Rokaden hos Radikale handlede meget lidt om personlige magtkampe - den handlede om politisk ambition
KOMMENTAR: Efter en selvvalgt tænkepause i kølvandet på et uventet formandsvalg står det klart, at Radikale Venstres nye leder, Sofie Carsten Nielsen, deler mit syn på tidens store problemer og deres mulige løsninger, skriver Martin Lidegaard.
Det mærkeligste ved at være politiker er at læse andres analyser af en selv.
Det hører jo med til jobbet, at alle ens handlinger, sejre og nederlag lægges offentligt frem til skue og analyse - både for lægmand og for horden af professionelle kommentatorer. Og guderne skal vide, at der kan være langt fra egne overvejelser og oplevelse af situationen til den virkelighed, man bliver præsenteret for af kommentatorerne i det store politiske realityshow.
Således også i den forgangne uge, hvor Sofie Carsten Nielsen (R) og jeg som bekendt fandt sammen med resten af den radikale gruppe om et nyt politisk lederskab.
Som vanligt har fokus især været på de magtkampe, der måtte ligge bag dette nye træk, personlige opgraderinger og nedgraderinger, udspekulerede kalkuler, der ikke lader 'House of cards' noget tilbage.
Virkeligheden var mere enkel - og mere opløftende. Det var først og fremmest en politisk enighed og en fælles politisk ambition, der lå bag dannelsen af det nye partnerskab og lederskab.
Som bekendt har det ikke altid været sådan.
Jeg tog i oktober måned en selvvalgt tænkepause efter et uventet formandsvalg, som jeg tabte under dramatiske og ubehagelige omstændigheder. Jeg frygtede på det tidspunkt også at have tabt den dialogsøgende og midtsøgende linje, der sammen med en stædig progressivitet har gjort Radikale Venstre til en bærende motor i udviklingen af det danske velfærdssamfund. I fire måneder tog jeg mig derfor den luksus at fjerne mig mentalt fra Borgen - og mit parti - for at trække frisk luft og tale med en lang række inspirerende mennesker. Det gav appetit på mere: at afsøge de store drømme, definere tidens største problemer og søge deres svar.
Jeg brugte således ikke kræfterne på at tænke i et nyt parti rent organisatorisk - men mange kræfter på at udvikle det nye politiske program, som et midterparti anno 2021 burde gå til valg på.
I mellemtiden arbejdede den radikale folketingsgruppe med et lignende projekt. Først valgte man en mere dialogsøgende linje i forbindelse med finansloven - og fik gode resultater.
Samtidig gjorde Sofie det meget tydeligt i en række interviews, at Radikale Venstre ikke befinder sig på den udlændingepolitiske måne, som mange gerne vil eksportere os til. Tværtimod befinder vi os på den samme politiske matrikel, som 80 procent af Folketinget befinder sig på med forskellige nuancer: Antallet betyder noget, kontrol er afgørende, ligesom integration er det med bekæmpelse af diskrimination, social kontrol og kriminalitet - og lighed for loven.
Men vigtigst af alt gik den radikale folketingsgruppe i gang med at udvikle en ny politisk strategi med nye politiske pejlemærker.
Grundlaget for det nye radikale lederskab blev lagt den dag, Sofie og jeg for første gang rigtig mødtes - også mentalt - og sammenlignede vores syn på tidens store problemer og deres mulige løsninger. Vores analyser var forbløffende ens:
Den danske model slår sprækker. Verdens måske bedste samfund er ikke bæredygtigt, hverken miljømæssigt, socialt eller økonomisk.
Den grønne omstilling går fortvivlende langsomt på trods af fælles mål og fine skåltaler.
Den sociale mobilitet er gået i stå trods syv årtiers lige og fri adgang til uddannelse, sundhed og basale sociale ydelser. Alt for mange børn og unge mistrives, og hvert syvende barn forlader stadig folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. Hver femte unge får stadig ingen ungdomsuddannelse - og nogenlunde det samme antal voksne danskere ender uden for arbejdsmarkedet.
Og vores økonomiske råderum til at investere i at ændre på disse to forhold er alt, alt for begrænset. Læg dertil den demografiske udfordring, der allerede i dag får hundredtusindvis af danskere til at vælge offentlige uddannelser og sundhedsydelser fra og private løsninger til.
Med andre ord: Lige så populært det er at lovprise den danske model, ligeså lidt bliver der gjort for at redde den, udvikle den og fremtidssikre den.
Læs også: Lidegaard blev manden, Radikale ikke kunne undvære
Dansk politik støjer i disse måneder, men i substansen står den bomstille. Alt for mange lapper på den samme maskine i maskinrummet, ingen går op på dækket og tager ny pejling. Samtidig bliver splittelsen dyrket, og det risikerer at gnave i fundamentet under den danske model: vores tillid til hinanden.
Det var denne erkendelse, der blev fundamentet for det nye lederskab i Radikale Venstre. Sammen med resten af gruppen og partiet vil vi søge at samle på tværs og generobre midten, ikke for at gøre det, men fordi det er så tiltrængt, at nogen påtager sig denne position for at nytænke og drive en forandring, der kan give flere større muligheder.
Sammen har vi påtaget os ansvaret for at give vores bedste og mest radikale bud - i enhver forstand - på de mulige løsninger og den nye politik, der forhåbentlig kan samle Danmark om det mål, vi alle er enige om: at give et endnu bedre samfund videre.
Det er et ambitiøst projekt og ekstremt opløftende.
Og det har i min optik fået den bedste start af alle, fordi vi er startet med at samle os selv i det Radikale Venstre, som jeg holder så uendelig meget af.
Dermed har vi vist og bevist, at der faktisk er en kraft i dansk politik, der er endnu stærkere end de personlige ambitioner og positioner: nemlig den fælles vilje til at ville tænke nyt og finde løsninger sammen, når det gælder.
Naser Khader er stenen i skoen på Papes statsministerdrømme
Pludselig er det slut med ét års corona-konsensus
