Mogens Jensen beklager: Folketinget skulle være orienteret om regnefejl

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

SAMRÅD: Fødevareministeren erkender på et samråd, at Folketinget tidligere burde have fået besked om en regnefejl, der betyder, at Danmark har langt flere såkaldte lavbundsjorde end hidtil antaget. Ministeren bør få en næse, mener Venstre. 

Det var en fejl, at Folketinget ikke blev oplyst om central regnefejl.

Det medgav fødevareminister Mogens Jensen (S) på et samråd torsdag, hvor han skulle forklare, hvorfor han og ministeriet ikke tidligere oplyste Folketinget om fejl i Aarhus Universitets beregninger af arealet af såkaldte lavbundsjorde, der har betydning for landbrugets udslip af drivhusgasser.

“Jeg kan kun sige, at jeg er enig i, at Folketinget skulle have haft den her information på det tidspunkt, hvor der også er kendskab til dem i ministeriet. Det har jeg klart sagt, og det mener jeg selvfølgelig. Og jeg har også instrueret mit ministerium i, at det må ske efterfølgende,” sagde Mogens Jensen.

Væsentlig regnefejl
Samrådet var indkaldt af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, efter Altinget i december kunne fortælle, at fødevareminister Mogens Jensen havde kendt til den centrale regnefejl siden 1. september, men i månedsvis valgte ikke at informere Folketinget. Fejlen kom først frem til offentligheden, da Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, i november skrev det på Facebook.

Fejlen er bestemt ikke i småtingsafdelingen, men betyder, at der nu er 170.000 hektar klimabelastende lavbundjorde i Danmark og ikke 108.000, som man i årevis har troet. Udtag af landbrugsjord er et populært klimaredskab hos landbrug, organisationer og politikere, og det var et centralt tema i den seneste finanslov.

R: Har haft politiske konsekvenser
På samrådet forklarede Mogens Jensen, at man fandt det mest rigtigt, at det var Aarhus Universitet, der skulle offentliggøre og redegøre for fejlen og dens konsekvenser. Og at ministeriet ønskede at få et bedre overblik over konsekvenserne.

“Jeg vil gerne slå fast (…), at der ikke har været nogen skjult dagsorden i forhold til det her. Vi har ikke haft nogen intentioner om at tilbageholde oplysninger over for Folketinget,” sagde Mogens Jensen.

Fødevareministeren understregede samtidig, at regnefejlen efter hans overbevisning ikke havde haft politiske konsekvenser under efterårets forhandlinger om både en finanslov og en klimalov. 

Sidstnævnte mente Radikales miljø- og fødevareordfører dog var forkert.

“Jeg er ret sikker på, at det har haft politiske konsekvenser,” lød det fra Zenia Stampe, der senere understregede, at forventningsafstemningen er så vigtig.

“Jeg tror bare, at lige på præcis det her område kommer vi til at træffe meget store beslutninger meget hurtigt, med meget store konsekvenser og med rigtig mange nuller på beløbene. Derfor går det jo ikke, at der er sådan en forsinkelse i informationen af folkestyret, i forhold til hvad et ministerium ved.”

Bør undskylde
Også Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, kaldte det “dybt problematisk”, at det korrekte tal ikke tidligere kom til Folketingets kendskab, ikke mindst set i lyset af at en række partier i efteråret sad og forhandlede finanslov – hvor udtag af landbrugsjord var et stort tema – og stort set samtlige partier sad og forhandlede klimalov.

De fire partier bag indkaldelsen af samrådet forholdt sig under samrådet stærkt kritiske over for det mere principielle i sagen, nemlig forholdet mellem regeringen og Folketinget.

Miljøordfører fra Venstre Jacob Jensen lagde undervejs op til, at Mogens Jensen på vegne af Miljø- og Fødevareministeriet bør undskylde over for udvalget.

Men også ministerens egen rolle fik kritik, fra V-ordføreren.

”Det undrer mig, at ministeren har haft oplysninger, som ministeren med egne ord, reagerede stærkt på tilbage 1. september. Og at han tilbageholder de oplysninger i 100 dage og kun kommer med dem, fordi Zenia Stampe stiller spørgsmål,” sagde Jacob Jensen, der sammen med sin partikollega – fødevareordfører Erling Bonnesen – udtrykte ønske om at tildele ministeren en næse i sagen.

Går imod retningslinjer
Formanden for Miljø- og Fødevareudvalget, Dansk Folkepartis René Christensen, var også kritisk under samrådet. Han henviste til retningslinjer fra præsidiet, der blandt andet siger, at en minister skal give Folketinget oplysninger, der er “af væsentlig betydning” for folketingsmedlemmers arbejde.

Han bad ministeren indskærpe over for sit embedsapparat, at det er de ovennævnte retningslinjer, man arbejder efter. At det ikke er pressen, der orienterer udvalget.

“Der er faktisk en forventning fra Folketingets og udvalgets side om, at ministeren også orienterer udvalget,” lød det fra René Christensen.

 

, ,

Forrige artikel Mette Frederiksens departementschef stopper i Statsministeriet Mette Frederiksens departementschef stopper i Statsministeriet Næste artikel Holstein: Ingen overraskelse, at Frederiksen skiller sig af med Kettel Holstein: Ingen overraskelse, at Frederiksen skiller sig af med Kettel