Radikale i EU: Europas demokrati er under angreb indefra
Mens det politiske landskab i Europa tager en højredrejning, er det mit håb, at traktatændringer kan sætte en stopper for, at nationalkonservative kræfter tilbageruller retsstat og demokrati, skriver Morten Helveg Petersen.
Kære sommer-Danmark.
Da Europa-Parlamentet forleden gik på sommerferie, kunne vi gøre det med to krystalklare pejlemærker i kufferterne. For det første ved vi nu, at det europæiske samarbejde formår at samarbejde, når det virkelig gælder.
Vi har med stor succes samarbejdet om at løse store fælles udfordringer som covid-19-pandemien og energikrisen, og vi stod sammen da Putin bekendte kulør som en koldblodig krigsforbryder med demokratiets undergang som målsætning.
Og for det andet ved vi nu, at Europa skal kunne mere på egen hånd. Truslerne mod vores sikkerhed er håndgribelige, ansvaret for vores sikkerhed er vor egen. USA kan vi ikke uden videre bare tage for givet længere: Vi må for alt i verden slippe fortidens naive betragtninger om verdens tilstand.
Sikkerhedspolitikken i form af energireformer, der skal gøre Europa selvforsynende og fri af vores afhængighed af Putins gas, bliver mit store fokus i resten af mandatperioden frem mod valget i juni 2024.
Det bliver samtidig min sidste tid i Europa-Parlamentet. Mine overvejelser har kredset om muligheden for at prøve andre ting i livet end det politiske liv, og slippe for 140 rejsedage om året og savnet af familie og venner. Derfor bliver ti års europaparlamentarisk arbejde endestationen for mig.
Det bliver et vemodigt farvel, for jeg elsker politikkens væsen, spillet der går i gang med enhver politisk forhandling, og adrenalinsuset når tingene spidser til, og forhandlingerne skal afgøres. På den anden side er jeg sikker i min beslutning, og det giver god energi til det sidste års arbejde.
Mit primære fokus bliver forhandlingerne om henholdsvis bygningsdirektivet og reformen af EU's el-marked. Danmark vil holde øje med udviklingen i EU's el-marked, for det bliver spillepladen for Danmarks CO2-neutrale økonomi, når vi om få år bliver nettoeksportører af grøn energi i en satsning, der skal bære fremtidens velfærd.
I de igangværende forhandlinger ligger djævlen stadig i detaljen, men på det overordnede plan er kursen den rette: Vi er på vej mod et indre marked for strøm, som effektivt vil yde et kæmpe bidrag til at knuse tidens allerstørste problemer: høje energipriser, klimaforandringer, energisikkerhed.
{{toplink}}
Bygningsdirektivet bliver omvendt en hård nød at knække. Mens vi i Europa-Parlamentet lykkedes med at hæve ambitionerne for energieffektivisering i vores bygninger, er der anderledes modstand i en del medlemslande, og det vil komme til udtryk i trilogforhandlingerne mellem medlemslande, kommissionen og Europa-Parlamentet hen over efteråret.
Det er mig ubegribeligt. Det er fuldt og helt dokumenteret, at vi ikke kommer i nærheden af klimaneutralitet uden en seriøs tilgang til praktisk energieffektivisering. Den energi vi ikke bruger, er den hurtigste vej til at nedbringe gasimporten fra Rusland, som for at gøre ondt værre finansierer Ruslands krig i Ukraine.
Der findes masser af eksisterende teknologi, der kan hjælpe os med at energieffektivisere, men den politiske vilje til at gennemføre forandringer via energieffektivisering mangler alt for mange steder.
Det er fuldstændig afgørende for klimamålene og vores sikkerhed, at energieffektivisering bliver taget seriøst og implementeres politisk, og den position vil jeg bære uden på tøjet hele vejen til mit mandat slutter.
På den anden side af mandatet venter nye udfordringer for både nye og bestående medlemmer af Europa-Parlamentet.
Udvidelsen mod øst handler nu også i høj grad om vores sikkerhed og tryghed, og det bliver selvfølgelig et stort emne i den næste periode, ikke mindst fordi diskussionen ankommer med en varm kartoffel i baggagen: traktatændringer.
Mens Europa tager et træk mod højre, er det mit håb, at der indføres mekanismer i traktaterne, der effektivt kan sætte en stopper for, at nationalkonservative kræfter tilbageruller retsstat og demokrati.
Ingen havde forudset i de tidligere traktatændringer, at demokratier på vej frem også kan rulles tilbage, sådan som vi har set det i Polen og Ungarn i denne periode.
Retsstatsmekanismen, som giver mulighed for at smække pengekassen i, er Europa-Parlamentets fortjeneste, men det tog lang tid at få den bragt i spil. Retsstatsværdierne er Europas principielle fundament og selve grundlaget for vores eksistens og samarbejde.
Når traktaterne åbnes igen og lukkes igen, bør det ske med mulighed for at straffe ledere med autokratiske tendenser med det instrument, de har respekt for: økonomisk pres.
Hvis demokratiet rulles tilbage, skal pengestrømme fra EU blokeres effektivt, hurtigt og hårdt. Den naive tro på at alle elsker demokrati er slut, og med nye medlemslande i horisonten, bliver det ikke mindre vigtigt, at vi har værktøjer til at forsvare demokratiet med – ikke mindst når angrebet kommer indefra.
Fortsat god sommer!
{{toplink}}
EL i EU: Farlige stoffer koster stadig europæiske lønmodtagere livet
Ytringsfrihed bør aldrig være et mål i sig selv
