Muligt flertal vil kigge på lavere selskabsskat

Efter Sofie Carsten Nielsens melding om, at Radikale er åbne for at sænke selskabsskatten tegner konturerne sig af et muligt flertal, der vil overveje at sænke selskabsskatten denne sommer. Socialdemokratiet afviser at sænke selskabsskatten. 

Efter Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, tirsdag aften meddelte i Berlingske, at partiet er "åben over for" at sænke selskabsskatten, danner konturerne sig af et flertal, som vil sænke beskatningen af virksomhederne.

En næsten samlet blå blok har markeret sig som villig til at sænke selskabsskatten, som i dag er på 22 procent. 

Kun Venstre er en smule tilbageholdende, men kalder en sænkning af selskabsskatten for "interessant at se på."

Konservative vil bruge meldingen fra Radikale til at lægge yderligere pres på at få Venstre endegyldigt med i klubben, der vil sænke selskabsskatten.

"Vi tager, hvad vi kan få, men vi vil gerne have selskabsskatten længere ned. Der er opbakning fra Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti om at sænke selskabsskatten med én procent, så hvis Radikale også er med, kan vi sætte pres på Venstre, og så er der flertal for det, hvis vi antager at de borgerlige løsgængere, også vil være med til det," siger Konservatives skatteordfører Rasmus Jarlov. 

Venstre er knap så meddelsom, men finder det også "interessant" at forhandle om en sænkning af selskabsskatten.

"Det er noget af det, som vi synes er interessant at se på, men vi vil ikke noget ud i forhold til de konkrete forhandlinger på nuværende tidspunkt," siger Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.

De borgerlige løsgængere er tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (tidligere Venstre), Inger Støjberg (tidligere Venstre), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (tidligere Liberal Alliance) og Orla Østerby (tidligere Konservative).

Flere af de blå partier allerede har støttet op om et beslutningsforslag fra Liberal Alliance i november 2020, hvor det blev foreslået at sænke selskabsskatten med én procent til 21 procent fra 1. januar 2021. 

Liberal Alliance drømmer egentlig om at sænke selskabsskatten til 12,5 procent, mens Nye Borgerlige ønsker selskabsskatten fjernet helt, men beslutningsforslaget var altså et mere pragmatisk forsøg på at sænke selskabsskatten. 

Forslaget fik da også opbakning fra Dansk Folkeparti. 

"Man skal lægge omkring midten i forhold til vores nabolande. Vi har stemt 'ja' til et forslag for Liberal Alliance om at sænke selskabsskatten til 21 procent, men vi har sagt 'nej' til et forslag fra Konservative om at sænke den helt ned til 15 procent," siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, og tilføjer:

"Jeg vil godt sænke selskabsskatten yderligere, hvis man kan afskaffe nogle af støtteordningerne i virksomhederne, men vi har ikke diskuteret de konkrete procenter nærmere. Det har jeg ikke mandat til at udtale mig om."

 

Radikale ønsker samlet skattereform
Radikale stemte imod Liberal Alliances forslag om at sænke selskabsskatten med én procent.

Det skyldes, at Radikale ser en eventuel sænkelse af selskabsskatten som en del af en samlet skattereformpakke, ifølge Radikales skatteordfører, Kathrine Olldag.  

"Sidste gang stemte vi imod Liberal Alliances forslag, fordi man skal kigge på det i en reform i stedet for bare i et beslutningsforslag," siger hun. 

Hvad skal selskabsskattesatsen være på i Danmark? 

"I forhold til selskabsskatten har vi ikke lagt fast på en procentsats, så vi har ikke nogen hellige køer, når det handler om at lave en bæredygtig økonomisk model for det danske samfund. Vi har meldt de ting ud, som vi tænker, kan komme i spil i en større skattereform. Der er selskabsskatten med som en brik i puslespillet, men det er ikke en central brik. Men vi har bestemt ikke berøringsangst over for at sænke den," siger Kathrine Olldag.

Selvom hun ikke give et konkret bud på, hvad selskabsskattesatsen i Danmark skal være fremover, problematiserer Radikales skatteordfører, at flere af Danmarks nabolande har en lavere sats end i Danmark. 

Det gælder blandt andet for Sverige, hvor selskabsskattesatsen er på 20,6 procent. 

"Det er problematisk, at nogle af vores nabolande har lavere selskabsskat. Sverige er lykkes med en lavere selskabsskat, og vi synes ikke, at danske virksomheder skal flytte til Sverige. Så nu inviterer vi op til dans for at finde ud, hvor de hellige køer er, og hvad kan vi samle 90 mandater bag i en skattereform," siger Kathrine Olldag.

Mangler finansiering
De blå partier er jo klar til at se på at sænke selskabsskatten. Er flertallet ikke næsten hjemme?

"Det skal give noget på arbejdsudbuddet. Vi kunne godt tænke os, at beskæftigelsesfradraget også blev hævet, så vi når mere end bare at sænkeselskabsskatten. Det kunne jo være interessant at se, om vi også kan finde 90 mandater for det. Vi vil prioritere beskæftigelsesfradraget før selskabsskatten, så vi skal finde flere milliarder kroner, men de findes jo også," siger Katrine Olldag.

Både Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre har også nævnt, at partierne gerne vil lempe beskæftigelsesfradraget. 

"At pille ved topskatten er noget af det bedste vi kan gøre (for at øge arbejdsudbuddet, red.), men beskæftigelsesfradraget og selskabs- og aktiebeskatningen er også vigtig at få ned," siger Rasmus Jarlov (K).

Venstre har et konkret forslag, når det kommer til beskæftigelsesfradraget.

"Vi har selv foreslået at øge beskæftigelsesfradraget med 1.000 kroner, og det er også oplagt at tage med til forhandlingerne," siger Louise Schack Elholm (V). 

Meget tyder på, at der også er flertal for at lempe på beskæftigelsesfradraget. Er det ikke bare med at få det gjort?

"Jo, men enigheden med de andre partier handler kun om at bruge pengene. Det er når, at vi skal finde pengene, at vi løber ind i de største problemer. Det skal være så vigtigt for de andre partier, at de tør skrue på rentefradraget for boligejere. Det er der, det er mest oplagt at finde pengene," Katrine Olldag.

DI vil lempe - men S nægter
Ifølge DI vil der i 2022 være 18 lande i EU, der har en lavere selskabsskattesats end Danmark. I dag er det tal 16 lande.

Derfor er det behov for at lempe selskabsskatten for at holde Danmark konkurrencedygtigt, lyder det fra erhvervsorganisationen. 

"Selskabsskatten bør være konkurrencedygtig med de øvrige små og mellemstore økonomier i EU's indre marked. De ligger i dag i gennemsnit et par procentpoint lavere end Danmark, så det er et godt mål på den korte bane. Det vil også bringe Danmark ned på niveau med landene i vores nærområde," siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI. 

Hos det socialdemokratiske regeringsparti bliver en sænkelse af selskabsskatten dog pure afvist.

"Vi har ingen konkrete planer om at ændre på selskabsskatten. Den ligger fint, som den ligger i dag," siger Socialdemokratiets skatteordfører, Troels Ravn. 

Forrige artikel Kommuner genoptager økonomiforhandlinger: Socialområdet er den store knast Kommuner genoptager økonomiforhandlinger: Socialområdet er den store knast Næste artikel Hjemsendt afdelingschef fra Instrukssagen er tilbage på jobbet Hjemsendt afdelingschef fra Instrukssagen er tilbage på jobbet