Lisbeth Knudsen: Partierne har selv efterladt et vakuum til Riskær

Prøv lige at læse med her, og bedøm selv, om demokratiet har et problem.

- Når nye partier helst ikke vil kaldes rigtige partier, men gerne bevægelser og opstillingsplatforme.

- Når nye politikere helst ikke vil kaldes politikere.

- Når nye folketingskandidater ifølge de nye såkaldte partier helst skal være almindelige mennesker ”ude fra virkeligheden” i forhold til dem, der sidder i Folketinget i dag.

- Når man kan putte Liberal Alliances og Alternativets politik ned i en blender og få et rød-konservativt politisk koncept ud af det i Klaus Riskær Pedersens nye cocktail.

- Når 42.000 mennesker på tre måneder skriver under på, at det er en god idé at lade ”ham Klaus klare det her for os på en fed måde”, som den nye "ikke-parti"-ejer Klaus Riskær Pedersen selv formulerer det.

- Når SF foreslår en slags borgerting med 100 ved lodtrækning tilfældigt udvalgte borgere, der skal høres i forbindelse med større lovforslag, og Alternativet foreslår en slags ”andetkammer” med tilfældigt udvalgte borgere som supplement til det repræsentativt valgte Folketing.

- Når det repræsentativt valgte Folketing har medlemmer, der er opstillet af de mindre end fire procent af befolkningen, som er medlemmer af et politisk parti, og mange af dem med meget lave personlige stemmetal.

Ja, demokratiet har et problem og de gamle partier – alle til hobe – har et problem.

Der er simpelthen gået inflation i at lægge afstand til begrebet politiker og politisk parti for tiden. Måske ikke så underligt, når man tager i betragtning, at tilliden til politikerne er en ren bundskraber, når det gælder befolkningens tillid, og partiernes medlemstal har flyttet sig fra at udgøre godt 25 procent af befolkningen i 1960’erne til nu under 4 procent af befolkningen.

Befolkningen ser nu ud til at få 12 partier at vælge imellem ved et kommende valg. Og stemmeprocenten skal nok blive høj som sædvanlig. Vi tager vores demokratiske forpligtelse alvorligt her i landet, uanset hvad der sker af strømninger politisk.

Det forestående valg kan ligesom jordskredsvalget i 1973, der bragte Glistrups Fremskridtsparti og Erhard Jacobsens Centrum-Demokrater ind i Folketinget, blive skelsættende. Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og selv Liberal Alliance har efter regeringsdeltagelsen mistet duften af fornyelse, og Alternativet skal anstrenge sig for at holde den rebelske entusiasme i hævd. Nye Borgerlige og Partiet Klaus Riskær Pedersen bliver de nye protestpartier.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige har sagt, at hun ikke skal være politiker, og brugte hele sin taletid på seneste landsmøde i partiet til at skose politikerne inde på Christiansborg – sådan helt generelt – for at have sovet i timen og for ikke at have opdaget, hvad der sker ”ude i virkeligheden”. Hun er gået til angreb på et Folketing befolket med scient.pol.er og levebrødspolitikere i stedet for almindelige mennesker.

Nu gør Riskær Pedersen hende kunsten efter. Hans parti – som dog hedder Partiet Klaus Riskær Pedersen indtil videre, må man forstå – er slet ikke et parti, men en ”opstillingsplatform”, og når kandidaterne er valgt ind på opstillingsplatformen, så er det de nyvalgte, der bestemmer partiets politik.

Hvad der hos Dansk Folkeparti gennem årene har været en hårdhændet bortsortering af landsbytosser, særlinge og enere, der ikke har villet følge partidisciplinen, hedder hos Riskær Pedersen noget lidt smartere. Nemlig at kandidaterne skal igennem et ”peer review” – også kaldet en fagfællebedømmelse som den, der er normal procedure i forbindelse med offentliggørelsen af nye forskningsresultater i videnskabelige tidsskrifter.

Riskær taler om, at han jagter kandidater, der skal være ”rigtige borgere”. Og hvad er så det? Det er folk, som har erfaringer fra forskellige dele af samfundet, siger han. Han bruger ikke betegnelsen levebrødspolitikere, men det lidt smartere ”karrierepolitikere” for alle dem, der går direkte fra studierne og ungdomspartierne og ind i partisekretariaterne på Christiansborg og derfra til en opstillingskreds og medlemskab af Folketinget uden nogen sinde at have haft et arbejde uden for politik.

Dansk Folkeparti har i en årrække kunne bryste sig af at angribe den traditionelle højre-venstre-akse i dansk politik. Med en fundering i blåt hjørne på retspolitik og udlændingepolitik og i rødt hjørne på socialpolitik og skattepolitik. For nu at sige det forenklet. Klaus Riskær Pedersen tager med sit rød-konservative parti det opbrud til et helt nyt stadie. Han kaldte selv på lancerings-pressemødet sit politiske koncept for en ”fejlkorrigeret version af Liberal Alliance og Alternativet”. Det er virkelig svært at se for sig.

Hvis vælgerne køber ind på Riskærs uigennemførlige og økonomisk helt usammenhængende, politiske formel, på hans ukendte kandidater, og køber de ind på en mand, der har en forretningsmæssig blakket fortid, alvorlige domme for groft bedrageri og samlet godt ti års fængsel (hvoraf noget var betinget), en aktuel gæld på over 160 millioner kroner, og som skylder fire millioner alene i skat, så er det nok et symptom på noget helt andet, der skal tages alvorligt. Så er det, fordi Riskær er blevet lynafleder for noget andet.

Køber vælgerne ind på det projekt, så burde de øvrige partier lige mærke efter, om de måske selv har været med til at efterlade et vakuum til Riskær. Som der i sin tid uden sammenligning i øvrigt blev efterladt et vakuum til Glistrup.

Et vakuum, der handler om træthed hos en gruppe vælgere i forhold til den politiske vision og handlekraft på Christiansborg, om fornemmelsen af, at det er det samme, der kommer ud af det, om det er Løkke eller Frederiksen, der styrer spillet, om magtdistance og manglende åbenhed omkring politikskabelsen og om manglende tillid til repræsentativiteten i vores repræsentative demokrati. Eller med andre ord kan folk se sig selv i de politikere, der sidder på Borgen, og kan de se, at de skaffer de rigtige løsninger.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.