Oppositionen beskylder regeringen for sundhedspolitisk svigt

Venstre og Konservative kritiserede på et samråd tirsdag regeringen for at putte reformer af sundhedsvæsenet i "danmarkshistoriens største syltekrukke". Magnus Heunicke (S) kaldte kritikken urimelig. Onsdag har blå blok indkaldt statsministeren til en hasteforespørgsel om udskudt sundhedsaftale.

Sundhed kan blive en åbning for blå blok i en kommende valgkamp, for vælgerne har i stigende grad tabt troen på, at regeringen er bedst til at styre sundhedsvæsenet. 

Det skrev Altinget politiske redaktør Esben Schjørring i en analyse kort før jul.

Vurderingen kom i kølvandet på, at en ny måling slog fast, at vælgerne opfatter sundhedsvæsenet som det absolut vigtigste emne på den politiske dagsorden. Samtidig er sundhed ikke længere et emne, som det store flertal af vælgerne mener, at en socialdemokratisk ledet regering er bedst til at håndtere. Socialdemokratiet har "tabt emneejerskabet", som det hedder i den politiske videnskabs terminologi.

Noget tyder på, at de politiske kommentatorer ikke er de eneste, der har opdaget en mulig flanke hos regeringen. Efter Mette Frederiksens (S) nytårstale kritiserede Venstre-formand Jakob Ellemann i skarpe vendinger, at statsministeren lagde op til at udskyde udspillet til en sundhedsaftale.

På et samråd tirsdag fulgte Venstre, sekunderet af Konservative, op med kritik af regeringen for nøl på sundhedsområdet.

Jane Heitmann (V) efterspurgte en tidsplan og beskyldte regeringen for at bruge corona som "danmarkshistorien største syltekrukke". 

"I den syltekrukke er ministeren ved at putte kræftpatienter, hjertepatienter, kol-patienter, de ældre, medicinske patienter ned. Alle de andre patientgrupper, vi har i Danmark. Og i toppen  stopper ministeren så vores sundhedspersonale ned," sagde Heitmann med henvisning til, at coronakrisen trækker ud:

"Vi kommer til at leve med corona i måske årtier. Så hvad betyder det, når ministeren siger, at der indkaldes til forhandlinger om en sundhedsreform "snarest muligt"?" spurgte hun.

Magnus Heunicke kom ikke med en konkret tidsplan, men slog fast, at Danmark skal igennem tredje bølge af epidemien, inden regeringen vil indkalde til forhandlinger.

"Det er ikke noget, vi udsætter længere end højst nødvendigt," sagde Heunicke, der tilføjede, at han fandt kritikken urimelig.

"Hvis man prøver at tegne et billede af, at Sundhedsministeriet har siddet på hænderne – eller at jeg har – må jeg sige, at det ikke er det korrekte billede," sagde han.

Op til folketingsvalget i 2019 fremlagde Venstre en sundhedsreform og lavede en aftale med blå blok. 

Den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, ville på samrådet tirsdag vide, hvorfor regeringen ikke implementerede den plan, der lå klar fra den tidligere regering. 

Det afviste sundhedsministeren dog:

"Det er rigtigt, at den tidligere regering lavede et smalt forlig om en sundhedsreform. Det var en del af folketingsvalget, og danskerne sagde nej til den. Vi gik til valg imod den og imod at lukke regionerne."

Samrådet var indkaldt af sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) på baggrund af TV2-dokumentaren "Opråb fra sygehuset", som skildrer travlhed og mangel på personale på landets sygehuse. Normann Andersen var bekymret over forholdene og efterlyste handling.

Grundlæggende strukturelle udfordringer

På samrådet medgav sundhedsministeren, at sundhedsvæsenets problemer med manglende hænder til et stigende antal patienter har været kendt længe.

I den forbindelse pointerede han, at problemerne er så store, at de ikke bare kan løses ved at uddanne flere:

"Vi kommer ikke til at ansætte eller uddanne os ud af de demografiske udfordringer. Vi bliver nødt til også at se på mere grundlæggende strukturelle udfordringer og uløste problemer," sagde Magnus Heunicke.

Sundhedsministeren nævnte på samrådet tre konkrete pejlemærker, som kan være en del af løsningen: Bedre forebyggelse, en oprustning af det nære sundhedsvæsen og fokus på rekruttering og fastholdelse af personale.

Regeringen fremlagde i oktober et udspil med fokus på landets yderområder. En del af udspillet var et forslag om 20 nye nærhospitaler, bedre lægedækning og flere akutberedskaber.

Sundhedsministeren fortalte i den forbindelse, at regeringen var på vej med et samlet udspil med flere initiativer, som blandt andet skulle sikre kvaliteten, når sundhedsopgaver skal løses i kommunerne.

Allerede inden corona ramte Danmark, var de samlede aktører på sundhedsområdet utålmodige efter den reform, alle er enige om behovet for. I februar 2020 sparkede KL, Danske Regioner, Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd med flere således de sædvanlige uenigheder til hjørne og krævede i et opråb øjeblikkelig handling af Magnus Heunicke.

Det var regeringens plan at fremlægge et samlet bud på en sundhedsaftale sidste år, men udspillet er udskudt på ubestemt tid. Det slog statsministeren fast i sin nytårstale 1. januar. 

Onsdag skal både Mette Frederiksen og Magnus Heunicke svare på spørgsmål om den udskudte sundhedsreform ved en hasteforespørgsel, som de blå partier har indkaldt til.

"Vil statsministeren redegøre for, hvornår regeringen vil indkalde til forhandlinger om en sundhedsreform med henblik på at gøre det danske sundhedsvæsen mere robust," lyder spørgsmålet, der skal debatteres.

Der er afsat to timer til forespørgslen.

Forrige artikel KV21 genberegnet: Skæv mandatfordeling holdt små partier ude og kostede borgerligt flertal på Frederiksberg KV21 genberegnet: Skæv mandatfordeling holdt små partier ude og kostede borgerligt flertal på Frederiksberg Næste artikel Enhedslisten risikerer at stå uden for døren i forhandlinger om CO2-afgift Enhedslisten risikerer at stå uden for døren i forhandlinger om CO2-afgift