OECD undrer sig over dansk ulandsbistand

MISBRUG: Efter kritik mod den danske regering for misbrug af ulandsbistand undrer OECD sig nu over nye oplysninger fra Danmark. For med de oplysninger har Danmark ikke fulgt reglerne, slår OECD fast. R kalder det dybt pinligt.

Når Danmark bruger udviklingsbistand til danskundervisning og jobtræning af flygtninge for at integrere dem på det danske arbejdsmarked, må det ikke tælles med som udviklingsbistand.

Sådan lyder det fra Yasmin Ahmad, der er OECD’s egen ekspert i, hvilke asyl- og flygtningeudgifter der kan tælles med som udviklingsbistand.

”Hvis det handler om at gøre dem selvforsørgende i Danmark, så er vores råd, at det ikke må inkluderes i udviklingsbistanden,” siger hun til Altinget.  

Flygtninge, der har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark, skal af kommunerne tilbydes jobtræning eller danskundervisning gennem integrationsprogrammet.

Og hele hovedformålet med integrationsprogrammet er ifølge Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet selv "hurtigst muligt at gøre flygtninge selvforsørgende gennem beskæftigelse".

Bare for at være helt sikker – kan disse udgifter så tælles med som udviklingsbistand?

”Så vil vi anbefale, at det ikke bliver rapporteret som udviklingsbistand – ligegyldigt om det er i de første 12 måneder eller ej,” lyder det fra Yasmin Ahmad,

OECD har bedt Udenrigsministeriet om yderligere oplysninger, efter at Altinget har beskrevet den danske praksis med at bruge udviklingsmidler til at hjælpe flygtninge ind på det danske arbejdsmarked.

Ifølge eksperter er den praksis i direkte modstrid med de OECD-regler, der bestemmer, hvad der er og ikke er bistand – regler, som regeringen igen og igen ellers har lovet at overholde.

Nye informationer
Og nu har OECD så givet svar til Danmark i sagen, viser en aktindsigt, som Altinget har fået. Men det svar giver ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) ikke noget ”entydigt svar” på, om Danmark har holdt reglerne.

Men for Yasmin Ahmad er det ny information, at hovedformålet med integrationsprogrammet er at få flygtninge i job. For ifølge OECD-regler må udgifter til "at integrere flygtninge i donorlandets økonomi" ikke tælle med som udviklingsbistand.

”Det tror jeg ikke, at Udenrigsministeriet er bevidst om. De oplysninger har vi i hvert fald ikke fået – og integrationsindsatser kan under ingen omstændigheder tælles med som udviklingsbistand,” siger hun.

Desuden mener Yasmin Ahmad, at de oplysninger, Danmark har sendt til organisationen, ikke har været tilstrækkelige til at sende et klart svar tilbage: ”Det har efterladt meget til vores egen fortolkning,” siger hun.

Skal diskuteres i OECD
OECD har dog allerede besluttet, at det danske eksempel bør diskuteres nærmere, når reglerne for hvilke asyl- og flygtningeudgifter, der kan tælles med som udviklingsbistand, skal strømlines i kredsen af OECD’s medlemslande.

”Hvis Danmark er udfordret på denne praksis, så der er nok også andre lande, der har problemer,” siger Yasmin Ahmad.

Det er formelt Udenrigsministeriet, der har ansvaret for at indrapportere den danske udviklingsbistand til OECD. Men Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet står for at beregne, hvor meget ulandsbistand der kan bruges på asyl- og flygtningeområdet.”

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) sender derfor bolden videre til integrationsminister og partikollega Inger Støjbergs ministerium.

”Vi har fulgt de retningslinjer, der har været siden 2013 – og er fastlagt af den daværende regering," siger han.

Spørg hos Støjberg
Men kan udgifter til danskundervisning og jobtræning til flygtninge med midlertidig opholdstilladelse under integrationsprogrammet kaldes udviklingsbistand, når hele formålet med programmet er at ”gøre flygtninge selvforsørgende gennem beskæftigelse”?

”Den nærmere beslutning, om hvad der bliver indrapporteret til DAC, ligger i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet – og derfor er det dem, du skal tale med omkring de indberetninger,” siger han.

Udenrigsministeren slår fast, at regeringen fortsætter den nuværende praksis, indtil der kommer svar på regeringens egen undersøgelse af sagen. Kristian Jensen har nedsat en ”interministeriel arbejdsgruppe” der skal gennemgå den samlede praksis for rapportering udviklingsbistand

Læs hele interviewet med Kristian Jensen her.

Danmark har brugt 220 millioner og forventer i 2016 at bruge 340 millioner ulandskroner til at hjælpe flygtninge ind på det danske arbejdsmarked. Dermed kan det samlede mulige misbrug løbe op i over en halv milliard kroner på to år.  

R: Forstærker mistanken
Tidligere udenrigsminister og udenrigsordfører for Radikale, Martin Lidegaard, ”kan godt forstå, at OECD undrer sig”.

”Det her forstærker mistanken, om at den er helt gal her. Og det er dybt pinligt, for i min optik er der ingen tvivl, om at det her er et brud på OECD’s regler,” siger han og fortsætter:

”I forvejen er Danmark den største modtager af vores egen udviklingsbistand, der ellers skulle have hjulpet verdens fattigste. Så det næste spørgsmål må blive, om regeringen vil fortsætte den her praksis,” siger han.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra integrationsminister Inger Støjberg, der først vil udtale sig, når hun og Kristian Jensen skal i samråd om sagen.

Forrige artikel Overblik: Her er den nye digitaliseringsstrategi Næste artikel Løkke efter sigøjnerboss-dom: Reglerne skal strammes Løkke efter sigøjnerboss-dom: Reglerne skal strammes