KV21 genberegnet: Skæv mandatfordeling holdt små partier ude og kostede borgerligt flertal på Frederiksberg

De nytiltrådte byråd ville mange steder i landet have set anderledes ud, hvis kommunalvalgets stemmer var blevet omsat til politiske mandater ud fra en mere præcis vekselkurs.

Ikke mindst små partier som Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Radikale Venstre taber på skævheder i den aktuelle mandatfordeling, mens store partier som Venstre, Socialdemokratiet og denne gang også Konservative har klare fordele.

Det viser nye beregninger, Altinget har lavet med afsæt i en alternativ metode til mandatfordeling, som ifølge de to statskundskabsprofessorer Ulrik Kjær og Jørgen Elklit vil sikre en højere grad af matematisk retfærdighed.

”Vi er endnu en gang lidt i chok over, de systematiske skævheder og indimellem absurde resultater, vi igen ser ved det her kommunalvalg,” siger Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

Han og Jørgen Elklit har gennem deres tidligere forskning påvist, hvordan den nuværende metode til fordeling af mandater har ført til inkonsistente og ulogiske resultater ved kommunalvalg efter kommunalvalg.

{{toplink}}

Velkendte fordele til de største partier

Konkret handler det blandt andet om, hvordan man nogle steder oplever, at et parti får absolut flertal, selv om partiet ’kun’ har noget under halvdelen af stemmerne.

Eller hvordan et parti nogle gange kan få et mandat, selv om partiet har fået færre stemmer end et andet parti, som ikke får et mandat.

Og det generelle mønster er, at fordelen systematisk falder ud til de store parties fordel, mens ulemperne typisk rammer de mindste.

"Det er det mønster, vi også helt forventeligt finder den her gang. Og hvor vi igen kan blive noget forundret over, at det tilsyneladende bliver taget så roligt,” siger Ulrik Kjær.

Antal mandater i alt ved KV21
	D'hondt (Med valgforbund)	Sainte-Laguës (Uden valgforbund)
Socialdemokratiet	755	720
Venstre	620	576
Konservative	404	375
SF	168	169
Enhedslisten	114	129
Radikale	94	113
Dansk Folkeparti	90	112
Nye Borgerlige	65	91
Liberal Alliance	9	18
Alternativet	5	7
Andre	112	125
I alt	2.436	2.436
Kilde: KMD/DR/Ritzau samt egne beregninger

Ulrik Kjær har i dialog med Jørgen Elklit efterprøvet Altingets resultater og har taget analysen et stykke videre ved at se på, hvor mange af de tidligere observerede skævheder, der også slår igennem den her gang.

Som det også tidligere er blevet påpeget, så er der ved det seneste kommunalvalg fem eksempler på det, forskerne kalder ’valgsystemskabte flertal’. Altså situationer, hvor et parti har absolut flertal, uden at have et flertal af stemmerne.

Kunstige flertal og koks i rækkefølgen 

Det ser man i både Halsnæs, Lemvig, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk og Morsø Kommune.

Herudover er der 14 kommuner, hvor man ser eksempler på det, de kalder ’valgsystemskabt størrelsesrækkefølge’. Altså situationer hvor, parti X får færre mandater end parti Y selv om parti X har fået flest stemmer.

Til sammenligning var der ved valget i 2017 10 eksempler på ’valgsystemskabte flertal’ og 20 eksempler på ’valgsystemskabt størrelsesrækkefølge´.

”Det seneste valg er måske nok lidt tættere på, hvad vi har set ved andre valg, mens der i 2017 var lidt flere eksempler på skævheder. Men det er helt klart, at det her er forhold, som vi vil se ved alle valg,” siger Ulrik Kjær.

Som et enkelt lille forbehold bemærker Ulrik Kjær, at der ikke har været tid til at gennemføre helt samme grundige validering af den bagvedliggende data for analysen af 2021-resultaterne som ved de tidligere forskningsartikler om emnet.

(Klik på en kommune og se, hvordan mandaterne falder ud med henholdsvis med d'Hondts og Sainte-Laguës metode)

’Helt vildt træls’ for DF i Viborg

Ud af de 14 kommuner, hvor matematikken har lavet rod i rækkefølgen i fordelingen af mandater, har det i de otte betydet, at et parti ikke er kommet i kommunalbestyrelsen selv om det har fået flere stemmer end et andet parti, som så rent faktisk har fået et mandat.

Det er blandt andet tilfældet i Sønderborg. Her fik Enhedslisten et mandat på baggrund af 847 stemmer, mens Konservative blev holdt ude trods sine 1.051 stemmer.

I Viborg mistede Dansk Folkeparti begge sine mandater ved valget. Det skete selv om partiet fik flere stemmer end Alternativet, som fik et marginalt dårligere valg i 2017, men til forskel fra dengang faktisk opnåede et mandat.

”Det er da bare helt vildt træls. Og det kommer oven i, at der i forvejen er mange ting, som ikke er lette ved at være et lille parti, fordi det er de store partier som sætter betingelserne,” siger Lone Langballe, der var Dansk Folkepartis spidskandidat ved kommunalvalget i Viborg.

De små endte uden for indflydelse i Hørsholm

Ved det seneste kommunalvalg mistede hendes parti så mange stemmer, at de på landsplan er gået fra at være et mellemstort parti til et lille parti i kommunalpolitisk sammenhæng.

”For os betød det rigtig meget, at vi gik i valgforbund med Venstre, men det var den mulighed vi havde. Og det er da absolut mærkeligt, at vi så nu står sat helt uden for indflydelse på den måde,” siger Lone Langballe.

At små partier kan have ekstra modvind af den nuværende valgmatematik, har man også mærket i Hørsholm Kommune.

I Hørsholm lykkedes det hverken Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Nye Borgerlige at blive valgt ind.

{{toplink}}

Men med den alternative fordelingsmetode ville de hver have opnået et enkelt mandat og i stedet for de nuværende seks partier ville ni partier have haft en stemme med i kommunalbestyrelsen.

For de store partier er det generelle billede det modsatte. Venstre, Socialdemokratiet og Konservative har fået valgt henholdsvis 44, 35 og 29 flere mandater med den nuværende fordeling, end de ville have gjort med den ifølge professorerne mere retfærdige metode.

Ziegler: Absolut flertal er ikke et demokratisk problem

I en kommune som Silkeborg ville den alternative fordeling eksempelvis betyde, at Socialdemokratiet ville have mistet et enkelt mandat, og at flertallet bag kommunens nye borgmester Helle Gade ville have været væk. Til gengæld ville Kristendemokraterne være kommet ind med et potentielt flertals-afgørende mandat.

Samtidig er det også blandt de tre største partier, at man nyder godt af at have opnået absolut flertal, uden at have fået over halvdelen af stemmerne.

Det er for eksempel andet valg i træk, at den situation er opstået i Høje-Taastrup, hvor Michael Ziegler og hans konservative parti fik lidt under 45 procent af stemmerne, men alligevel sidder på et flertal af pladserne i det nytiltrådte byråd.

Det ser Michael Ziegler dog ikke som noget demokratisk problem.

”I virkeligheden har det ikke den store praktiske betydning med den måde, jeg leder min kommune på. I de forudgående fire år har Konservative ikke truffet en eneste beslutning uden at have andre partier med. Og det er jo det, der viser, om vores flertal er det afgørende,” siger han.

Frygter nye skævheder ved ny metode

Han peger samtidig på, at konstitueringen også har givet plads til andre partier, og at der derfor heller ikke er Konservativt flertal i alle udvalg, herunder heller ikke økonomiudvalget.

Ifølge den konservative borgmester taler det til det aktuelle mandatsystems fordel, at det altid vil sikre, at et parti med et flertal af stemmerne også opnår et flertal af mandaterne.

Samtidig peger han på, at en anden fordelingsnøgle næppe vil sætte punktum for diskussionen om den mest retfærdige vekselkurs fra stemmetal til mandater.

Konkret henviser han til et stiliseret regneeksempel, hvor der skal fordeles tre mandater mellem tre partier, som har fået et stemmetal på henholdsvis 2.500, 1.000 og 900.  Med den d’hondtske metode vil det føre til, at det første parti får to mandater, det andet et enkelt og det tredje slet ingen får.

Med den alternative Sainte-Laguës-metode ville alle tre partier få et mandat hver. Altså ville de få lige mange mandater selv om det ene parti har fået over dobbelt så mange stemmer som de to andre.

”Det viser jo bare, at der også med et andet system vil kunne opstå alle mulige andre skævheder, som er demokratisk problematiske. Og der tror jeg lidt, at de forskere glemmer at tage højde for,” siger Michael Ziegler.

Trods den korrekte matematik i Michael Zieglers beregning advarer professor Jørgen Elklit mod at basere argumenter på den type ”simple, pædagogiske eksempler”.

Det har ifølge ham “absolut intet”  at gøre med den politiske og demokratiske virkelighed i kommunerne. Her er der netop flere end tre partier, større variation i partiernes som regel skæve stemmetal og mulighed for at indgå allehånde valgforbund.  

“Det gør, at man er nødt til at bruge alle data fra et kommunalvalg for at kunne se de mønstre, der er i resultaterne. Et andet mere realistisk eksempel fra kommunalvalget i en rigtig kommune, ville derfor være en rigtig, rigtig god idé,” lyder det fra Jørgen Elklit.

Frederiksberg kunne være blevet borgerligt

Kampen om magten på Frederiksberg Rådhus var et af de mest spektakulære dramaer ved kommunalvalget i november.

Konservative og de borgerlige tabte som bekendt med et mulehår til de røde udfordrere. Men havde man benyttet de to professorers model til fordeling af mandater, ville slutningen på den historie skulle skrives helt om.

Det ville – alt andet lige – have sikret et fortsat borgerligt flertal på Frederiksberg. Enhedslisten ville have fået fem i stedet for seks mandater. Til gengæld ville Venstre, som jo er et lille parti på Frederiksberg, have to i stedet for det aktuelt ene mandat.

{{toplink}}

Det skyldes først og fremmest brugen af valgforbund. For uden valgforbund ville der også med den såkaldte d’Hondtske metode have været borgerligt flertal.

”At Enhedslisten med lidt under tre gange så mange stemmer som os i Venstre kan få hele seks gange så mange mandater, der er jo ret absurd. Og det er jo med sådan et resultat, at jeg synes, den store uretfærdighed opstår,” siger Jan E. Jørgensen.

Venstre indgik i et stort samlet valgforbund, hvor ikke mindst kommunens absolut største parti, Konservative, også var med.

Venstrekritik af partilinje på Christiansborg

Hans partifæller på Christiansborg har dog indtil nu blokeret for ændringer af den kommunale valgmatematik sammen med først og fremmest Socialdemokratiet.

Det skete igen kort inden jul, hvor et beslutningsforslag fra SF om at nedsætte en valgkommission til at belyse skævheder i den lokale mandatfordeling blev afvist af Venstre, Socialdemokratiet og Konservative.

”Jeg synes langt hen ad vejen, at den fungerer, som den skal. Det er klart, at man vil altid kunne finde nogle steder, hvor man tænker, at det kunne være anderledes eller bedre. Men der er også en form for tryghed i, at man kender den d’Hondtske metode,” sagde blandt andet Venstres kommunalordfører Anni Matthisen ved den lejlighed.

Med sine erfaringer fra Frederiksberg er Jan E. Jørgensen imidlertid ikke enig i partiets linje.

”Min holdning til sagen er jo farvet af, at jeg nu to gange i træk har stået kun med et mandat, hvor vi ud fra en almindelig logik burde have haft to. Jeg synes, at d’Hondts metode er urimelig og rammer meget skævt, og at man bør prøve at se, om man kan finde en model, der rammer mere rent,” siger Jan E. Jørgensen.

kim@altinget.dk