Politik er vigtigt, men ikke alt
KOMMENTAR: Demokratiet har brug for politikere, der forstår, at politik er sekundært.
“Så gik der politik i det”.
Ordene klinger stadig i mine ører. De blev sagt af et menneske, som jeg både har tiltro til og respekt for. Hun har været minister ad flere omgange og flere regeringer.
Det, hun sagde den dag, har siden efterladt en uro i mig.
Det begyndte med at være sagligt, velargumenteret, vel fremført; men så “gik der politik i det”. Pludselig blev det personafhængigt. Hvilken status havde vedkommende i partiet? Så gik der fnidder i det.
Det er åbenbart almen viden på Christiansborg, at et år før et folketingsvalg, bliver alt besværligt for den siddende regering. Nu skal ingen have sejre eller lide nederlag. Valgkampen er indledt.
Men hverken krige, økonomiske udfordringer, klimakatastrofer, hungerkatastrofer, pandemier eller ganske almindelig hverdag lader sig diktere af et demokratis valgrytme. Det har alt sammen sine egne rytmer, og hver dag bringer sine egne glæder, sorger, bekymringer.
Vi skal omgås demokratiet respektfuldt; og det betyder, at man har agtelse for enhver, der er valgt til den demokratiske forsamling. De repræsenterer en række mennesker.
Det er derfor ikke udtryk for despekt, når jeg vil påstå, at demokratiet har brug for politikere, der forstår, at politik er sekundært. Det er vigtigt - men sekundært. Forud for politisk handling går der noget vigtigt: Iagttagelse, lytten, erkendelse, overvejelse.
Demokratiet lever af, at meninger brydes. Det lever ikke af, at vi indordner os og plagierer hinandens holdninger.
Når meninger brydes, sker der noget kreativt. Der opstår nye mellemrum. Man ser nye aspekter. Man får øje på nye løsninger. Man får lejlighed til at raffinere sine synspunkter.
Talerstolen skulle gerne være præget af ånd og sandhed og tillid til, at der bliver talt oprigtigt.
Det er nødvendigt, at vi i et demokratisk samfund erkender og holder fast i, at politik er en sekundær udøvelse. Til grund for den politiske handlen ligger noget andet. Der er et grundsyn på tilværelsen, som udtrykkes enten i en religion, i en ideologi eller i en filosofi - og som regel i et sammensurium af det hele.
Det er dette grundsyn, der hele tiden holder os lyttende og erfarende. Det er også dette grundsyn, der er udgangspunktet for et etisk kompas, der kommer til udtryk, når vi begynder at tage stilling og agerer politisk.
Dette grundsyn er interessant at iagttage, for vi vil ofte erfare, at vi i grundsynet er enige; men vores holdninger til, hvordan vi skaber det gode samfund, er meget forskellige, og derfor griber vi til helt forskellige “politiske håndtag”.
Vores grundliggende enighed er stadig meget vigtig, for den gør, at vi nok står i hver sit ringhjørne, men vi er på den samme kampplads, og vi respekterer reglerne.
Når politik pludselig bliver primær og overskygger alting og bliver den udtalte og uimodsagte sandhed, sker der noget farligt! Sandheden og retfærdigheden er pludselig sat ud af spillet.
Chernobyl er et frygteligt eksempel. Man havde længe haft et godt øje til denne form for atomreaktor og var i tvivl om sikkerheden omkring denne type. Katastrofen skete, og der gik dage, før der blev slået alarm.
Hvad skete der? Enhver, der har set Netflix-serien ved, at dette ikke kunne ske. Det var ikke forudset af partiet og ikke godkendt af politbureauet, og det måtte ikke ske.
Hvor lang tid, der gik inden selve statsledelsen blev korrekt underrettet, er spændende. Der gik lang tid. Politikken forbød, at der kunne tænkes og handles. Vi opdagede selv ved målinger, at noget forfærdeligt var sket - og så blev det officielt.
Den amerikanske chef-virolog Dr. Fauci stod forleden helt kåd af glæde og lettelse over ikke at skulle belægge sine ord og finde ud af, hvordan man på høflig vis ikke kunne bakke op om en præsidents åbenlyse uforståenhed i alvorlige anliggender med hensyn til pandemien.
Den tidligere præsident lyttede ikke til ham, men syntes, at han var nedslående og negativ og lyttede derfor til alle mulige andre indspil og mente på et tidspunkt, at et skvæt gift vel kunne redde mennesker! Alting var horribelt.
Dr. Fauci udbrød i et lettet: “Nu kan jeg sige, hvad videnskaben siger”.
Før man tager politiske skridt, skal man lytte til videnskab, til grundliggende holdninger, til politik, kultur, religion, ideologi, filosofi og til jura.
Siden 2001 har der været en værdikamp i gang, som lægger smagsdommere for had. Det er helt i tråd med, at der nu tales om elite mod almindelige mennesker - og nu pludselig også Jylland mod Hovedstaden (selv om København formentlig er den største jyske by).
Et demokrati, der ikke lytter hele vejen rundt og hører, hvad mureren, landmanden, skolelæreren og professoren siger, lammer sig selv med skrøner og uvidenhed.
I et demokrati er vi forpligtede på sandheden. Derfor skal vi altid spørge os, om de grundliggende regler i vores demokrati overholdes. Jeg bliver urolig, når man sætter spørgsmålstegn ved internationale konventioner. Det næste skridt er, at man vil gå til stregen i forhold til Grundloven.
Hvornår synes man så, det er i orden at gå over stregen?
Én ting ved jeg, at der hvor politik ikke opfatter sig selv som sekundært, men som primært - dér er der tale om diktatur, totalitær stat og gennemført autoritær adfærd.
Der er ingen karikaturtegning, der er ingen humor, der er ingen protest. Politik er virkelig ikke alt - men det er vigtigt!
David Trads: Verden er lige nu fuld af helte. Lad os hylde dem
Hvad er socialdemokraternes pointe med at dæmonisere landets forældre?
