Overlæger: 1. maj kan vi fejre, at den danske model viser sin styrke i krisen

DEBAT: I år fejrer vi 1. maj i coronas skygge. Alligevel er der noget at fejre: Den danske model står stærkt, og vi har aldrig haft et bedre sammenhold på tværs af det danske arbejdsmarked - om end på afstand, skriver Lisbeth Lintz.

Af Lisbeth Lintz
Formand, Overlægeforeningen

Arbejdernes kampdag 1. maj bliver anderledes i år. Hele verden kæmper mod Covid-19 og for at sikre arbejdspladser og virksomheder.

Er der så noget at fejre? Ja, vi bør fejre, at den danske model viser sit værd, og at politikere, lønmodtagere og arbejdsgivere på tværs af den private og offentlige sektor står sammen om at få Danmark bedst muligt igennem krisen.

Den danske model fungerer
Det danske arbejdsmarked er blandt verdens bedste med en konkurrencedygtig privat sektor og en effektiv offentlig sektor, der leverer service af høj kvalitet til borgere og samfund.

Det skyldes, at vi har et velfungerende arbejdsmarked baseret på aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Vi er ikke altid enige, men via forhandlinger finder vi løsninger og indgår aftaler, der skaber stabilitet, tryghed På rekordtid er der indgået trepartsaftaler, som holder hånden under virksomheder og lønmodtagere. Virksomheder gør alt for at undgå at afskedige medarbejdere. Og lønmodtagere viser fleksibilitet, afvikler ferie og har både passet arbejdet og børnene hjemmefra.

I normale tider frabeder vi os politisk indblanding i arbejdsmarkedet. Men i denne krise, har regering og folketing vist handlekraft og vedtaget hjælpepakker med videre, der holder hånden under virksomheder og lønmodtagere.

Vi anerkender hinanden
Der er grund til at takke alle. Et af lyspunkterne for mig i denne ellers mørke tid er da også, at der er sjældent langt mellem de negative kommentarer om dem ’i den anden sektor’.

I stedet oplever jeg forståelse for, at både offentlige og private ansatte løser kerneopgaver under coronakrisen indenfor sundhed, handel, transport, rengøring osv.

Jeg oplever anerkendelse af, at mens det private arbejdsmarked tjener pengene til vores fælles velfærd, er det offentlige arbejdsmarked afgørende for at skabe rammerne for velfungerende private arbejdspladser og et stærkt velfærdssamfund.

Og jeg oplever respekt om, at mange privatansatte oplever en større utryghed på deres job, mens mange offentligt ansatte udviser en kæmpe fleksibilitet og arbejder langt ud over både hviletidsregler og overenskomstens arbejdstidsbestemmelser.

Vores vilkår er forskellige. Men i stedet for at pege fingre anerkender vi den situation, vi er i hver især og sammen.

Jeg håber, at respekten for hinandens arbejde og for at vi alle skaber værdi til vores samfund vil vare længe efter Covid-19. Og at vi vil huske, hvordan vi lige nu mærker, at vi er hinandens forudsætninger.

Ansvar og fleksibilitet
Corona krisen viser også, at den bedste måde at finde løsninger på er gennem samarbejde, ansvar og fleksibilitet.

I sundhedsvæsenet har tusinder af medarbejdere eksempelvis omstillet sig til nye opgaver og har accepteret udskudt ferie, korte planlægningsperioder og lange arbejdsdage.

Danmark er i en sundhedskrise, og selvfølgelig gør vi alt, hvad vi kan for at bidrage til at komme godt igennem den.

Men kære arbejdsgivere: Pas på med at gøre den ekstraordinære situation til det normale. Husk at vi skal holde til at løse opgaverne længe. Ingen ved, om vi får brug for at gå i kriseberedskab igen.

Men vi ved, at der venter mange opgaver, som sundhedsvæsenet har måtte udskyde. Derfor skal vi sikre, at vi kan holde til den langsigtede indsats.

Sundhedsvæsenet står ikke overfor en kort spurt, men en lang række maratonløb. Så tag imod de udstrakte hænder og viljen til at yde en ekstra indsats, når behovet er der. Og vis lederskab og send medarbejderne hjem og restituere, når muligheden er der.

Og bliver der brug for at indgå aftaler om en mere balanceret øget fleksibilitet i en lang periode med ekstra opgaver, så er Overlægeforeningen også klar til at drøfte, hvordan vi både sikre et sundt arbejdsmiljø og løser opgaverne.

Forrige artikel KL: Grov beskyldning fra Autisme-foreningen har ikke hold i virkeligheden KL: Grov beskyldning fra Autisme-foreningen har ikke hold i virkeligheden Næste artikel Kofod: Kritik af Udenrigsministeriet rammer ved siden af Kofod: Kritik af Udenrigsministeriet rammer ved siden af