Retoriker roser Mette Frederiksens fortæller-evne: "Det er ren H.C. Andersen"

Mette Frederiksen fortjener ros for at udskifte de personlige anekdoter med fortællinger fra dansk litteraturhistorie i sin åbningstale, mener retoriker. Men hendes dele af talen slog sig på grundlovens begrænsninger.

Mette Frederiksen er ved at blive en "rigtig dygtig historiefortæller".

Det mener Jesper Troels Jensen, der er retoriker og formand i Danske Taler. 

Efter at have lyttet til statsministerens åbningstale til Folketinget tirsdag, har Altinget bedt ham vurdere talen set med hans retorik-faglige briller. 

"Hun brugte grundige fortællinger og foldede dem meget langsomt ud. Det fungerede fremragende. Det var ren H.C. Andersen, bortset fra at hun ikke fortalte historier om sig selv, men i stedet reflekterede over den verden, vi lever i," siger han.

{{toplink}}

Ifølge Jesper Troels Jensen lykkedes Mette Frederiksen med at "male billeder" for dem, der lyttede med.

"Hvis politikere bare fortæller, at de vil gøre noget bedre, er det ikke andet end en påstand. Men i det øjeblik de i stedet fortæller det som en historie, beviser de påstanden – og kommer på den måde længere med argumentationen," siger han.

"Ren H.C. Andersen"

Tidligere har det været noget nær kutyme, at statsministre bruger personlige anekdoter i deres åbningstale for at skabe identifikation hos lytterne.

Det var der ikke meget af denne gang. Og det er klogt, mener Jesper Troels Jensen, for der er slet ikke brug for personlige anekdoter. 

I stedet skabte Mette Frederiksen identifikation ved at trække på den danske litteraturhistorie, hvor hun både brugte en fortælling af Henrik Pontoppidan og nævnte navne som Tove Ditlevsen, Thomas Korsgaard og Morten Pape. 

"Det er elementer af klassisk dannelse og klogskab, men ikke på en højrøvet måde. Ved at referere til dansk litteraturhistorie, er hun ikke bare en hverdagspolitiker; hun er også et menneske, der kender til vores historie. Det giver hende noget troværdighed," siger Jesper Troels Jensen.

Genren begrænsede hende

Det var ikke alt i talen, der retorisk fungerede lige godt. 

Men det handlede mere om åbningstalen som genre, end Mette Frederiksens evner som taler, påpeger Jesper Troels Jensen.

{{toplink}}

Grundloven pålægger nemlig den siddende statsminister at bruge åbningstalen til at afgive "en redegørelse for Rigets almindelige stilling" og regeringens "påtænkte foranstaltninger".

Med andre ord: Mette Frederiksen var nødt til at komme vidt omkring i sin tale. 

"Retorisk havde det været optimalt at fjerne nogle af de mange emner, hun kom omkring. Men det ville være i strid med kravene. Derfor var der sådan set ikke så meget, hun kunne have gjort anderledes, hvad det angår," siger Jesper Troels Jensen.

Det er nogle vilkår, som særligt talens sidste del led under. 

"Her var der nogle passager, hvor hun bare talte uden at have nogle eksempler med. De dele af talen er der ingen, der vil kunne huske senere. Jeg har allerede problemer med at huske dem nu, hvor vi taler sammen, og der er kun gået en halv time."

Hvis du som retoriker og tale-ekspert skulle give Mette Frederiksen ét råd med på vejen, hvad ville det så være?

"Fjern flere emner, og fortæl endnu flere historier," afslutter Jesper Troels Jensen.

{{toplink}}

Forrige artikel Pensionsalder, selvkørende biler og ny abortgrænse: Få 11 nedslag i regeringens lovplaner for det næste år Pensionsalder, selvkørende biler og ny abortgrænse: Få 11 nedslag i regeringens lovplaner for det næste år