Selv Alex Vanopslagh vil aldrig kunne omvende midtervælgeren

Registreringsafgift, topskat og cannabis. Whiskeybæltet. Unge mænd i blå skjorter. Egoistiske kapitalister. Mig-mig-mig. Stålsatte øjne. Og frihed, selvfølgelig. Ringer det en klokke?

Måske du tænker på Liberal Alliance anno 2015? Dengang Anders Samuelsen kastede med vandflasker, og Alex Vanopslagh kun var formand for Liberal Alliances Ungdom. Dengang Liberal Alliance mest af alt var synonym med topskattelettelser.

Det ved jeg, for jeg var selv med den gang. Dengang man kiggede på folk, der sagde, at de stemte LA, med et halvhånligt blik. Derfor kan man også beskylde mig for at være farvet. Til gengæld kan jeg svare, at jeg ved, hvad jeg taler om.

Siden 2019, hvor Alex Vanopslagh kom til roret ved den synkende liberale skude, synes partiet som forvandlet. Fra træklatring og trusler om at stemme imod egen finanslov til pragmatisme, samarbejdsvillighed og overbærenhed overfor vennerne i blå blok; både dem, der stadig er der, og dem, der måske vender hjem en dag.

Ændringerne ses ikke alene i partiets valgresultat i efteråret, men også i meningsmålingerne efterfølgende. Fra 1,9 procent sidste år ved samme tid til 10,9 procent i år. Derfor er det også nærliggende at tale om, at Liberal Alliance er et andet parti i dag. At Alex Vanopslagh har flyttet partiets politik. LA 2.0.

Jovel, der da tales i højere grad om borgerlighed, ordentlighed og ansvar overfor fællesskabet, men man tager fejl, hvis man tror, at politikken i Liberal Alliance er væsentligt ændret.

Partiet står nemlig stadig på de samme mærkesager som i sin spæde start. "Mere frihed, lavere skatter, højere vækst og mindre bureaukrati", som parolen lød engang. Født i modstand til Hjort-doktrinen, hvor Venstre skyllede minimalstaten ud med at bejle til "Blå Bjarne"-svingvælgere.

Liberal Alliance opstod som protest til syltekrukke-partierne. I afstand til det traditionelle og etablerede, som ville magten for magtens skyld. De ville ikke kun lave småjusteringer med finkornet sandpapir, men give staten en omgang med grovfilen.

LA var et reformparti – og måske også et protestparti - men vigtigst var, at man havde store visioner, der skulle rykke på statens tektoniske plader.

Den forandring, der har sikret Liberal Alliances nuværende succes, er imidlertid ikke ændringer i politikken. Det er professionalismen, pragmatismen og kommunikationen, der er det nye. I dag søger partiet indflydelse.

Nu handler det ikke kun om store biler og skattelettelser til de rige. Og på trods af, at mange LA'ere ikke mener, det nogensinde kun har handlet om det, så var valgresultatet i 2019 et klokkeklart resultat af, at det nu engang blev opfattet sådan i befolkningen. Nu er strategien er derimod, at man vil være et indflydelsesparti

{{toplink}}

Et indflydelsesparti, der både kan revse regeringen, når den er uambitiøs, men også kan indgå i aftaler. Et pragmatisk parti, der søger magten for at bruge den, men som holder fast i sit politiske ståsted. Og et manøvredygtigt parti, men som alligevel har selvstændige og ideologiske ambitioner.

Netop fordi politikken ikke har ændret sig væsentligt, er Liberal Alliance et skoleeksempel på, hvad formidling kan gøre. Liberal Alliance er i medvind i dag, fordi de med troværdighed er et alternativ til det gamle Venstre og Konservative, der var - og måske stadig er - uklare i deres kommunikation. Der var - og måske stadig er - bange for vælgerne og for Socialdemokratiet og Moderaterne.

Alex Vanopslagh og resten af Liberal Alliance har mod til at kommunikere det, de gamle partier ikke tør, fordi de har brændt sig før, og har indset, at de skarpe dagsordner ikke er vælgermaksimerende.

Mads i midten er mest til de brede budskaber, og derfor er der også en begrænsning for Liberal Alliances succes. Der er begrænsninger for, hvor store Liberal Alliance reelt kan blive, hvis partiet vil holde fast i sit ideologiske udgangspunkt.

 

Partiet har en svær opgave. Den samme som Venstre slog sig på i 90'erne: Nemlig at danskerne grundlæggende elsker velfærdsstaten. Denne erkendelse udgjorde kimen til Hjort-doktrinen, hvor Venstre lagde linjen om for at vinde valg.

Liberal Alliance er langt om længe fri af magtens åg og længer efter 2019 valgets vælgerlussing, og nok er de tidens helt store trendsættere indenfor politisk kommunikation, men der er en begrænsning for, hvor stort et parti, Liberal Alliance kan være. Den almene dansker holder grundlæggende mere af velfærdsstaten, end LA gør.

Den gennemsnitlige dansker hører grundlæggende mere til på midten, end Liberal Alliance udgangspunkt er. Skal Liberal Alliance være loyal mod sit politiske ståsted, er der derfor grænser for størrelsen på succesen.

Imidlertid taler Liberal Alliance til dem, som mener, at Venstre er for bløde og for kompromissøgende og for optagede af meningsmålinger.

Dem som mener, at Venstre er bange for deres egen skygge og derfor skifter mening efter, hvilken vej analysen blafrer. Dem som kan lide "Fra-socialstat-til-minimalstat"-Fogh og ikke Statsminister-Fogh.

Alex Vanopslagh er det friske og troværdige alternativ til grumsede, gamle partier. Han har trukket LA ud af sølet af den mangel på professionalisme som omkransede partiet efter den barnlige opførsel i VLAK-regeringen.

Nu er der ingen vanvittige udmeldinger og ingen ultimative krav. Man har forklaringer på, hvorfor man stemmer for x, og man kan argumentere for, hvorfor man er imod y.

Med Alex ved roret – og et stærkt kampagnehold – er kommunikationen blevet moderne og værdifokuseret. Tonen er frisk, vinklerne er skarpe, men budskaberne rummer som oftest helt reelle politiske budskaber. Det er ikke makrelmadder, ’Like hvis du er enig’ eller opslag som ikke består ikke-reglen. Det er politiske budskaber, alle kan forstå – ofte pakket ind i en del humor og satire, nuvel.  

Mens mange hævder, at Liberal Alliances fremgang var båret af et TikTok valg, er det ikke et tilfælde, at det er Vanopslaghs optrædener i spørgetimerne i folketingssalen, der for alvor har slået hans navn fast.

Hans måde at drage logiske slutninger på og forsimple – ej at forveksle med at fordumme – budskaber. Og hans måde at stikke til Mette Frederiksen, Karsten Hønge og resten af rød stue. 

Hvornår har vi sidst set, at noget der skete i selve Folketingssalen, rent faktisk betød noget? Hvornår har unge mennesker sidst været så investeret i en politiker?

I dag fører Liberal Alliance nemlig en værdiladet kommunikation. Man snakker om ting, der betyder noget for vælgerne. Som man kan mærke og forstå. Åndelig fattigdom, mistrivsel blandt unge, armod på arbejdsmarkedet.

Om pligt og om umage og flid. Og om principper, retfærdighed og fornuft. De fleste dagsordner formår Vanopslagh at trække op i helikopteren til en debat om værdier og samfundsperspektiv.

Liberal Alliance spinder kommunikativt guld ved at bruge venstrefløjens formel på formidling. Der tales i billeder og med et nærværende, følelsespræget sprog. Det er om fremtidsoptimismen, det er det glade budskab om, at frihed er frihed til familie og nære relationer, og ikke blot frihed fordi frihed.

Det er fortællingen om, at vi har et ansvar for os selv, vores nærmeste, og at penge ikke blot er et gode i sig selv, men er valuta til uafhængighed og til at kunne købe sin datter en ny flyverdragt, sin familie en tiltrængt ferie eller hvad man ellers kan lide.

Pludselig er de liberale budskaber koblet til en kommunikativ fortælling om, hvad friheden kan gøre. Man har tegnet et billede af, hvad politikken kan medføre.

Det er nærliggende at kalde Liberal Alliance for blå bloks version af SF. Et konstruktivt oppositionsparti, der indgår aftaler, men som også kan stå udenfor. Det er en svær rolle. For det kræver både et stærkt ideologisk kompas at vide, hvornår en aftale ikke er perfekt, men trods alt bedre end intet, og hvornår det er bedre at stå udenfor.

Udfordringen er at være tro mod, hvor partiet kommer fra. Fortsætte med at turde, hvor andre tier, være for skattelettelser, kritiske overfor velfærdsstaten, bære den ideologiske fane – men samtidig også fylde mere i blå blok og samarbejde med regeringen, hvor det giver mening.

Det er her den virkelige kommunikationsopgave ligger; balanceringen mellem samarbejde og opposition. Det er en opgave, der kræver is i maven. Tænk blot på, hvor meget kritik SF har stået model til for deres rolle overfor Socialdemokratiet. Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Alternativet og flere endnu. De havde også en klar fortælling, indtil de pludselig ikke havde det længere.

Høje meningsmålinger skaber gejst og smager af mere. Alle kan lide store fester og medvind på cykelstien. Det er svært at holde fast i en position og ikke komme til at lefle for vælgerne.

Midterpartier vil som oftest være størst. Og derfor er der en begrænsning for, hvor stort et parti, Liberal Alliance kan være, hvis man skal være loyal mod sit politiske ståsted.

Malene Møller Hall er medlem af Liberal Alliance.

{{toplink}}