Socialdemokratiet og SF er ude af medieforhandlingerne
MEDIEFORLIG: Det tegner til at blive et smalt medieforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Ifølge Socialdemokratiet og SF er de blevet smidt ud af medieforhandlingerne.
Socialdemokratiet og SF er ikke længere med ved bordet i medieforhandlingerne.
Det skriver både kulturminister Mette Bock (LA), Venstres politiske ordfører Britt Bager og SF's kulturordfører Jacob Mark på Twitter.
S har i dag forladt medieforhandlingerne, da de ikke kan tilslutte sig det aftalepapir, der har ligget på bordet siden 30. maj. Forhandlingerne fortsætter mellem regeringen og DF.
— Mette Bock (@mettebock) 20. juni 2018
I går gav Mette Bock de røde partier et ultimatum. Enten skulle de acceptere den økonomiske ramme, som regeringen havde spillet ud med. Ellers skulle de forlade forhandlingerne.
Enhedslisten, Alternativet og Radikale valgte selv at forlade forhandlingerne, mens Socialdemokratiet og SF ignorerede kulturministerens ultimatum og mødte op til dagens forhandlinger.
Her er de to partier ifølge Jacob Mark blevet smidt ud.
“Hvis ikke I kan nikke til 20 %-besparelse på DR og delvist salg af TV2, så har I ikke noget at gøre her i rummet.” Det var beskeden til @MogensJensenS og jeg til medieforhandlingerne i dag. Dermed er vi smidt ud af forhandlingerne - vi håber fortsat på bredt forlig #dkpol
— Jacob Mark (@jacobmark_sf) 20. juni 2018
Mogens Jensen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende
Det er en forbløffet Mogens Jensen, der kort tid efter sin ankomst må forlade Kulturministeriet.
Da han gik ind ad døren cirka en time tidligere, var der ellers ikke noget, der tydede på, at han var ved at forlade forhandlingsbordet. På daværende tidspunkt understregede han over for TV 2 News, at forhandlingerne om den økonomiske ramme for forliget, stadig blev forhandlet i Finansministeriet.
Derfor mener han også, at det er meget mærkeligt, at Socialdemokratiet – ifølge ham selv – bliver smidt ud af forhandlingslokalet.
”Jeg har aldrig, i de mange år jeg har været i Folketinget, oplevet noget lignende,” siger han til TV 2 News, da han forlader Kulturministeriet.
Kulturminister Mette Bock (LA) har dog en lidt anden opfattelse af dagens forløb og forklarer, at det var Socialdemokratiet selv, der valgte at forlade forhandlingsbordet.
”Kristian Jensen og jeg var begge enige om, at vi fortsætter medieforhandlingerne, på baggrund af det aftalepapir der ligger,” siger hun til TV 2 News.
Fortsatte forhandlinger i Finansministeriet
Ifølge Mogens Jensen foregår de føromtalte forhandlinger mellem den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen og finansminister Kristian Jensen (V) stadig. Og her er det stadig den økonomiske ramme, der forhandles om.
”Derfor er det underligt, at vi bliver bedt om at sige ja eller nej til det, der blev præsenteret i mandags,” siger Mogens Jensen til Altinget.
Han ser de fortsatte forhandlinger i finansministeriet som et tegn på, at Socialdemokratiet igen er velkommen ved forhandlingsbordet, hvis de forhandlinger ender med en økonomisk ramme, de er klar til at takke ja til.