En særlig metode vil stå for halvdelen af CO2-reduktionerne, når landbruget pålægges en klimaafgift. Nu peger Klimarådet på en risiko ved at bruge den

Det kan blive en risikabel vej at gå, hvis landbruget satser på kulstoflagring som den gyldne vej til grøn omstilling. 

For selvom reduktionsmetoden, hvor man binder klimaskadelig kulstof i jord, planter og skov, er et “væsentligt omstillingselement” for landbruget frem mod 2030, er det også en metode med væsentlige problematikker. 

Sådan lyder konklusionen fra Klimarådet i en ny analyse om landbrugets omstilling ved indførslen af en CO2-afgift. 

”I et klimaperspektiv giver det rigtig god mening at øge den mængde kulstof, der bliver lagret i planter og jord, frem for at det er i atmosfæren. Men problemet er, at reduktionen ikke er permanent. Kulstoffet er kun lagret, indtil planterne rådner eller træet bliver fældet,” siger næstformand Jette Bredahl Jacobsen, der også er professor i miljø- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Klimarådet baserer sin bekymring på en beregning af effekten ved at indføre en CO2-afgift på 750 kroner per ton CO2e i 2030.

I analysen når eksperterne frem til, at knap halvdelen af de i alt 5,5 millioner ton forventede drivhusgasreduktioner fra de teknologiske løsninger i landbruget kommer fra implementeringen af kulstofbindende tiltag som skovrejsning, læhegn og efter- og mellemafgrøder.

Klimarådet kalder fordelingen ”problematisk”.

“For selvom der er potentiale for at øge kulstoflagringen kraftigt i de første år, er det ikke en reduktion, der vil holde på lang sigt,” siger Jette Bredahl Jacobsen.

{{toplink}}

Ændret drift kan ændre kulstoflagre

Debatten om en CO2-afgift på landbruget har været længe undervejs, og de seneste fremskrivninger viser da også, at der skal ske markante forandringer i landbruget, hvis Danmark skål nå sektorens bindende målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 55 til 65 procent inden 2030. 

Ifølge flere eksperter – herunder Klimarådet – er en CO2-afgift på landbrugets udledninger den mest effektive og billige vej til at nå målene.

Den nye SVM-regering har af samme årsag udpeget afgiften som det mest afgørende værktøj for at få landbruget i mål. Et ekspertudvalg undersøger i øjeblikket, hvordan en model kan skrues bedst sammen.

Fra landbruget har et gentagende ønske til modellen været, at landmændenes optag af kulstof i jord og planter bør modregnes i den endelige afgiftsbetaling.

I den nye analyse pointerer Klimarådet dog, at det er nemmere sagt end gjort at lave denne modregning.

Med forskellige ejerinteresser og usikre klimatiske forhold, er der først og fremmest en risiko for, at kulstoflageret ikke forbliver permanent og derfor kan ende med at ryge ud i atmosfæren igen, lyder det.

Rådet peger eksempelvis på, at et kulstoflager kan forsvinde, hvis man omlægger et brakområde til omdrift.

Derudover er det en udfordring, at effekten af de kulstofbindende tiltag vil aftage over tid – selv i tilfælde, hvor driften ikke ændres.

Det fremhæves som eksempel i analysen, at væksten i læhegn og i skov vil stagnere over tid, og at reduktionen af drivhusgasser gennem kulstoflagringen derfor ikke vil være lige så markant i fremtiden som i de første år. 

Bør være et hensyn i afgiftsmodel

Klimarådet anbefaler derfor også, at der tages hensyn til den aftagende nettobinding af kulstof i modregningen af landmændenes afgiftsbetaling.

Det kan blandt andet gøres ved at tage højde for de årlige udsving i de kulstofbindende tiltag.  

“Ideelt set vil man monitorere årligt og få et tilskud, når kulstoflagringen øges, og modsat vil man også betale en afgift, når det falder. Det giver nemlig et incitament til at øge kulstoflagringen over længere tid,” siger næstformand Jette Bredahl Jacobsen, men tilføjer samtidig:

“Problemet med at lave en årlig vurdering af kulstoflagringen er, at det kræver rigtig mange målinger løbende at holde øje med, hvordan det udvikler sig, og det er omkostningsfuldt.” 

Helt generelt bakker Klimarådet op om, at landmændenes lagring af CO2 modregnes i betalingen af CO2-afgiften.

”Det vil give et incitament til, at man opbygger kulstoflagre, og så vil det også give et incitament til, at man holder på de kulstoflagre, man har. Det er ret væsentligt, at man ikke ved en fejl kommer til at lave et incitament til at fjerne de kulstoflagre, der allerede er,” påpeger Jette Bredahl Jacobsen.

L&F: Kulstofoptaget skal være så varigt som muligt 

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer finder det vigtigt, at landmændene både får kredit for deres drivhusgasreduktioner og kulstofbinding, hvis der skal indføres en afgift. 

”Men vi er enige med Klimarådet i, at der skal være tale om et så varigt kulstofoptag som muligt, og at man ikke skal have kredit for en kulstoflagring, der er meget kortvarig,” siger klimadirektør Niels Peter Nørring.

Ifølge Klimarådets beregninger vil en stor andel af reduktionerne komme fra kulstofbindende tiltag. Hvad vil i gøre for, at det ikke rammer jeres klimaindsats om 10-20 år, når effekten aftager?

”Det er først og fremmest meget vigtigt for os, at der kommer nogle helt klare regneregler og incitamentsstrukturer for kulstofbinding. Det er heldigvis noget, som EU-Kommissionen arbejder på, og det bakker vi op om. Det er generelt vigtigt, at vi tænker globalt og ikke har for snævert et fokus på det territoriale spor herhjemme og ender med at gennemføre tiltag, der ikke gavner klimaet globalt.”

Men kommer I selv til at gøre noget for at sørge for, at de kulstofbindende reduktioner ikke bliver for dominerende? For eksempel ved at lægge mere fokus på teknologier, der fører til reduktioner frem for negative udledninger?

”Det er bydende nødvendigt at tænke i begge indsatser. Der er slet ikke nogen tvivl om, at vi skal reducere udledningerne af klimagasser, men vi skal også have reduceret indholdet af CO2 i atmosfæren, og derfor har vi brug for kulstofbinding,” siger Niels Peter Nørring og fortsætter:

”Landbrugets arealer er ideelle i den sammenhæng, fordi de i vækstsæsonen trækker store mængder CO2 ned og via særlige tiltag kan kulstof opbygges i jorden. Effekten vil aftage på et tidspunkt, men det er stadig et relevant bidrag, som vi gerne vil levere samtidig med, at udledningerne bliver reduceret.”

Læs hele analysen fra Klimarådet her.

{{toplink}}

mariemm@altinget.dk, arp@altinget.dk