KL henter ny kontorchef fra Region Hovedstaden

Nanna Skovgaard skal være ny kontorchef i KL fra 1. oktober, hvor hun bliver en del af ledelsen i Center for Sundheds- og Socialpolitik.

Nanna Skovgaard tiltræder 1. oktober som ny kontorchef i KL, hvor hun bliver en del af et ledelsesteam på tre i KL’s Center for Sundheds- og Socialpolitik.

Det skriver KL i en pressemeddelelse.

Her skal hun især beskæftige sig med kvalitet på sundhedsområdet, uddannelses- og kompetenceudvikling, digital sundhed og sundhedsdata, med praksisoverenskomsterne og arbejdet med at implementere de ny sundhedsklynger,  skriver KL.

"Vi skal kunne håndtere de meget presserende udfordringer, som sundheds- og ældreområdet står med. Kommunerne skal have kapacitet og bedre rammer til at løfte deres velfærdsopgaver. Jeg tænker, at vi blandt andet kan bruge digitale løsninger, ny teknologi og data til meget mere i kommunerne og at det må være en del af løsningen," udtaler Nanna Skovgaard i pressemeddelelsen.

48-årige Nanna Skovgaard er uddannet cand.scient.pol. ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Hun kommer fra en stilling som i Region Hovedstaden som enhedschef i Center for Sundhed, som tiltrådte 1. februar 2021.

Nanna Skovgaard har også erfaring fra stillinger i Økonomistyrelsen og Finansministeriet, og har tidligere været ansat som kontorchef i Sundhedsministeriet.

Forrige artikel Folkemødet får ny partnerskabschef Næste artikel Jesper Petersen ansætter tidligere særlig rådgiver for Mogens Jensen Jesper Petersen ansætter tidligere særlig rådgiver for Mogens Jensen