Læge, ryger og samfundsrevser Tage Voss er død, 98 år

Den forkætrede, rygende og debatterende læge Tage Voss er død, dagen før sin 99 års fødselsdag. Allerede for 20 år siden kaldte han sig selv "den gamle læge".

Læge og samfundsdebattør Tage Voss, Nykøbing Falster, er død, 98 år, oplyser hans søn Adam Voss.

Tage Voss sov stille ind tirsdag - dagen før sin 99 års fødselsdag.

Tage Voss tog sin lægeeksamen i 1946 og blev året efter ansat som læge på Christiansø, hvor han virkede i miniput-samfundet i 20 år.

Tage Voss forfattede over 50 romaner, fagbøger og essays samt talrige kronikker i Politiken og Berlingske Tidende. Bøgerne handlede om hans lægevirke i fængsels- og skolevæsenet og for alkoholikere og narkomaner. Han er desuden forfatter til bøgerne Sexologi for hvermand (1972) og erindringsbogen – sagde doktoren! Gammel læges pejling af ny tid (1997).

Som læge blev han kritiseret, fordi han røg cigaretter. Han forsvarede rygning som næstformand i foreningen Hen-Ry - hensynsfulde rygere, der fik støtte fra tobaksindustrien.

Tage Voss fik i 1972 PH-prisen. Han kastede sig da også - som Poul Henningsen - energisk og gerne polemisk ind i den offentlige debat.  

Forrige artikel H.M. Dronningen hædrer Forsvaret med kommandør- og ridderkors Næste artikel Gentoftes konservative mister absolut flertal