Mindeord: Organisationskonsulent Svend Erik Jensen, 54

Næstformand i Socialdemokratiet og folketingsmedlem Mogens Jensen skriver mindeord om organisationskonsulent Svend Erik Jensen, København, der er død, 54 år gammel.

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at organisationskonsulent Svend Erik Jensen ikke er i blandt os mere. Svend Erik Jensen blev kun 54 år og arbejdede gennem det meste af sit liv i arbejderbevægelsens organisationer. Svend Erik var født og opvokset i Sejerslev på Mors og tog efter endt folkeskole en uddannelse som murersvend. Gennem sit murerjob blev han fagligt og politisk engageret og meldte sig tidligt ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Socialdemokraterne. Hans store flid og engagement førte hurtigt til ansættelse som faglig sekretær på DSU's landsforbund i København, og hans store organisationstalent ledte direkte til ansættelse som organisationskonsulent i Socialdemokratiet. Hér arbejdede han både under Svend Aukens og Poul Nyrup Rasmussens formandskab. Ikke mindst arbejdede han tæt sammen med Poul Nyrup i dennes tid som statsminister, hvor Svend Erik planlagde og tilrettelagde mange turneer og aktiviteter for statsministeren. Gennem hele sit politiske liv har Svend Erik været engageret i international politik, hvorfor det faldt ham helt naturligt, at han herefter ansattes i AIF, Arbejderbevægelsens Internationale Forum, hvor han i en række år arbejdede med oplysnings- og organisationsopgaver. Efter AIF's fusion med LO fik Svend Erik ansættelse hér i en årrække, indtil han inden for de seneste år blev tilknyttet DUI Leg og Virke med bl.a. en række event-opgaver.
Forrige artikel Dødsfald: Reklamemanden Peter Hiort, 72 Næste artikel Søren Espersen genvalgt som folketingskandidat