Pensionskassen For Akademikere får ny administrerende direktør

Nuværende investeringsdirektør Kåre Hahn Michelsen overtager ansvaret som administrerende direktør i P+, Pensionkassen for akademikerne, 1. september.

Kåre Hahn Michelsen overtager ansvaret som administrerende direktør i P+ 1. september, når nuværende direktør, Søren Kolbye Sørensen, går på pension.

Det oplyser P+ i en pressemeddelelse.

Allerede 1. juni træder Kåre Hahn Michelsen ind i direktionen, hvor han indtil 1. september kommer til at have en overgangsperiode sammen med afgående administrerende direktør, Søren Kolbye Sørensen. 

Kåre Hahn Michelsen har igennem de seneste tre år været investeringsdirektør i P+, og har derfor været én blandt flere kandidater til stillingen, som bestyrelsen har kigget på i samarbejde med en ekstern rekrutteringskonsulent. 

Kim Duus, bestyrelsesformand for P+, udtaler om valget:

"Han (Kåre Hahn Michelsen, red) har mange års ledelseserfaring, stor viden om forvaltning af aktiver, dyb indsigt i de finansielle markeder og mekanismerne bag driften af en pensionskasse. At han allerede kender P+’s forretningsmodel og organisation indefra er selvfølgelig også en fordel.”

Kåre Hahn Michelsen skal nu stå i spidsen for 110.000 medlemmer og forvaltningen af godt 150 millarder kroner.

Han er 53 år og cand.scient.oecon. fra Københavns Universitet.

 

Forrige artikel Nicolai Wammen går på forældreorlov – Morten Bødskov overtager Nicolai Wammen går på forældreorlov – Morten Bødskov overtager Næste artikel Lars Løkke får ny pressechef Lars Løkke får ny pressechef