Regeringens forbud mod brændeovne kan forhindre 100 årlige dødsfald – men støttepartier kræver mere

Regeringens udspil om at forbyde gamle brændeovne kan potentielt forhindre 100 årlige dødsfald, lyder det fra forsker, der dog reelt forventer, at effekten bliver mindre. Forslaget får både ros og ris fra regeringens støttepartier.

Regeringens forslag om at forbyde gamle brændeovne kan få en mærkbar effekt på luftforureningen i Danmark.

Ifølge Steen Solvang Jensen, der er seniorforsker ved DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, kan det potentielt reducere 100 for tidlige dødsfald hvert år.

”Det er tydeligt, at du kan få relativt meget ud af at sætte ind mod brændeovne, der er den største kilde til luftforurening med partikler herhjemme,” siger Steen Solvang Jensen.

Regeringen præsenterede onsdag et udspil til mere grønne byer. Et udspil, der har en række initiativer til at bekæmpe luftforurening fra både biltrafikken, skibsfarten og brændeovne. Der er størst effekt i forhold til brændeovne, hvor regeringen vil give kommunerne mulighed for at forbyde de ældste fra før 2008. De ældste brændeovne udleder nemlig op mod fem gange så mange skadelige partikler som nye. Og der er bestemt noget at komme efter. For ud af landets omkring 700.000 brændeovne er 400.000 fra før 2008.

Forbuddet vil imidlertid kun gælde i områder, hvor der er adgang til enten fjernvarme eller naturgas, understreger regeringen. Og derfor er potentialet reelt, at 220.000 gamle brændeovne bliver skrottet.

Skifter man ud til en ny?
Det er ikke noget lille problem, som regeringen har fat i. Luftforurening er ud fra et sundhedsperspektiv det største miljøproblem herhjemme. Det fører nemlig årligt til 4.600 for tidlige dødsfald. Heraf stammer 1.100 fra hjemlige udledninger. Og hvis alle 220.000 brændeovne skrottes, vil det således forhindre ca. 10 procent af de dødsfald, vi selv er herre over.

Men reelt forventer Steen Solvang Jensen, at antallet vil blive lavere.

”De 100 dødsfald er jo kun, hvis folk ikke skifter brændeovnen ud til en ny. For en ny brændeovn forurener også, selvom det er væsentligt mindre,” siger han.

Ønsker forbud uanset alder
I Rådet for Grøn Omstilling er seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen glad for, at regeringen sætter ind med brændeovnene. Men han ærgrer sig over, at den ikke tager et større skridt.

”Man bør lægge op til et forbud mod alle brændeovne uanset alder. En ny miljømærket brændeovn forurener også grotesk meget. Det er er lidt en forspildt chance for at gøre noget der for alvor batter,” siger han.

Miljøminister Lea Wermelin (S) ser naturligvis anderledes på det, og beskriver tiltaget som noget, der får en ”markant effekt på luftforureningen”. Men hun ved dog ikke, hvad effekten reelt bliver, da hun ikke ved, hvor mange kommuner, der vil gøre brug af muligheden.

”Men jeg er ikke i tvivl om, at en række kommuner gerne vil, for de har banket på døren hos mig og været ivrige for, at vi skal give dem de muligheder, som nu ligger i det her udspil,” siger Lea Wermelin. 

Støttepartier håber på mere
På Christiansborg møder regeringen i udgangspunktet ros fra sine støttepartier.

”Det er rigtigt godt, at regeringen har åbnet ballet og er villige til at se på forureningen fra brændeovne. Det er godt, at Socialdemokratiet tør at åbne debatten,” siger Radikales miljøordfører, Zenia Stampe.

Hun lægger dog ikke skjul på, at hun gerne vil gå et skridt længere end regeringen.

”Brændeovne er kilde til meget stor luftforurening, og det regeringen kommer med, mener jeg ikke er tilstrækkeligt. Så vi må se, om vi kan trække det i en mere ambitiøs retning,” siger Zenia Stampe og fortsætter:

”Det er vigtigt for os, at det ikke bare fører til at folk udskifter deres brændeovne. Det skal føre til, at folk rent faktisk sløjfer deres brændeovne.”

Enhedslisten er også i udgangspunktet positiv over regeringens udspil. Men miljøordfører Rasmus Vestergaard Madsen vil også gerne skrue op for ambitionerne i forhold til brændeovne.

”Det er positivt, at regeringen nu er klar til at rykke på den sundhedsskadelige luftforurening. Det er et fornuftigt udgangspunkt, som regeringen lægger op til,” siger han og fortsætter:

”Men vi kunne godt tænke os at skrue mere op for ambitionerne for brændeovne. Det giver ikke mening at have brændeovne i byer, hvor der er fjernvarme. Heller ikke selvom det er de allernyeste.”

SF vil have filter
SF’s Carl Valentin virker som den mest positive af de tre støttepartier og kalder det ”fremragende, at der endelig sker noget med luftforurening”.

”Det har været en mærkesag for os længe, og noget vi har presset på med over for ministeren. Så det er på høje tid, og vi tager rigtig pænt imod det. Det er der ikke nogen tvivl om,” siger han og fortsætter:

”Men i forhold til brændeovne mener jeg, at det skal suppleres med et krav om filter på alle nye brændeovne, når teknologien er godkendt. Og så skal der også være et krav om filter på alle brændeovne i byerne fra 2025.”

Men er filtrene bare til at sætte på og så er alt godt?

”Det koster lidt. Og teknologien skal også lige godkendes, før man kan køre med det,” siger Carl Valentin.

Det er regeringens plan, at der skal landes en politisk aftale med Folketingets partier.

Forrige artikel 100 centrale aktører klar med køreplan for dansk power-to-x-eventyr 100 centrale aktører klar med køreplan for dansk power-to-x-eventyr Næste artikel Dagens overblik: Regeringen vil flytte uddannelser fra landets fire største byer Dagens overblik: Regeringen vil flytte uddannelser fra landets fire største byer