Robert Uggla nyt medlem af Mærsk-bestyrelsen

Barnebarn til Mærsk Mc-Kinney Møller og søn af næstformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Robert Mærsk Uggla, er blevet valgt ind i A.P. Møller - Mærsks bestyrelse.

Det skriver Jyllands-Posten. Robert Uggla (36) er i dag chef for et af koncernens shippingselskaber, bjærgnings- og slæbebådeforretningen Svitzer. Han kom ind i Mærsk-gruppen for ti år siden og har blandt andet været chef for Maersk Line i Dubai samt for tankskibsrederiet Broström fra 2009 til 2012. Samtidig med Robert Uggla er også den tidligere Goldman Sachs-vicedirektør Dorothee Blessing og Danfoss-direktør Niels B. Christiansen, samt to medarbejdere, Renata Frolova og Palle Vestergaard Rasmussen, valgt ind i bestyrelsen. De fem afløser Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, ældste datter til Mærsk Mc-Kinney Møller, samt de hidtidige bestyrelsesmedlemmer Jan Tøpholm, Lars Pallesen, John Axel Poulsen og Erik Rasmussen. Formanden selv samt den anden næstformand, Niels Jacobsen og Arne Karlsson, Robert Routs, Jan Leschly og Sir John Bond, blev alle genvalgt.
Forrige artikel Mads Nipper ny koncernchef i Grundfos Næste artikel Dødsfald: Pressefotograf Per Folkver (61)