Preben Mullit ny direktør i FS Bank

I forbindelse med at FS Bank A/S flytter sit hovedkontor fra Odense til Finansiel Stabilitet A/S i København indtræder Preben Mullit som administrerende direktør i FS Bank A/S med virkning fra 1. januar 2013.

Han afløser Jørgen Bast, som har været administrerende direktør i FS Bank gennem knapt fire år. "Vi siger tak til Jørgen Bast for at have medvirket til at sikre en væsentlig afvikling af kunder og aktiviteter i først og fremmest den tidligere Fionia Bank. Med udnævnelsen af Preben Mullit sikrer vi den nødvendige kontinuitet i afviklingsaktiviteterne," siger Henrik Bjerre-Nielsen, administrerende direktør for Finansiel Stabilitet, i en pressemeddelelse. Preben Mullit er administrerende direktør i Amagerbanken af 2011. Han er desuden direktør for FS Finans I A/S og FS Finans II A/S, som er nyetablerede finansselskaber i Finansiel Stabilitet. Preben Mullit er uddannet cand.jur. og HD i regnskabsvæsen.
Forrige artikel Jørgen Bardenfleth i spidsen for nyt vækstteam Næste artikel Larsen-Jensen vil vælges efter Kofod