KD har fundet Østjyllands spidskandidat til folketingsvalget

Formanden for Kristendemokraternes ungdomsorganisation, Isabella Arendt Laursen, bliver partiets spidskandidat i Østjylland ved næste folketingsvalg. Det skriver TV2 Østjylland.

Isabella Arendt Laursen, der til dagligt studerer på Københavns Universitet er valgt som Kristendemokraternes folketingskandidat i Aarhus og bliver samtidig spidskandidat for partiet i hele Østjylland til næste folketingsvalg. Hun har tidligere boet i Jylland, og Kristendemokraterne oplyser, at hun vil opholde sig i Aarhus under hele valgkampen.

Selv udtaler Isabella til TV2 Østjylland: "Jeg er glad for at kunne stille op i Århus. Det er en spændende by, som passer godt til min store passion for især uddannelsespolitik. Jeg mener, uddannelserne i Danmark trænger til en helt anderledes reform. Vi skal uddanne til livet, ikke kun til arbejdsmarkedet. Og så skal uddannelserne tilpasses elevernes behov."

Isabella Arendt Laursen stillede også op ved folketingsvalget i 2011, hvor hun vækkede opsigt med sin unge alder.

 

Forrige artikel Statsministeriet napper pressesekretær fra Finansministeriet Næste artikel Peter Mogensens sidste analyse