Produktivitet i Vismandsråd er dykket ”væsentligt” efter udflytning til Horsens

Udflytningen af dele af De Økonomiske Råds sekretariat fra København til Horsens har sænket rådets produktivitet væsentligt, fremgår det af intern evaluering. Flere vismandsrapporter er allerede blevet aflyst som konsekvens af udflytningen, forklarer direktør, der dog forventer, at der er lys forude. 

Det har ikke været uden konsekvenser at flytte størstedelen af De Økonomiske Råds sekretariat fra København til Horsens.

Det vurderer rådet selv ifølge en evaluering af udflytningsrunderne Bedre Balance I og II fra Indenrigsministeriet.

Her har rådet ifølge Indenrigsministeriet givet sig selv karakteren én ud af fem på et såkaldt kvalitetsmål, hvilket svarer til en produktivitet og/eller kvalitet ”væsentligt under niveauet” fra før udflytningen.

Konkret har udflytningen haft som konsekvens, at rådet har været nødt til at aflyse eller udskyde flere af de økonomiske rapporter, der er dets primære produkt.

"Jeg kan godt genkende, at udflytningen har haft konsekvenser for produktionen," siger rådets direktør, John Smidt.

Allerede da udflytningen blev annonceret advarede rådet om, at det ville få betydelige konsekvenser for rekruttering og produktionen, og det er det, der nu afspejles i evalueringen, forklarer direktøren.

”Det handler dels om, at vi i en længere periode havde ledige stillinger, fordi opsigelserne kom meget hurtigt og allerede inden vi flyttede, og at ansættelsesforløbet derefter tog sin tid,” siger han. 

Karakteren er den laveste af samtlige udflyttede statslige styrelser og institutioners og er indberettet til ministeriet i november 2019. 

Har kostet tre rapporter

Inden selve udflytningen af sekretariatet begyndte ved årsskiftet 2019, havde et omfattende antal opsigelser fra medarbejdere i København betydet, at De Økonomiske Råd var nødt til at aflyse produktivitetsrapporten 2018.

I 2020 måtte vismændene aflyse forårsrapporten om dansk økonomi og samme efterår udkom der ingen miljørapport.

Den blev i stedet udskudt til at udkomme i foråret 2021, men det var i en stærkt decimeret udgave med kun ét analyseemne, hvor der normalt er tre. Til efteråret forventer rådet at udgive miljørapporten 2021, men den vil kun have to analyser.

I alt betyder det, at rådet de facto har aflyst tre fulde rapporter, siden udflytningen blev annonceret i 2018. Der er sandsynligvis en direkte sammenhæng mellem aflysningerne og udflytningen, vurderer John Smidt. 

”Jeg kan ikke med hundrede procents sandsynlighed sige, at det ikke var sket, hvis ikke vi var blevet udflyttet. Men jeg kan sige, at det aldrig er sket før,” siger han. 

Forsinket bemanding

Oprindeligt var der i den daværende VLAK-regerings plan for udflytningen af statslige arbejdspladser lagt op til, at hele De Økonomiske Råds sekretariat skulle flyttes til Horsens.

Men efter stort pres fra blandt andet rådets formandskab blev det i stedet besluttet, at rådet fik lov at beholde et mindre antal medarbejdere på et satellitkontor i København. Alligevel lykkedes det ikke rådet at komme rettidigt op på fuld bemanding på det nye kontor i Horsens.

Planmæssigt skulle udflytningen være færdiggjort i sommeren 2019, men direktør John Smidt fortæller, at den sidste ansættelse først skete i foråret 2020. 

Her ansatte rådet en kontorchef, men det skete først efter, at man havde været nødt til at genopslå stillingen for at få et tilstrækkeligt antal kvalificerede kandidater. 

Har det generelt været sværere at rekruttere medarbejdere af høj kvalitet i Horsens sammenlignet med i København? 

”Vi har fået rigtig dygtige folk i Horsens, som jeg er rigtig glad for, og som arbejder rigtig godt. Men langt hovedparten af dem har ikke de erfaringer fra eksempelvis Finansministeriet eller Nationalbanken, som vi formentlig ville have tiltrukket, hvis vi var i København,” siger John Smidt.

Ville du have foretrukket, at flere af jeres medarbejdere havde den erfaring? 
 
"Jeg tror, at vi havde haft flere med den erfaring, hvis vi var i København. Men det er ikke den eneste vigtige kvalifikation. Vi vil gerne have dygtige økonomer, og det kan man godt finde i området her," siger han. 

Vil undgå nye aflysninger

I dag er der ifølge evalueringen fra Indenrigsministeriet ansat 20,5 årsværk i De Økonomiske Råds sekretariat i Horsens.

Det svarer til fuld bemanding, fortæller John Smidt, og derfor forventer han, at de værste konsekvenser af udflytningen ligger i fortiden.

Har vi set den sidste udskydelse eller aflysning af en Vismandsrapport?

”Det vil jeg håbe. Vi burde være oppe i gear. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der er en varig produktivitetstilbagegang. Grundlæggende tror jeg ikke, at det kommer til at koste flere rapporter, men det er altså ikke særlig smart at have organisationen splittet op mellem København og Horsens,” siger John Smidt.

Ville det være bedre, hvis I kun havde kontoret i Horsens?

”Nej, der er nok ikke nogen som helst tvivl om, at vi kunne få lov, hvis vi besluttede os for at lukke vores kontor i København. Men det kan jeg slet ikke forestille mig. Erfaringen fra maskinrummet omkring Christiansborg er helt essentiel for os," siger han.

Forrige artikel 15 nye initiativer skal få Danmark over verdensmålsstregen 15 nye initiativer skal få Danmark over verdensmålsstregen Næste artikel Rosenkrantz-Theil: Derfor skal elever fordeles efter forældrenes indkomst Rosenkrantz-Theil: Derfor skal elever fordeles efter forældrenes indkomst