Mogens Jensen: Umenneskeligt at skære i bistand nu

BISTAND: Udviklingsminister Mogens Jensen angriber blå bloks ønske om at sænke det danske bistandsniveau og kalder det afgørende forkert. Tom retorik, lyder modsvaret.

Danmark udbetalte sidste år 16,8 milliarder kroner i udviklingsbistand.

Det svarer ifølge en ny opgørelse fra OECD til 0,85 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), og dermed ligger Danmark fortsat på et niveau, hvor vi ifølge handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) absolut hører hjemme.  

"Vi er i verdensklasse på udviklingsområdet," siger ministeren og benytter lejligheden til at advare imod blå bloks ønske om at finde besparelser på området.

”Det er umenneskeligt at ville skære på vores indsats i en tid, hvor behovet aldrig har været større. Det er et forkert signal at sende i et år, hvor vi skal vedtage nye mål for klodens fremtid, og hvor vi oplever nogle af de værste humanitære kriser i verdenshistorien,” lyder fra Mogens Jensen, som kalder spare-tankegangen for ”afgørende forkert”.

Klar politisk skillelinje
Forholdet til bistandsprocenten er én af de helt tydelige politiske skillelinjer mellem rød og blå blok. I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen på sigt ønsker at hæve procentsatsen til 1,0 procent. Enhedslisten har yderligere som mål, at bistanden på sigt skal op på 1,5 procent af BNI.

Omvendt har Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilkendegivet, at de vil arbejde på at sænke udviklingsbistanden til 0,7 procent af BNI. Konservative skiller sig en smule ud, da de ønsker at lægge udviklingsbistanden fast på 0,80 procent af BNI.

DF og Venstre: Tom retorik
Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen afviser ministerens kritik. Han kalder kommentarerne for ”ren valgkampsretorik” og går i rette med retorikken.

”Det er påfaldende, at det er umenneskeligt, når Venstre vil skære, men nødvendigt, når regeringen gør det. Sådan ser vi ikke på det. Med en bistandsprocent på 0,7 procent vil Danmark stadig være helt i top på verdensplan,” siger han.

Tallene fra OECD viser, at en række markante nationer, som for eksempel USA, Tyskland og Frankrig, ligger væsentlig under det danske niveau. Hverken Jakob Ellemann-Jensen eller DF’s udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, tager derfor ministerens kritik alt for alvorligt.

”Ministeren kan jo overbringe nyheden til sine kollegaer i USA eller Tyskland om, at de åbenbart er aldeles ubarmhjertige,” siger Hans Kristian Skibby. 

,

Forrige artikel Kom med ind bag Finansministeriets lukkede døre Kom med ind bag Finansministeriets lukkede døre Næste artikel Her er regeringens kvalitetspapir