om en opløsning kan ske uden udskrivelse af valg. Formelt kan det ske – politisk bestemmer Mette Frederiksen som så meget andet. Indtil videre i hvert fald.
Selv statsministeren frygter, at tredje verdenskrig er en reel risiko
Mon Macron synes, at valget var det hele værd?
