Medier kan ikke falde – men gør de?

UDTRYKKET "LAD FALDE, hvad ikke kan stå" er vel det første sprogbillede, børn møder som forklaring på de frie markeders udvikling.

Da jeg i 70'erne hørte udtrykket, var jeg – som med så meget i politik – lige dele tiltrukket og frastødt. Ofte henvistes til sejlskibe, der blev udkonkurreret af dampmaskinen, som blev sat i stå af dieselmotoren.

Men det er ikke alt, der bare falder med den teknologiske udvikling. For vi har jo politikerne, der kan bestemme, at noget skal leve uanset marked. Tænk på de engang hæderkronede, store lokale arbejdspladser – skibsværfterne – der, skulle det vise sig, endog fik ulovlig statsstøtte i den politiske iver efter at holde noget flydende, der tog vand ind.

Allerede på den tid var avisdøden en realitet. Jeg gik ind i journalist-faget i visheden om, at hvert parti sin avis i hver en by var fortid. Man levede med det. Selv om de gamle redaktører sukkede over den tabte fortid. For de – i al respekt – nyhedsførende, store dagbladshuse havde det glimrende og skovlede penge ind. Husk bare på, hvilke milliarder A. P. Møller og siden norske Orkla har tjent på at handle Berlingske.

I dag er situationen en helt anden. Den sidste, vigtige del af den trykte presse er reelt truet på livet. Der gisnes kun om, hvorvidt BT lukker før Ekstra Bladet, og om Berlingske eller Jyllands-Posten bliver den fortsættende, borgerlige morgenavis? Dagbladene taber overalt 5-10 procent oplag og læsertal. Hvert år. Tæl selv til 100.

DER ER FLERE grunde til dagbladskrisen. Internettets fremmarch siden midten af 90'erne er en hovedårsag. Det er langt billigere og mere præcist at distribuere via nettet end på papir via bude og brevsprækker. Sådan en netavis som Altinget kom kun langsomt i gang, men i dag, 16 år gammel, udgiver vi omkring 100.000 nyhedsbreve dagligt af høj publicistisk kvalitet og har dermed en samfundsrolle mindst på niveau med dagblade som Information og Kristeligt Dagblad.

Disse to ganske værdifulde samfundsstemmer, den ene for venstrefløjen, den anden primært for det kristne Danmark, siger selv, de kun udkommer på politikernes nåde, læs statslig mediestøtte. De får begge omkring 75 procent af deres journalistlønninger betalt af kulturministeren.

Internettet er en alvorlig udfordring for traditionelle medier. For ud over nye, digitale mediekonkurrenter har det navnlig vist sig, at såkaldte "sociale medier", altså afsenderskabt indhold som på eksempelvis Facebook samt søgemaskiner som først og sidst Google, er blevet kongerne. Helt politisk ureguleret, så de stort set ubeskattet kan flytte milliarder af annoncekroner fra europæiske medier hjem til USA. Hvert eneste år flytter yderligere hundredevis af millioner af annoncekroner fra danske medier til amerikanske, sociale medier. Tendensen en entydig.

Problemet er selvsagt, at demokratiet ikke stimuleres af, at nogen liker på Facebook eller søger på "gal imam" på internettet. Der skal uafhængige medier til, der kan befordre – og udfordre – politikernes synspunkter og embedsmændenes handlinger.

JAMEN, VI HAR jo vores allesammens DR? Ja, men DR's vækst medvirker også til de private mediers tilbagegang. Engang stod DR for radio og tv, og de private for det trykte ord. I dag slås statens medier og de private medier på den vigtigste slagmark. Den digitale. Den kan både formidle ord, tv og lyd. Konkurrencen er ikke fair, når den ene part får automatiske licenskroner, mens den anden skal forsøge at opkræve penge hos sine abonnenter og brugere.

Derfor markerer især de store mediehuse JP/Politiken, Jysk Fynske Medier og Berlingske, at de ønsker DR begrænset. Blandt andet ved at indføre login til dr.dk, så kun licensbetalere har adgang og kun med samme småirriterende barriere som den, de private medier har opsat for at beskytte deres indhold. 

Alt dette lyder fint, og vi nye medier føjer så gerne til, at vi også gerne ser, at DR får ret/pligt til at udlicitere redaktionelle opgaver til private aktører med særlig kompetence. Hér er et godt eksempel Altingets samarbejde med DR om kandidat-databaser.

Mens journalist-beskæftigelsen hos statens medier er vokset, er den faldet hos de landsdækkende dagblade, så der i dag er flere statslige end private journalistjob. Det er en begrædelig udvikling.

Derfor må politikerne se på mediernes forhold under ét. DR, TV 2 og TV 2-regionernes forhold samtidig med de private mediers. Venstre-regeringen er, så vidt vides, enig heri og har som første skridt taget initiativ til at fremrykke evalueringen af den statslige mediestøtte til private medier, som Marianne Jelved (R) fik vedtaget i 2013. En ordning, der gav digitale medier en delvis ligestilling med deres trykte konkurrenter. Høringsfasen er netop afsluttet, og Altinget har indgivet vores nærmere synspunkter.

TILBAGE STÅR EN stor opgave for politikerne. De kommer til at lægge følgende til grund efter mit bedste skøn:

- Den trykte avis er stort set på vej ud og skal erstattes af andre demokratiske stemmer.

- Dagbladenes transformation til nettet skal understøttes. Nulmoms på det trykte ord skal moderniseres til en enhedsmoms på medier, uanset platform.

- Sociale medier og søgemaskiner skal reguleres og beskattes på internationalt plan. Provenuet skal tilføres ægte, frie medier.

- Statslige medier skal holdes i ave og skal lægge en stor del af deres produktion i private hænder. Den private journalistbeskæftigelse skal altid være markant højere end den statslige.

Intet demokrati uden medier. Så medier kan ikke falde. Men gør de?