Messerschmidt tiltales for misbrug af 98.000 kroner i Meld- og Feld-sag

Dansk Folkepartis næstformand tiltales for misbrug, fortæller hans forsvarer. Morten Messerschmidt selv mener, at det skal ende med frifindelse. 

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kaldet bagmandspolitiet, vil tiltale Morten Messerschmidt for misbrug af næsten 100.000 kroner i Meld- og Feld-sagen.

Det skriver hans forsvarer, Peter Trudsø, til DR.

"Som forsvarer for Morten Messerschmidt kan jeg oplyse, at jeg dags dato er blevet orienteret om, at SØIK (bagmandspolitiet, red.) ønsker Folketingets samtykke til, at min klient tiltales for at have opnået uberettiget støtte til en sommerkonference i Skagen i 2015."

Og Morten Messerschmidt bekræfter også selv tiltalen. Til TV 2 fortæller han, at han er glad for, at der nu sker noget i sagen:

"Jeg er selvfølgelig uenig i, at vi har gjort noget ulovligt, og jeg glæder mig derfor til at kæmpe den sag i retten, hvor jeg håber, at den kommer på hurtigt. Det her har varet nogle år, og jeg håber på snart at få en endelig afklaring," siger han til TV 2 og fortsætter:

"Jeg mener, at det her skal ende med en frifindelse, og forsvaret skal vi nok levere. Forklaringer skal nok komme. Det, jeg hæfter mig ved nu, er, at vi kan komme videre. 

Som det står i Grundloven, så har folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet, og de kan derfor ikke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre Folketinget har givet sit samtykke. Og det er derfor, at anklagemyndigheden nu har anmodet Folketinget om at annullere Messerschmidt immunitet i denne sag.

Hvad handler sagen helt grundlæggende om?

Kort fortalt handler sagen om Dansk Folkepartis misbrug af midler gennem den EU-skeptiske paraplyorganisation Meld og den tilknyttede fond Feld, som Morten Messerschmidt i en periode var formand for, da han sad i Europa-Parlamentet.

Dansk Folkeparti brugte i 2014 og 2015 store støttebeløb tildelt EU-partiet Meld på blandt andet at afholde partiets sommergruppemøde, studieture til Bruxelles og en skonnerttur rundt i Danmark. 

Men støttemidler til EU-partier som Meld må ikke bruges på nationale partiaktiviteter, og derfor krævede Europa-Parlamentet i 2016, at Dansk Folkeparti skulle tilbagebetale en millionsum, hvilket partiet delvist indvilligede i.

Thulesen Dahl: Det er træls

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger, at det er træls, at næstformand Morten Messerschmidt og partiet nu skal igennem en retssag. 

"Det er selvfølgelig på godt jysk træls, at Morten og partiet nu skal trækkes igennem en retssag. Men samtidig er det godt, at sagen nu kommer et skridt videre endelig afklaring. Det har vi ventet på i 6 år," skriver Kristian Thulesen Dahl på Twitter og fortsætter:

"Og jeg er tilfreds med, at der nu kun ser ud til at være ét forhold – sommergruppemødet i Skagen – som stadig er omtvistet."

Forrige artikel Ny aftale styrker Socialtilsynet – men et profitforbud er droppet Ny aftale styrker Socialtilsynet – men et profitforbud er droppet Næste artikel Holstein: Anklage mod Messerschmidt neutraliserer truslen mod Thulesen Holstein: Anklage mod Messerschmidt neutraliserer truslen mod Thulesen