SF før forhandlinger: Vi tager idéen om roadpricing med til bordet

I de kommende infrastrukturforhandlinger vil SF tage idéen om roadpricing med til bordet. Eldrup-kommissionens forslag om trængselsafgifter kan tjene som det første skridt på vejen, skriver Anne Valentina Berthelsen (SF). 

Eldrup-kommissionens forslag var ikke mange timer gammelt, før jeg noget forundret kunne læse i Børsen, at Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), hældte idéerne om roadpricing – de såkaldte miljøzoner – ned af brættet.

Jeg er forundret over, hvordan en mand, for hvem københavnernes ve og vel burde være førsteprioritet, så hurtigt og hårdnakket gik imod et forslag, som vil forbedre københavnernes sundhed og trivsel.

En moderat og logisk løsning
Eldrup-kommissionens forslag handler helt kort om at skabe en række miljøzoner i København og på Frederiksberg, hvor bilister betaler en relativt lav afgift for at få adgang.

I min verden et moderat forslag, som alle, der ønsker renere luft, mindre støj og bedre trafikal tilgængelighed i Hovedstaden, burde kunne tilslutte sig. En løsning, der også vil give god mening i Aarhus og Odense.

Undersøgelserne, der bekræfter, at danskernes sundhed og trivsel påvirkes enormt negativt af konsekvenserne ved forurening og støj, står nærmest lige så meget i kø, som københavnerne sidder deri i myldretiden.

På trods af kapacitetsudvidelser af hovedstadens vejnet er der stadig mere trængsel, der udover frustration over forsinkelse også udfordrer sikkerheden i trafikken.

Bilfri søndag 
Da regeringen forleden fremlagde dens knap så grønne infrastrukturplan, var der faktisk et grønt forslag imellem, der gjorde mig glad:

Muligheden for, at de største byer fremover vil kunne spærre af for bilerne om søndagen. Det er virkelig et forslag, som jeg håber, at lokalpolitikerne vil benytte sig af.

Jeg tror, at mange vil opdage, hvor nemt det i de største byer er at benytte sig af den kollektive trafik, som vi skal gøre mere attraktiv. Hvor dejligt det er at tage sig en rask cykeltur i stedet for at tage bilen. En tur, som vi også skal gøre mere attraktiv.

Vi siger ja til roadpricing
Det er interessant, at regeringens mest progressive forslag nærmest er en anakronisme til 70'ernes bilfrie søndage.

Apropos anakronismer, så føltes Københavns overborgmester og hans partikammerats, transportminister Benny Engelbrechts (S), kolde afvaskning af forslaget om roadpricing virkelig også som at træde tilbage i dansk politik omkring 2012, hvor man skrinlagde den navnkundige "betalingsring".

Det er åbenbart ikke helt gået op for Socialdemokratiet, at vi sidenhen har forpligtet os til at nå 70 procent CO2-reduktion i 2030. Og at kapacitetsudvidelser på vejnettet i den tid kun har betydet flere biler – og dermed mere forurening, mere støj og mere trængsel.

I de kommende forhandlinger vil SF derfor tage idéen om roadpricing med til bordet. Eldrup-kommissionens miljøzoner kan tjene som det første skridt på vejen.

Forrige artikel Leverandører af Covid-19-tests: Erstat vatpinden med lidt spyt og gør skolebørnenes corona-hverdag lettere Leverandører af Covid-19-tests: Erstat vatpinden med lidt spyt og gør skolebørnenes corona-hverdag lettere Næste artikel Concito: Skyttegravskrige risikerer at bremse samarbejdet om grønne offentlige indkøb Concito: Skyttegravskrige risikerer at bremse samarbejdet om grønne offentlige indkøb