Sorgenfrey i spidsen for nordisk fagbevægelse

Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, er valgt som formand for sammenslutningen af den nordiske fagbevægelse, NFS. 

FTF's formand Bente Sorgenfrey er tirsdag blevet valgt som formand for sammenslutningen af den nordiske fagbevægelse, NFS.

"Jeg vil sammen med mine nordiske kolleger arbejde for at sikre de nordiske aftalemodeller, som bidrager til velfungerende nordiske samfund og arbejdsmarkeder", siger Bente Sorgenfrey i en pressemeddelelse. 

NFS er sammenslutningen af de nordiske hovedorganisationer, som foruden danske FTF, tæller LO-organisationer, Tjenestemands- og Akademikerorganisationer fra hele Norden. I alt repræsenterer NFS næsten ni millioner lønmodtagere på nordisk plan og har i alt 16 medlemsorganisationer.

Bente Sorgenfrey overtager  formandsposten for den nordiske fagbevægelse samtidig med, at Danmark indtager formandsposten i Nordisk Ministerråd 1. januar 2015. 

FTF er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. 

Forrige artikel DF ekskluderer endnu en lokalpolitiker Næste artikel Stine Bosse formand i Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder