Høringer overhøres
Ord fra Udgiver
Udgiver Rasmus Nielsen | |
Print
KLUMME: Høringer er et stedbarn i lovgivningsprocessen. Mere end fire af fem svar arkiveres lodret. Et demokratisk problem, påpeger Altingets chefredaktør Rasmus Nielsen.
HØRINGSSVAR ER ET af de mere tørre ord i det danske sprog, men ikke desto mindre spillevende i demokratiet – eller burde være det. Ny forskning fra Dansk Erhverv, der blev fremlagt på en Altinget-konference om lovforslag for nylig, viser desværre, at ministerierne afviser mere end fire ud af fem høringssvar. Fremfor at påvirke lovforslag arkiveres de grundige argumenter fra centrale samfundsaktører simpelthen lodret.
Det er trist, fordi det øger risikoen for, at nye love ikke kommer til at virke efter hensigten og derfor i værste fald vil medvirke til lede ved demokratiet og de folkevalgte.
Det er politisk konsulent og erhvervs-PhD Morten Jarlbæk Pedersen, der for sin arbejdsgiver Dansk Erhverv har gennemgået alle de notater, som ministerierne har lavet på baggrund af de i alt 184 høringssvar om lovforslag, som interessenter har indsendt i 2013/14.
Dansk Erhverv er en bred samfundsstemme, der i disse år markerer sig mere og mere, og det er prisværdigt, at organisationen tager teten ved at undersøge den zone, hvor samfundslivet møder centraladministrationen.
Forskeren uddyber i Altinget, at "høringsinstitutionen har potentiale til at være en meget stor kilde til kvalitetssikring af det konkrete lovforslag. Hvis den ikke bliver brugt aktivt, er det et tegn på, at man ikke tager den kilde til kvalitetssikring seriøst nok," påpeger Morten Jarlbæk. Med andre ord kunne ministerierne imødegå senere beskyldninger om lovsjusk, hvis de var mere lydhøre overfor, hvorfor nogle konkrete elementer i deres udkast til lovforslag ikke virker hensigtsmæssige i praksis efter de involveredes mening. Det handler langtfra altid om ussel mammon og særinteresser.
TALLENE KOMMER OVEN på fornyet kritik tidligere på året – dels fra samme Dansk Erhverv, dels fra Advokatrådet – over, at kun halvdelen af den daværende SR-regerings høringsfrister i 2014 levede op til den anbefalede minimumsfrist på 20 arbejdsdage. Det mere end antydes, at centraladministrationen ikke tager høringerne seriøst, men snarere finder dem besværlige, når interessenterne ikke engang levnes fire uger til at virke i demokratiet.
Der er store forskelle på, hvordan ministerierne og deres politiske chefer behandler høringsinstitutionen. Mens det daværende ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet var mest lydhør over for høringssvar og lod dem påvirke det endelige lovforslag, lå Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter helt i bund sammen med Fødevareministeriet og Justitsministeriet.
Hvem der sidder på ministerposten, har også stor betydning. I perioden, Dansk Erhverv senest undersøgte, trådte SF som bekendt ud af regeringen, hvorved Manu Sareen (R) afløste SF-formanden Annette Vilhelmsen. Herefter faldt antallet af afviste høringssvar markant. Så når Manu Sareen åbent erklærede at ville inddrage og lytte mere, så kan det altså direkte spores.
Demokratiets brugere har med andre ord forskellig adgang til at påvirke lovprocessen, afhængig af hvilket ministerium og hvilken minister, der tilfældigvis betjener dem. Er det særlig demokratisk? Næppe.
SAMME MANU SAREEN blev overraskende ikke genvalgt, men er så til gengæld snart aktuel med bøger og film.
I den åbenhjertige selvbiografi "Manu", som Politikens Forlag udgiver 12. november, fortæller den radikale politiker i et kapitel om DJØF-partiet om sit hyr med embedsmændene:
"Jeg lærte, at topembedsmænd er sig selv nærmest. De passer på ministeren, men først og frem mest på sig selv. Systemets folk. Og sådan en som mig er dybest set bare en blandt mange, som kommer og går. Hele tiden skulle jeg presse på for at få politiske løsninger. For at tingene ikke bare gik i stå i bunker af papir og møder.
Deres yndlingsbemærkning, brugt under mange møder, var:
- Jeg er helt enig, Manu.
Og så skete der bare ikke en skid. Før jeg næste gang hidsede mig op og sagde:
- Nu skal I fandeme komme med en løsning, jeg kan bruge.
Jeg har talt med mange af mine tidligere ministerkolleger om det, og de fortæller – når ingen hører dem – om de samme problemer. Men ingen tør stå frem og sige:
- Jeg har store problemer med at få mine embedsfolk til at gøre det, jeg beder dem om."
Og så fælder Manu Sareen dommen over embedsværket:
"Jeg tror, at det grundlæggende handler om forskellige interesser. Jeg ville forandre, de ville forandre og bevare."
Ja, hvorfor skal embedsmænd skæve til høringssvar og lave om på deres forlæg til lovforslag? Det skal de, fordi Folketinget via ministrene tvinger dem til at lytte til samfundets aktører. Præcis som det lykkedes Manu Sareen at sætte igennem, mens han havde ministermagten.
Hans politiske modsætning, Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF), kunne gøre det til sin sag at sikre respekt om høringsinstitutionen i dansk folkestyre. Med sin historiske herkomst som indflydelsesvillig oppositionspolitiker med fingeren på samfundspulsen ligger det lige til hende at sætte ind hér.
