Regeringen siger, den vil forbyde lange dyretransporter i EU, men forbuddet hjælper kun en brøkdel af danske svin

Den danske svineproduktion bliver nærmest ikke ramt af det forslag om forbud mod lange dyretransporter, som den danske regering har fremsat i EU sammen med en række andre lande. Det viser en opgørelse fra Fødevarestyrelsen. Pinligt og uambitiøst, lyder kritikken.

Danmark vil gerne begrænse de lange transporter af levende dyr i Europa, men regeringens eget forslag til en løsning vil kun ramme en lille brøkdel af grisene i den danske svineproduktion.

Det viser en opgørelse fra Fødevarestyrelsen, som Altinget har fået aktindsigt i.

Sammen med Sverige, Tyskland, Belgien og Nederlandene arbejder Danmark i øjeblikket på at få indført en maksimal transporttid i EU på otte timer af dyrevelfærdshensyn.

Forslaget om et forbud mod de lange transporter omfatter dog kun dyr, der transporteres direkte til slagtning, og derfor rammer det heller ikke de millioner af smågrise, som Danmark hvert år eksporterer til opfedning i andre lande.

Sidste år var det således blot cirka 50.000 ud af de i alt lidt over 11 millioner danske svin på lange transporter, der blev transporteret direkte til slagtning.

Det svarer til en andel på 0,46 procent.

”Det er svært at se forslaget som andet end et forsøg på at lade som om, at man gør noget, for at skjule, at man reelt ikke gør noget ved det egentlige problem,” siger Ditte Erichsen, der er dyrlæge og projektleder for dyretransportområdet i Dyrenes Beskyttelse.

”Hvis man mener, at lange transporter er dårlig dyrevelfærd, hvorfor så forbyde dem for en dyregruppe, som stort set ikke bliver udsat for lange dyretransporter? Det giver ikke ret meget mening,” fortsætter hun.

Artiklen fortsætter efter figuren.

På Christiansborg får tallene SF til at kalde regeringens forslag ”pinligt”.

”Man smykker sig med lånte fjer, når man fører sig frem med et forbud, som stort ikke rammer dansk dyreproduktion. Vi er nogle af dem i Europa, der transporterer flest dyr på lange afstande, og så fremsætter man et forslag, som stort set ikke rammer os selv. Det er lidt til grin, hvis jeg skal være ærlig,” siger dyrevelfærdsordfører Carl Valentin (SF).

Opgørelsen viser videre, at ingen af de knap 90.000 danske kvæg, der i 2022 blev transporteret i mere end otte timer, var til slagtning.

For fjerkræ findes der ikke opgørelser over transporttider, og det er derfor uvist, hvor mange fjerkrætransporter, der potentielt vil være omfattet af forslaget.

Ambitiøse Danmark

Forslaget om en maksimal transporttid for slagtedyr fra de fem europæiske lande – den såkaldte VUGHT-alliance – blev præsenteret tilbage i sommer for EU-Kommissionen i et længere positionspapir.

Det sker i forbindelse med, at Kommissionen har varslet et udspil til en revision af EU’s dyrevelfærdslovgivning i slutningen af 2023.

Positionspapiret markerer de områder i lovgivningen, som de fem lande finder det mest centrale at få opdateret, og indeholder foruden det omtalte forbud også ønsker om højdekrav, krav til vanding og fodringsintervaller samt nye regler for transport i ekstreme temperaturer.

For de lange transporter af dyr, der ikke er til slagtning, nøjes landene med at fremsætte et ønske om, at man i første omgang ”undersøger muligheden for” at indføre mere strikse krav til længden af transporterne.

Forskellen i indsatsen for de lange transporter af slagtedyr og dyr til andre formål har dog ikke fremgået lige så direkte i den danske regerings kommunikation om forslaget.

I pressemeddelelsen tilbage i sommer lød det blot, at positionspapiret adresserede ”transporttiden”, og da fødevareminister Jacob Jensen (V) i januar fremhævede forbuddet i forbindelse med et EU-møde undlod han også at nævne, at det kun gjaldt for slagtedyr.

”Det er vigtigt for mig og for den danske regering at sige, at vi fra dansk side er ambitiøse, hvad dyrevelfærd angår. Derfor har vi i positionspapiret allerede sidste sommer lagt forslag frem om otte timer som maksimal transporttid, indretning af transporter i forhold til højde og adgang til mad og drikke. Det er den position, som vi fra dansk side arbejder stenhårdt på med de andre ambitiøse lande,” lød det fra Jacob Jensen.

I 2019 blev i alt 35 millioner levende svin transporteret fra et EU-land til et andet. Danmark stod alene for 42 procent af det antal.

{{toplink}}

Savner faglig begrundelse

I SF er man hverken imponeret af Jacob Jensens indsats eller kommunikation.

”Ministeren er ikke imod lange dyretransporter, fordi han vil stadig sætte millioner af danske svin ind i lastbiler på lange transporter. Han vil så samtidig gerne være med til at lave noget regulering, som nærmest kun rammer andre lande, og det er også fint. Men han skal ikke bruge det som et argument for, at Danmark er et foregangsland, eller at han er en minister, der forsøger at gøre noget på det her område,” siger dyrevelfærdsordfører Carl Valentin.

Dyrenes Beskyttelse har ligeledes svært ved at se det ambitiøse i at have et ønske om et forbyde lange transporter for en type af dyr, hvor det ”slet ikke er relevant”.

”Det er positivt, at man vil begrænse dyr på lange transporter, men vi savner en faglig begrundelse for, hvorfor det kun skal gælde for slagtedyr. Vi mener, at forbuddet bør gælde alle dyr,” siger projektleder Ditte Erichsen.

Hun roser til gengæld de øvrige initiativer i positionspapiret fra VUGHT-alliancen.

”Det er absolut virkelig positivt. Forslaget om at få en præcisering af, hvad der menes med temperaturkrav, arealkrav og højdekrav, vil rent faktisk kunne føre til nogle bedre forhold for dyr under transport, hvis det så også bliver håndhævet," siger hun. 

Og landene skriver vel også, at man vil undersøge muligheden for strengere transporttider for andre typer af dyr? Så man har vel trods alt også øje på den problemstilling?

”Og det er også rigtig positivt, hvis det så rent faktisk fører til, at der kommer nogle begrænsninger. Men at 'undersøge muligheden for' er i mine ører politikersprog for, at det vil vi måske engang om 20 år gøre noget ved, hvis det viser sig, at det kan betale sig. Så selvom det er positivt, er det ikke godt nok,” siger Ditte Erichsen.

Fra Carl Valentin lyder der en lignende skepsis.

"Det er fint, at man vil undersøge mulighederne, men man har efterhånden ’undersøgt mulighederne’ for at lave lovgivning på det her områder i mange, mange år. Hvis man som minister mener det alvorligt, at man vil beskytte dyrene, bliver man nødt til at kappe båndene til svineindustrien og sætte dyrenes vilkår først,” siger SF-ordføreren.

{{toplink}}

Forslag om konkret forbud

Begge ønsker de, at regeringen skruer ambitionerne op og fremsætter et nyt forslag om maksimal transporttid, der også gælder lange transporter af dyr til andre formål end slagtning.

Og helt konkret foreslår både SF og Dyrenes Beskyttelse, at man starter med at tage hånd om de cirka 50.000 lange transporter af nyfødte kalve – de såkaldte spædekalve.

Ditte Erichsen henviser helt konkret til, at den tidligere fødevareminister Rasmus Prehn (S) i december 2021 besluttede sig for at afvente en rapport om emnet fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), før regeringen ville tage stilling til et eventuelt forbud.

”Nu er rapporten kommet, og i den står der direkte, at man anbefaler, at kalve ikke transporteres før, at de mindst er fem uger gamle, og de slet ikke transporteres i over timer. Det ville være et oplagt sted at gå i gang,” siger hun.

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra fødevareminister Jacob Jensen (V) til denne artikel, men han ønsker ikke at stille op til interview eller kommentere historien og kritikken.

I stedet har Fødevareministeriet sendt følgende skriftlige svar:

”Fra dansk side er der fuld støtte til det fælles positionspapir om transport af dyr fra Tyskland, Nederlandene, Sverige, Belgien og Danmark (Vught-landene) fra juni 2022, hvor fokus generelt er på en opdatering af reglerne for transport af dyr, så de baseres på den nyeste viden om de forskellige kategorier af dyr og deres specifikke behov. Dette omfatter blandt andet en maksimal transporttid for slagtedyr på otte timer i EU, samt at det undersøges, hvorvidt der kan sættes strengere transporttider for andre dyr som avlsdyr og produktionsdyr i EU.”

Læs hele positionspapiret fra de fem lande her.

Forrige artikel Reformkommission vil afskaffe 10. klasse Reformkommission vil afskaffe 10. klasse Næste artikel Skelettet af et spædbarn blev fundet i Camilla Stockmanns kvarter. Det fik hende til at ændre syn på fri abort Skelettet af et spædbarn blev fundet i Camilla Stockmanns kvarter. Det fik hende til at ændre syn på fri abort